MODSTAND MOD DET SPANSKE KOLONISTYRE

I Mexico kunne spaniernes lyd-tlatoanier ikke hindre store gruppers vrede mod det tunge tvangsarbejde, den sociale elendighed og tvangskristningen. Den første større indianske modstand skyldtes caxcanere i de nuværende mexicanske delstater Jalisco, Zacatecas og Aguascalientes. I 1540 modsatte de sig spaniernes slavelignende forhold og henrettelser ved at forskanse sig på Mixtón-bjerget, og de holdt det til 1542 da spanierne med hjælp af aztekiske og tlacanske tropper erobrede bjerget. Eftervirkningerne blev en langvarig guerillakamp og at tusinder af caxcanere i jernkæder blev deporteret til minearbejde eller henrettet. Mange kvinder og børn blev voldtaget og tvangsforflyttet. Men frihedstrangen var ikke sådan at slå ned.

Spanierne i Peru vidste at inkariget havde været gennemorganiseret, så de nominerede nogle kandidater, som indianerne kunne vælge til et lokalstyre.

Samarbejdet styrkede spaniernes samfundskontrol som blev udøvet gennem de lokalhøvdinge som tidligere havde adlydt sapa inkas ordrer; som en slags ridefogeder sikrede de nu arbejdskraft til de spanske herrer der var strømmet til landet: adelsfolk og handelsfolk, bønder, eventyrere, kirkefolk, kunstnere samt kvinder. I 1560 var der omkring 8.000 spaniere i Peru; desuden var der sejlet slaver fra Afrika, og de blev tvunget til at knokle sammen med indianere på marker og i miner.

Samarbejdspolitikken lykkedes dog ikke så godt som spanierne havde ønsket, håbet og troet. Først blev landet præget af rivalisering mellem conquistadorerne og bagefter nægtede nogle af deres sønner at adlyde den spanske konge. Munkeordener lå i stridigheder og fra regnskoven førte Manco Inka og hans efterfølgere krig mod spanske styrker. Indianere blev tvangsflyttet, og det udløste også utilfredshed.

Taki Unquy voksede frem omkring 1564 og hævdede at de hellige steder blev generet af katolske missionærer. Bevægelsen var den eneste modstandsbevægelse som kom nedefra, var de undertryktes egen og skulle sikre deres egen befrielse. Målet var at udbrede den indianske tro som redskab til at slippe for spanierne. Bevægelsen eksisterede i mindre end 10 år.

Omkring 1742 opstod i regnskoven en ny religiøs bevægel-se omkring indianeren Juan Santos Atahualpa, der var blevet uddannet af jesuitter og som påstod at være efterkommer efter inka Atahualpa. Han lovede indianernes frelse når han i Lima var blevet kronet som sapa inka. Selvom bevægelsen eksisterede en generation efter Juan Santos Atahualpas død, så forblev den lokal i Perus centrale højland og udløste ingen egentlig social revolte.

Det var som om den indianske befolkning kunne vælge mellem afmægtighed i de spanske herrers katolicisme eller i den forfulgte andinske forfædredyrkelse.

Udbytning og uretfærdighed fortsatte uden synderlig modstand fra de undertrykte.

Også Spanien – nu under bourbonernes kong Carlos 3. – forandrede sig; i 1700-tallet blev økonomien saneret og administrationen centraliseret. Kolonierne blev udbyttet mere systematisk, for den internationale konkurrence var skærpet. Det vakte vrede blandt de bærende nederst i samfundspyramiden, men også i den kreolske middelklasse, altså ’de hvide’ i kolonierne, der begyndte at tale om uafhængighed.

I Mexico viste modstand mod den spanske kolonimagt sig på en særlig måde inden for kirken. I 1794, altså efter 250 års spansk styre, blev Jomfruen af Guadalupe en samlingsfigurer mod den spanske kolonimagt.

På hendes helgendag det år – da både vicekongen og ærkebiskoppen var tilstede – prædikede dominikaneren Servad Teresa de Mier ved hendesbillede og hævdede at det var 1750 år gammelt og at det var blevet malet på apostlen Skt. Thomas kåbe! Ugen efter meddelte ærkebiskoppen at præsten skulle exkommunikeres, fængsles og udvises fra Mexico i 10 år. Prædikenen blev betragtet som en politisk provokation: et postulat om Mexicos kristenhed før spanierne! Det var et angreb på de spanske koloniherrer at hævde at indianere skulle have mødt Jesus tvilling Thomas!

På den tid var kristendommen jo ikke nået til Spanien! Det er ganske simpelt hen forfærdeligt! Må der være blevet skreget.

Prædikenen fremmede de ulmende nationalrevolutionære forestillinger om at Mexico var noget i sig selv og ikke bare en spansk koloni. Mange i den kreolske middelklasse, der havde spanske rødder, som jo ganske vist var generationer gamle, men som gav privilegier på bekostning af den indianske befolkningsdel, var stærkt utilfredse med at blive styret fra Spanien, så de kæmpede for uafhængighed, Independencia.

Miguel Hidalgo var universitetsrektor i den by der i dag hedder Morelia i delstaten Michoacán, og derfra udbredte han de liberale tanker han havde læst blev diskuteret i Europa. Så blev han afskediget. Istedet blev han landsbypræst. Oplevelsen af elendighed i landsbyen Dolores i delstaten Guanaujato fik ham til også at forlange social retfærdighed for indianere og mestitser, som han opfordrede til at blive selvforsynende, hvilket ville være et brud på spansk lov, der beskyttede udvalgte produktioner.

Mænd omkring Hidalgo planlagde en opstand, men regeringen opsnappede planerne. Maria Josefa Cresencia Ortiz de Domínguez – den lokale guvernørs hustru – advarede oprørerne, så planerne måtte fremskyndes. Den 15. september 1810 fik Hidalgo ligesindede til bevæbnet at åbne byens fængsel, ringede med kirkeklokken, samlede 300 mennesker og holdt den prædiken der nu kaldes El Grito de Dolores, Skriget fra Dolores, hvor han SKREG til kamp mod regeringen.

De få kirkegængere blev til hundredtusind – intellektuelle, liberale præster og fattige indianere – der bevæbnet med arbejdsredskaber, våben og Jomfruen af Guadalupe-flag samt sociale, nationale og religiøse argumenter kæmpede for Mexicos uafhængighed.

Mexicos afhængighed blev opnået i 1821. Det mexicanske borgerskab – kreolerne – havde med støtte fra mestitser og indianere befriet landet fra det spanske kolonistyre.

Mexico var et enormt stort land, befolket først og fremmest af indianere og mestitser, og forfatningsmæssigt blev det en forbundsrepublik. I 1836 erklærede engelsktalende bosættere i den mexicanske delstat Texas, at de ikke længere ville være del af Mexico, men ville være uafhængige. Bevægelsen blev slået ned af det mexicanske militær, men i 1845 indlemmede USA Texas.

1846-1847 trængte US-amerikanske tropper over de nytegnede grænser og indtog endda Vera Cruz og Mexico By. Mexico mistede mere end halvdelen af sit areal: Texas, Californien, det meste af New Mexico, Arizona, Utah og Colorado. I 1853 blev resten af New Mexico og Arizona solgt til USA.

Fra uafhængigheden i 1821 til 1850 var Mexico i oprør: 50 regeringer kuppede hinanden med vold, blod og død til følge.

Yucatán-halvøen var ikke blevet regeret fra Mexico By, men direkte fra Spanien. Da Mexico blev uafhængigt modsatte borgerskabet på Yucatán sig centralstyret i Mexico By og erklærede sin uafhængighed. Overklassen på Yucatán bevæbnede maya-indianere, der dog kort efter vendte våbene mod deres herrer. Krigen kaldes kastekrigen og blev udkæmpet 1847-1855. Efter blodige kampe lagde indianerne våbene fra sig, for som bønder bekymrede de sig om deres jord; i de år ramte de hvide herrers hævn, og halvdelen af indianerbefolkningen på Yucatán-halvøen mistede livet.

Også i Peru opstod modstand mod det spanske kolonistyre i 1700-tallet. Den bedst kendte modstandsleder var regionslederen José Gabriel Condorcanqui, en mestits med titel af markis af Oropesa. Angiveligt var han tiptipoldebarn af Túpac Amaru, den sidste sapa inka i regnskoven, så José kaldte sig Túpac Amaru 2. I 1780 lod han en spansk byfoged arrestere, anklage for grusomhed og efterfølgende henrette. Túpac Amaru 2. hadede det spanske styre, drømte om at inkatiden kunne genskabes og stillede sig nu i spidsen for en indiansk opstand.

Túpac Amaru 2. organiserede bønder, overfaldt spanske militære enheder og med stjålne våben og arbejdsredskaber marcherede den indianske hær mod Cusco. De 6000 oprørstropper vandt et slag udenfor byen men kunne ikke erobre byen.

Túpac Amaru 2. blev forrådt af egne officerer, fanget og dødsdømt i 1781. Samme dag blev han tvunget til at overvære henrettelsen af sin kone, deres søn, en svoger samt nogle af sine officerer. Derefter blev han henrettet ved at fire heste på Plaza de Armas i Cusco blev spændt fast til hans arme og ben og flåede ham ihjel.

Efter henrettelsen erobrede hans hær store dele af det nuværende Bolivia og Argentina, men derefter blev oprøret slået ned. Det blev forbudt at tale quechua.

Nogle regnskovsområder forblev under indianeres kontrol, så spanske ordenshåndhævere – militære enheder og missionærer – holdt sig på sikker afstand. Interessen for disse indiansk kontrollerede områder ændrede sig da man i 1800-tallet fandt ud af at tappe latex fra regnskovens gummitræer og anvende gummiet. Så blev den indianske modstand slået brutalt ned.

Det peruvianske borgerskab var konservativt og præget af tilstedeværelsen af enorme spanske, kongetro styrker. Hvides racisme overfor indianere blev styrket i denne periode. Mens selvbevidste borgere i de øvrige spanske kolonier i Amerika indledte deres uafhængighedskamp i årene 1810-21, forblev borgerskabet i Peru loyalt overfor Spanien, der med mange midler forsvarede sin politik altimens hjemlandet selv forandrede sig under napoleonskrigene.

I 1821 lykkedes det udlændinge – den argentinske general José de San Martín og den venezuelanske general Simón Bolívar og deres tropper med økonomisk støtte fra Chile, som argentineren San Martín først havde invaderet – at smide de spanske styrker ud af Peru.

Selv efter Peru var blevet erklæret uafhængigt bekæmpede det konservative, peruvianske borgerskab dog den nye, uafhængige peruvianske regering. I 1824 var den spanske modstand stort set nedkæmpet og i 1826 blev de sidste spanske tropper fortrængt. Et spansk forsøg på at generobre Peru foregik i 1866, da en spansk flåde bombarderede Limas havneby Callao.

Den overvældende store indianske befolkningsdel i Peru forblev nedsunket i apati og søgte trøst i enten andestro, katolicisme eller blandingsreligion; bønderne tænkte på hver-dagen uden at lægge planer om samfundsforandringer.

De grupper og klasser som gennemførte national selvstændighed i Sydamerika tilhørte det indfødte feudale aristokrati; de var efterkommere af de spanske kolonisatorer, som var fulde af mindreværdskomplekser overfor spanierne i moderlandet. Sejr-herrerne havde ikke til hensigt at forandre koloniernes sociale struktur. Indianerne var stadig det tavse, undertrykte flertal.

Men i Nordamerika – hvor Mexico ligger – blev ideer om revolution formuleret af grupper som havde til hensigt at forandre landet, vurderer Paz.

Sådan var udgangspunktet i al fald – indtil officeren Augustín de Iturbide, der blodigt havde kæmpet for den spanske konge, skiftede side til oprørerne som gav ham rang af general og i 1821 kæmpede for Mexicos uafhængighed. Året efter kronede han ved en overdådig ceremoni sig selv til kejser; hans kejsertid varede et år og blev efterfulgt af militærkup, militærkup og militærkup…

Vold øgede machismo, en indbildt mandlig overlegenhed, men også en voksende foragt for pampere.

——————

(siderne 463-468 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

400  Dkr. pr bind + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bøgerne kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

eller købes i ZAPOTECA, Guldbergsgade 5, 2200 København N

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s