KRISTEN FORTOLKNING AF INDIANERE

Fra første dag Columbus satte foden på det amerikanske kontinent var han overbevist om det retfærdige i sin indtrængen. Hans overbevisning byggede på de spanske majestæters støtte og pavers erklæringer om at ikke-kristne måtte tages som slaver –selvom den spanske dronning Isabella modsatte sig indiansk slaveri, så de fremmede blev stemplet som vilde.

Umiddelbart kan det udlægges som etnocentrisme at man betragter sig selv som centrum og sin egen kultur som naturlig og rigtig, som alle andre skal vurderes i forhold til.

I de hjemvendte spanieres beretninger om indianere blev blandet fantasier der udsprang af middelalderens stridigheder med ikke-kristne folkeslag.

Også de spaniere der prøvede at tegne et modbillede var i deres argumentation ledt af fantasier. Den syndige vilde, uden fornuft og moral blev imødegået af den idealiserede vilde, der var godtroende, blid, ja gavmild. Forskellen var dog mere end et spørgsmål om fortegn i fortolkningen. Vilde – var man enige om – var disse fjerne fremmede i al fald i forhold til dannede europæere: Lige i værdighed var de aldeles ikke!

Gonzalo Fernández de Oviedo y Valdés skrev, efter i 1514 at have ført tilsyn med omsmeltning af guld på øen Hispaniola, om barbariske vilde der levede i dødssynd, foretog menneske-ofringer, tilbad afguder, var kannibaler, seksuelt udsvævende, dovne, ufornuftige, løgnagtige og dumme – kort sagt: umenneske-lige bæster. Denne karakteristik var tilstrækkelig for at kristne i Spanien mente, at erobrerne var berettigede – ja endog forpligtede til at underkaste indianerne og gøre dem til slaver.

Det var helt modsat det Cristoffer Columbus 20 år tidligere – som første spanske øjenvidne – havde skrevet til majestæterne om indianerne på Hispaniola:

Det er rigtigt, at når de er blevet beroliget og befriet for deres frygt, er de så troskyldige og så gavmilde med alt, hvad de ejer, at man skal have oplevet det for at tro det. De afslår ikke at give noget af det bort, de ejer, hvis man beder dem om det; tværtimod indbyder de enhver til at dele det med sig og viser endog den største glæde derved.

Imidlertid ændrede Columbus syn under sin anden rejse da han måtte konstatere at de mænd han havde efterladt på øerne var blevet ædt af indfødte kanibaler.

Indianere mente at menneskene var del af naturen; selvom de forestillede sig at guder havde skabt menneskene, så opfattede de – modsat kristne – ikke menneskene som det højeste blandt det gudskabte med ret til at herske over alt andet liv. Nogle indianere mente at mennesker kunne ofres eller ofre sig, og at sjæl kunne være evig. Overordnet hang alt i kosmos sammen. Sådan et holistisk menneskesyn var anderledes end det kristne og helt anderledes end den individualisme der var ved at blive formuleret af europæiske humanister forstærket af nysgerrige naturforskere.

Nogle spanske munke gengav indianeres fortællinger i et kristent perspektiv, og de hævdede at indianere havde været lydhøre overfor kristne begreber. Det styrkede kristnes messiaslængsel – selvom det altså ikke lå i indianernes forestilling.

Den hvide Gud blev set både i aztekernes Quetzalcoatl og i inkaernes Viracocha og blev stadig vigtigere for spanske teologer, hvoraf nogle dyrkede millenarismen, Tusindårsriget, forestillingen om den fundamentale transformation af verden.

Dominkanermunken Durán skrev om en gammel mand der til Moctezuma havde talt om at nogle hvide, skæggede mænd ville komme. Altså flere mænd.

Franciskanermunken Sahagún omtalte Quetzalcoatl som en lys, skægget gud, hvilket kunne skyldes at franciskanere nærede håbet om at sådan en fremstilling ville kunne fremme indianernes og kontinentets kristning og Kristus Tilbagekomst.

Ifølge den mexicansk-tyske forsker Enrique Alcántara Granados blev Quetzalcoatl i den mixtekiske Codex Vindobonensis, der stammer fra før spaniernes ankomst, gengivet med skæg. Men ifølge den danske forsker Jesper Nielsen omtales Quetzalcoatl faktisk først som en hvid, lyshåret gud i kilder cirka 40 år efter den spanske erobring af aztekerriget.

Da indianere er mørke i huden og mænd ikke har synderlig skægvækst måtte den skæggede hvide gud være kommet udefra. Kunne det være Thomas, Jesus discipel?

Thomaskristne hævdede at apostlen var vandret til Indien, så forestillingen om at Thomas havde været i Amerika kunne skyldes spanske munkes længsler, og derfor tolkede og nedskrev nogle af dem aztekiske og inkaiske myter på en måde, så de kunne forstås i kristen sammenhæng.

Thomas græske tilnavn Didymos betyder Tvilling. Quetzalcoatl blev i 1600-tallet oversat som Den tilbedte Tvilling, og han blev symboliseret ved korset!

I Peru havde spaniere ledt efter beviser på at den hvide mand med skæg var Thomas; Cieza de Leon havde ledt ved det store Viracochatempel i Raqch’i; han havde ikke fundet brugbare beviser men havde hørt om Ticciviracocha og Viracocha.

Munke hørte aztekere fortælle om deres lange vandring fra Aztlán til Tenochtitlán. Andre hørte inkaer fortælle om deres lange vandring fra Titicaca til Cusco. Det mindede om de tolv jødiske stammers vandring. Kunne en af stammerne være vandret til det amerikanske kontinent?

Durán havde i Mexico ledt efter hellige skrifter skrevet på hebraisk samt beviser på at kong Quetzalcoatl var apostlen Thomas. Hvis jagten lykkedes ville det være en dobbelsejr: både den forsvundne jødiske stamme og så beviset for at den blide indianergud var den kristne Thomas!

Tolkningen af at indiansk tro nærmest var kristendom stoppede ikke der. Den sås også i forhold til den aztekiske helligdom på Tepeyac udenfor Tenochtitlán. Godt en generation efter den spanske erobring var begyndt i 1492 omfavnede dele af den katolske kirke en aztekisk gudinde og fortolkede hendes som Jomfruen af Guadalupe som siden blev gjort til opfyldelsen af profetien i Det Gamle Testamente om efter fyrre års vandring at nå til et land med hvede og byg, vin og figner, olivenolie og hon-ning.

Århundreder senere – i 1794 – hævdede dominikaneren Servad Teresa de Mier lige frem i en prædiken at Jomfruen af Guadalupes billede var 1750 år gammelt og at det var blevet malet på apostlen Skt. Thomas klædning, for denne havde bragt kristendommen til Mexico. Jomfruen var et symbol på missionen.

——————

(siderne 455-458 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

400  Dkr. pr bind + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bøgerne kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

eller købes i ZAPOTECA, Guldbergsgade 5, 2200 København N

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s