TLATOANIS OG SAPA INKAS EFTERKOMMERE

Aztekerne var blevet ledet af en valgt leder, tlatoanien. Selvom det aztekiske valgkongedømme på ingen måde var demokratisk, vidste aztekere at herskeren var et menneske. Som et vigtigt ritual kunne tlatoanien og andre ledere klæde sig ud som guder, de repræsenterede guder i ritualerne, men de påberåbte sig aldrig at være guddommelige.

Når en tlatoani døde blev hans efterfølger valgt blandt den første tlatoanis arvinger; for at blive valgt skulle han som militær leder have gjort sig fortjent til dette højeste embede. Selvom tlatoanien fik næsten enevældig magt var han ikke hævet over kritik. Bedst kendt er Moctezumas, den 9. tlatoani, skæbne: Efter spaniernes ankomst til Tenochtitlán var byen i oprør, og da Moctezuma forsøgte at berolige sit folk blev han angrebet af nogle af sine egne og døde som følge af sine læsioner.

Inkaerne var blevet ledet af to søskende, tre brødre med koner eller fire brødre med koner – helt afhængigt af hvilken myte der fortælles. Fælles for myterne var at Manco Capác og hans kone var fremstået som guddommelige ledere. Denne guddommelighed blev efter Manco Capács død overtaget af hans efterfølgere. Som leder af imperiet efter 1438 skulle den næste sapa inka kæmpe for sine besiddelser, men med udnævnelsen var han blevet anerkendt som guddommeligt bindeled.

Forestillingen om at alt var besjælet samt forfædredyrkelsen var udbredt blandt indianere, og i Andes gled tro og magtudøvelse – mere eller mindre frivilligt – sammen: inkaernes sapa inka blev tilbedt som fælles forfader og som guddommelig hersker.

Således var der en fundamental forskel på aztekernes tlatoanis og inkaernes sapa inkas religiøse iscenesættelse.

Aztekernes 5. tlatoani havde ofret menneskehjerter for at guderne skulle hjælpe aztekerne ud af en udmarvende hungersnød, og da ofringerne udløste en rekordhøst ofrede aztekerne endnu flere menneskehjerter. Fortsatte masseofringer forudsatte imidlertid at aztekerne tog krigsfanger; disse stadig hyppigere ofringer udløste forandringer der fik betydning for rigets udvikling. Krige for at skaffe stadig flere ofre medførte at riget voksede, men derved blev forbindelseslinierne så lange så det blev stadig vanskeligere at føre krig langs de ydre grænser og dermed stadig vanskeligere at skaffe menneskeofre. Utilfredshed blandt aztekerne med tlatoanien ulmede allerede da spanierne gik i land i 1519.

Militært var aztekerriget stærkt; dets styrke byggede efter 1427 på alliancer i Tremagtsforbundet. Inde i det aztekiske magtområde levede tlaxcaltekerne i en uafhængig stat, og dem allierede spaniere sig med under deres march mod Tenochtitlán. Da de skæbnebevidste aztekere vidste at guden Quetzalcoatl kunne vende tilbage det år, og da spanierne kom fra øst hvor aztekerne ventede Quetzalcoatl kom fra, så troede de at spanierne repræsenterede guden, og tlatoani Moctezuma underkastede sig Cortés. Aztekernes tro havde forudsagt denne deres egen undergang. Ifølge tlatoani Moctezuma var det ikke tragisk, men guddommeligt.

Efter erobringen i 1521 af hovedstaden Tenochtitlán ville spanierne udnytte den aztekiske magtstruktur – krigere og embedsmænd – til at erobre resten af riget. Spanierne fik rigets løse struktur at mærke i form af adskillige indianske stammers selvstændighedstrang. Konflikter og oprør blussede op, og hver gang slog de spanske magthavere hårdt igen.

Cortés forsøg på at udnytte den aztekiske magtstruktur indebar at han beholdt Cuauhtémoc som tlatoani; under erobringen af det nuværende Honduras lod han ham dog hænge. Som ny tlatoani indsatte han en af Cuauhtémocs nærmeste, Tlacotzin, en adelig som efter at have været tortureret af spanierne fik en spansk uniform, et sværd og en hest. Men han døde året efter indsættelsen. Herefter indsatte Cortés azteken Motelchiuhtzin, der ikke var adelig men som havde arbejdet sig op i samfundet som kriger, så han fik  titel som cuauhtlato, Ørnekriger. År forinden havde spanierne tortureret ham.

I 1528 blev Hernán Cortés frataget sin nærmest enevældige magt. Administrationen blev mere formaliseret men også den nye vicekong Mendoza ville udnytte indianske ledere. Motelchiuhtzin blev afløst af Pablo Xochiquentzin, som heller ikke nedstammede fra den første tlatoani, så også han fik  titel som cuauhtlato.

Vicekong Mendoza valgte ledere mellem dem der var født til at kunne være blevet tlatoani. hvis spanierne ikke havde taget magten, og udnævnte dem til gobernador, guvernør.

Den første var Huanitzin, som var barnebarn af Axayácatl, den 6. tlatoani, og den 9. tlatoani Moctezumas nevø. Oprindelig havde Huanitzin været høvding mod nord, men efter den spanske erobring var han blevet tortureret og taget med som Cortés gidsel til Honduras. Han forblev gobernador til 1538.

Afløst blev han af Tehuetzquititzin, som var barnebarn af Tizoc, den 7. tlatoani og dermed også i slægt med sin forgænger som gobernador. Tehuetzquititzin fik også titel som tlatoani, talte spansk, var døbt og sad på denne post 1541-1554.

Som gobernador ledte han aztekiske og tlacanske krigere der skulle støtte spanierne i kampene (1540-42) ved Mixtón-bjerget i det vestlige Mexico.

Tlacanske krigere, der deltog i den spanske erobring af Guatemala, skrev i 1547 en klage til den spanske konge at de blev dårligt behandlet af deres spanske kaptajner og deres soldater, som hængte og dræbte mange af dem.

Inkariget havde været stærkt centraliseret med sapa inka som det guddommelige centrum. Princippet om den delte arv, som blev indført efter 1438, indebar at sapa inka ikke måtte udnytte sin forgængers besiddelser men skulle erobre nyt land og nye mennesker. Det udløste rigets enorme vækst, der medførte konflikter og oprør, for de nye undersåtter oplevede ingen fordele, og så blev der enten slået hårdt ned på dem eller de blev deporteret. Riget blev yderligere splittet af broderkrigen, men inden det var gået i opløsning kom spanierne og huggede til.

Forfædredyrkelsen og forestillingen om at alt var besjælet havde gjort de fleste mennesker uselvstændige, for man kunne aldrig vide! I slutningen af 1400-tallet blev inkariget organiseret ekstremt hierarkisk af den 10. sapa inka, så nu afventede de fleste en ordre før de foretog sig noget. Da inka Huáscar var myrdet og inka Atahualpa henrettet lå inkasamfundet nærmest paralyseret.

Pizarro ville udnytte inkarigets stærkt hierarkiske magtstruktur, så få måneder efter Atahualpas henrettelse blev først Túpac Huallpa indsat som lydinka. Da han døde efter et par måneder blev Manco Inka hyldet som ny lydinka. Begge var de sønner af Huayna Cápac, og altså Huascars og Atahualpas brødre, men de havde ikke haft samme mor.

Store dele af inkaadelen og dem de havde under sig adlød Manco Inka, dvs. gjorde som spanierne beordrede ham at befale. Hadet til Atahualpa og hans nordhær gjorde umiddelbart alliancen med spanierne indlysende blandt mange i inkariget.

Manco Inka bemærkede rivaliseringen mellem Francisco Pizarro og Diego Almagro; i et vist omfang støttede han sig til Almagro, selvom ordet samarbejde er i overkanten.

I 1536 blev han personligt provokeret af Pizarro-brødrenes overgreb på hans hustru, og så mobiliserede han til oprør. Han bevæbnede hundredtusind krigere, mens spanierne blev støttet af Mancos indianske fjender. Spanierne havde langt skarpere våben og inkaernes indianske fjender kunne mobilisere mange. Det lykkedes spanierne at tvinge Manco Inka ud i regnskoven, først til Vitcos og siden til Vilcabamba, hvor han opbyggede sin mini-inkastat og blev myrdet i 1544.

Manco Inkas søn Sayri Túpac blev i regnskoven udråbt til den 15. sapa inka. Med hjælp af sine rådgivere forsøgte han en tilnærmelse til spanierne, opholdt sig i årene 1558-1561 i Cusco, men ville ikke opgive sin selvstændige mini-inkastat selvom den midlertidige vicekonge Gasca tilbød ham jord og ejendomme. Og pludselig døde Sayri Túpac.

Han blev afløst af Titu Cusi, der dikterede sit manuskript til en spanier i regnskoven, og som var bevidst om spaniernes hensigter. Ud fra en realpolitisk erkendelse ændrede han holdning og forhandlede for at opnå en form for sameksistens.

Ved Titu Cusis død i 1571 blev han afløst af Túpac Amaru, den sidste sapa inka, som regerede mini-inkastaten i regnskoven indtil han blevet taget til fange og henrettet i Cusco i 1572.

Jeg griber tilbage til lydinka Manco Inkas oprør i 1536. Som reaktion indsatte spanierne en ny lydinka i Cusco, nemlig Paullu, som også var søn af Huayna Cápac. Faderskabet og den hellige by var optimalt for hans legitimitet.

Paullu samarbejdede entusiastisk med spanierne, og Perus første biskop, Valverde, skrev begejstret om ham til Spaniens konge. I 1543 blev Paullu døbt Cristóbal, overlod nogle af de vigtigste forfædres mumier til jordfæstelse og af spanierne fik han overladt store landområder. I modsætning til sine halvbrødre døde han fredeligt som den sidste sapa inka i Cusco og blev gravsat i San Cristóbal-kirken, som han selv havde ladet bygge.

Paullus kone, mor og søster lod sig døbe, klædte sig gerne i silke og søgte spanske bekendtskaber for at demonstrere deres afstandstagen fra den inkaiske tro og væbnede modstand.

Også Huayna Cápacs døtre blev del af magtspillet. Som den første havde Francisco Pizarro taget Atahualpas unge enke som elskerinde, men der opstod mange flere seksuelle forbindelse mellem spaniere og inkaer. I en periode lod spanske overklasseherrer deres forbindelser besegle og velsigne af og i kirken. Resultat af disse forhold blev masser af mestitsbørn.

I Tawantinsuyu havde inkaer i processioner båret forfædres mumier til samling; nu arrangerede kristne Corpus Cristi-fester, hvor figurer af den korsfæstede og helgener fra byens voksende antal kirker blev båret gennem gaderne. Og jo flere overklasseinkaer – gerne traditionelt klædt – der kunne mobili-seres til optogene jo tryggere mente spanierne at kunne føle sig.

På lokalt plan kunne tidligere høvdinge inddrages i magtudøvelsen; de kunne få embeder som alcalde, borgmester, regidor, rådmand, eller alguacil, betjent.

——————

(siderne 458-462 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

400  Dkr. pr bind + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bøgerne kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

eller købes i ZAPOTECA, Guldbergsgade 5, 2200 København N

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s