Den mexicanske Revolution blev i 1910 umiddelbart udløst af den mangeårige general, præsident og diktator Porfirio Diaz arrestation af modstandere og hans svindel ved et præsidentvalg. Den tabende kandidat, Francisco Madero, opfordrede sine landsmænd til at gribe til våben. Diktatoren flygtede til Spanien og Madero blev valgt som præsident i 1911. I et tiårs kaos kæmpede mange fraktioner for forskellige dagsordener.

I dag erindres jordejer og general Pancho Villa som chef for en hær mod nord, og Emiliano Zapata som leder af en bonderevolution i syd, hvor bønder allerede året forinden havde besat storgodser og fordelt jorden som reaktion på at de store jordejere havde tilegnet sig stadig mere land fra småbønder og fra de arealer, som landsbyerne rådede over i fællesskab.

En kreds af reaktionære mexicanere allierede sig med den US-amerikanske ambassadør Henry Lane Wilson. I 1913 lod de bl.a. Mexicos præsident Madero myrde, og året efter blev den mexicanske havneby Vera Cruz bombarderet og besat af USA. General Victoriano Huerta etablerede sit diktatur – indtil også han blev arresteret og myrdet. Revolutionen fortsatte med antiimperialistiske træk og kostede 2-4 millioner mennesker livet før den blev erklæret for afsluttet i 1919.

En ny forfatning satte fra 1917 rammerne for et nyt Mexico, og en ny politik blev udstukket. En kulturrevolution skulle medvirke til ændring af samfundet, og den medførte byintellektuelles flirt med indianere på landet. Undervisningsminister José Vasconcelos blev bevægelsens drivende kraft, og han fik mobiliseret kunstnere og forfattere; undervisningsministeriet fik den næststørste del af statsbudgettet – militæret fik den største. Der blev også oprettet et Ministerium for Indianske Spørgsmål. Den mexicanske revolution skulle ikke bare ændre magtforhold men selve samfundsstrukturen.

I 1929 blev et revolutionært parti stiftet; under skiftende navne bevarede Partido Revolucionario Institucional (PRI) magten uafbrudt i 71 år.

Partiet rummede forskellige fraktioner, der repræsenterede forskellige klasser og lag, og ifølge Paz stødte samfundets modsætninger ikke bare sammen i parlamentet men forinden i PRI. Demokratiske processer blev glidende erstattet af stadig mere uigennemskuelige fraktionskampe indenfor det statsbærende parti, magten blev samlet  i uigennemskuelige cirkler i stedet for at der blev udviklet folkelige demokratiske organer. Da PRIs politik blev stadig mere konservativ udløste grebet om magten på alle niveauer stadig hyppigere krænkelser af menneskerettighederne.

Siden 1990erne har narkoproduktion, -eksport og -kriminalitet sat sit voldelige præg på det mexicanske samfund. Efterspørgslen i USA og Europa efter narko er stærkt stigende, og våben fra USA sælges i Mexico, hvor de bruges af kriminelle og af staten, som dog langt fra er to klart adskilte parter.

I 2000 mister PRI sit lange præsidentmagtmonopol. Vicente Fox Quesada fra det konservative PAN vælges som præsident, og PAN genvinder posten i 2006. Efterfølgeren, Felipe Calderón, erklærer krig mod narkokartellerne og indsætter de første 6.500 soldater i kampen, der hidtil har været ført af politiet. Siden eskalerer staten sin militære indsats.

Der er syv store narkokarteller i Mexico, og krigen har mange ansigter. Massemedierne gør dem berygtede og berømte, og narkokrigen præger også udlandets opfattelse af Mexico.

Miguel Ángel Félix Gallardo, bedre kendt som El Padrino, Gudfaderen, arbejdede i Mexicos forbundspoliti og samarbejdede med CIA (Iran-contra-skandalen), før han blev leder af Guadalajara-kartellet og organiserede samarbejdet mellem narkokarteller. Gallardo, der var ven med guvenøren i delstaten Sinaloa samtidig med at han ledede kartellet, dømmes i 1990 for mordet på en US-amerikansk politiagent der havde infiltreret kartellet, der med mexicansk politis og militærs viden dyrkede enorme mængder marihuana. Gallardo afsoner en 40 års fængselsdom.

Zeta-kartellet, som består af tidligere mexicanske elitesoldater, betragtes som det mest brutale af de mexicanske karteller; deres måde teatralsk at udstille deres ofre på fanger mediernes opmærksomhed og øger befolkningens angst.

Sinaloa-kartellet arbejder mere skjult. Det antages at stå bag det fly der ved solnedgangstid en aprildag i 2006 nødlandede i Ciudad del Carmen i den mexicanske delstat Campeche med 5 ton kokain. Flyet havde et officielt udseende logo og piloten forsvandt fra lufthavnen. Året efter styrtede et andet fly med 4 ton kokain fra Columbia ned i et skovområde på Yucatán. Mexicansk militær havde fulgt flyet fra det fløj ind i mexicansk luftrum; alligevel anholdt soldater først dagen efter den sårede pilot, der tilstod at flyet tilhørte Sinaloa-kartellet. I årene 2003-2005 havde CIA tre gange benyttet netop dette fly til at transportere fanger til det US-amerikanske militærfængsel i Guantánamo.

Volden har også bredt sig i de øverste politiske lag. Carlos Salinas de Gortari, der var Mexicos præsident 1988-94, var angiveligt meddelagtig i narkohandel og i 1993 i mordet i Guadalajaras lufthavn på ærkebiskop Juan Jesús Posadas Ocampo og seks andre – mord som angiveligt skyldtes en forveksling i narkoopgøret. Ifølge et vidneudsagn skulle ærkebiskoppen have fortalt, at han kort forinden var blevet truet af præsident Salinas. Præsidenten blev ikke retsforfulgt.

I 1994 blev PRIs præsidentkandidat Luis Donaldo Colosio myrdet midt i en menneskemasse; en mand blev pågrebet, tilstod at have handlet på egen hånd og dømt for mordet.

Samme år blev PRIs generalsekretær (og præsident Salinas tidligere svoger) José Francisco Ruiz Massieu myrdet. Salinas ældre bror Raúl blev idømt 50 års fængsel for at have beordret mordet; dommen blev forkortet til 27½ år og i 2005 blev den omstødt. I 1995 blev Raúls kone og svoger arresteret i Schweiz, da de var ved at hæve et enormt beløb, som Raúl havde stående på en hemmelig konto. Det viste sig at han i broderens præsidentperiode havde overført ufattelige summer, som langt oversteg hans indtægter. I 2004 blev Salinas yngste bror Enrique fundet myrdet i en bil med en plasticpose over hovedet.

Tilsyneladende er der forbindelser mellem politikere og narkobaroner, men om kartellerne styrer staten eller om staten styrer kartellerne er vanskeligt at afgøre. Der er nærmere tale om en sammenfletning af interesser. Indlysende er at kriminaliseringen af narko har øget prisen på stoffer, og at krigen mod narkoen har øget profitten til karteller og våbenproducenter.

Joaquín ’Chapo’ Guzmán Loera, leder af Sinaloa-kartellet, der betragtes som det rigeste kartel, fanges i 1993 og idømmes 20 års fængsel for mord og narkosmugling. Han bestikker sig ud af det topsikrede fængsel i 2001 og har bestukket delstatspolitiet til at vente 24 timer med at eftersøge ham. Først i 2014 bliver han anholdt; i de år bliver han af tidsskriftet Forbes kåret som nr. 50 blandt verdens mest magtfulde og som Mexicos 10. rigeste. US-amerikanske anklagemyndigheder hævder at hans kartel har sendt 500 ton kokain ind i USA.

I 2012 generobrer PRI præsidentposten i Mexico: Enrique Peña Nieto bliver valgt og præsenterer anholdelsen af ’Chapo’ som en TRIUMF! Allerede året efter flygter ’Chapo’ gennem en 1500 meter lang tunnel fra sit badeværelse i det maximalt sikrede fængsel. Den øverst ansvarlige for fængselsvæsenet og fængselsdirektøren bliver afskediget.

Uden for fængslet demonstrerer hundredvis af mennesker til fordel for ’Chapo’. Hyldesten skyldes tilsyneladende ydmygelsen af den politiske magt og fordi kriminelle netværk sikrer beskæftigelse og identitet i modsætning til staten, som mange mexicanere foragter. I 2016 fanges han efter et halvt år på flugt; da er han ved at blive filmet til en dramadokumentar.

Dagen før Donald J. Trump indsættes som USAs præsident udleveres ’Chapo’ efter anmodning til USA – i lighed med 900 andre mexicanske narkoforbrydere, der er sendt til afsoning i de forudgående fem år. Tilsyneladende udløser udleveringen af ’Chapo’ – magttomrum og magtkampe – yderligere vold og død i den mexicanske delstat Sinaloa.

Nogle borgere, der frygter og hader kartellerne og som heller ikke stoler på politi eller militær, har siden 2011 organiseret lokale militser, autodefensas eller policia comunitaria, dvs. lokalpoliti. Disse borgere hævder at karteller og politi/militær-enheder har infiltreret hinanden, så de har følt sig tvunget til at oprette deres bevæbnede borgerværn.

I delstaten Michoacán produceres megen narko og med den lange Stillehavskyst er der gode udskibningsmuligheder, så der har væbnede konflikter været særligt omfattende. Flere steder har borgerværn overtaget den væbnede kontrol, sat byråd fra magten og erstattet dem med egne råd. Derved opstår nye problemer, for disse selvbestaltede militser er uden demokratisk kontrol, de har våbenmagt til ukontrolleret at gennemtvinge deres vilje og også de kan blive del af et korrupt magtspil.

——————

(siderne 468-473 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyels