Peru i det tyvende århundrede blev præget af byborgerskabet. En tidligere præsident, Augusto Leguía, etablerede sig i 1919 som diktator og bestræbte sig i et tiår på at modernisere Peru ved at underminere godsejerne og åbne landet for udenlandsk kapital. US-amerikanske virksomheder udvandt kobber og olie men stod også for dyrkning af sukkerrør, bomuld og tobak. Landets økonomiske struktur blev forandret, men det var fortsat befolket af millioner af knoklende indianere, der levede under halvfeudale forhold. Modstand blev brutalt banket til jorden.

I visse kredse i byerne – især i Cusco – opstod en neoinkabevægelse, både intellektuelle og dele af borgerskabet fandt det smart at klæde sig ud som inka eller prinsesse og spille inkateater en aften; nogen større forbindelse til landets overvældende indianske befolkning udløste bevægelsen ikke.

Et nystiftet parti, Allianza Popular Revolucionaria Americana, Den Folkelige Amerikanske Alliance (APRA), ville fra 1924 med støtte fra bønder, arbejdere og intellektuelle begrænse den US-amerikanske imperialisme og nationalisere jord og industri.

Da partiet blev forbudt blev det reorganiseret med begrænset medlemsindflydelse, så masserne ikke kunne udvikle bevidstheden om deres egen kraft. I 1945 støttede partiet valget af José Luis Bustamante som præsident og fik en vis indflydelse men opgav til gengæld sit oprindelige program. Da militæret tre år senere greb magten blev partiet igen forbudt.

I nittenhalvtresserne demonstrede venstrefløjen i Latinamerika – også i Lima – mod USA, og ikke mindst daværende vicepræsident Richard Nixons besøg i 1958 udløste voldsomme protester.

En demonstrationsleder, Hugo Blanco – medlem af det trotskistiske Partido Obrero Revolucionario, Det Revolutionære Arbejderparti, der havde været universitetsstuderende i Argentina men havde opgivet studierne – ledte i begyndelsen af tresserne en bonderevolte i Cusco-området. Her mobiliserede han 2000 bønder til at besætte en hacienda og organiserede forsvaret mod andre haciendaejere og politiet. I det besatte område blev en landreform gennemført, administrationen og retsvæsenet blev nyorganiseret. Angiveligt arresterede Blanco en haciendaejer, der var anklaget for voldtægt af en lille pige, og lige så angiveligt skød han i selvforsvar en politiofficer. Selvom det ikke kunne bevises at Blanco havde været i nærheden af disse begivenheder blev han straffet med 25 års fængsel. I 1971 blev han efter internationalt pres frigivet og rejste i eksil.

Ikke alle radikale studenter var socialister. I en katolsk studenterorganisation, Acción Católica, Katolsk Aktion, følte man sig presset af venstrefløjens kritik af den sociale elendighed og af APRAs antikirkelighed. Disse katolske studenter ville styrke kirken med en nyevangeliseringsbevægelse og engagere sig i sociale forandringsprocesser; deres svar blev befrielses-teologien, som senere samlet blev fremført af teologen Gustavo Gutiérrez, der i sommeren 1968 havde rådgivet de latinamerikanske biskopper på en konference i Medellín i Columbia. Den kristne frelserlære blev kombineret med ideer om økonomisk, politisk og kulturel frihed, hvilket var modsat den gamle verdens mission og kolonialisme. Missionen skulle tage udgangspunkt i den indianske befolknings virkelighed. Synden blev betegnet som kilde til fattigdom og undertrykkelse, som Jesus kunne forløse menneskene fra. Kirken skulle opildne de undertrykte til modstand. I samarbejde med radikale præster spredtes befrielsesteologien blandt Perus fattige og undertrykte.

2. oktober 1968 tog en militærjunta under ledelse af general Juan Velasco Alvarado magten ved et ublodigt kup. I modsætning til tidens – oftest CIA-støttede – militærdiktaturer i Sydamerika førte juntaen i Peru en nationalistisk politik vendt mod USA og gennemførte en jordreform. Juntaen lovede en ny økonomisk orden, som hverken skulle være socialisme eller kapitalisme, men bygge på nationalisering af fiskerflåden, olie- og mineselskaber samt telekommunikation. Som i de andre diktaturer blev ytringsfriheden indskrænket, men militæret udførte kun spredte voldshandlinger og det prøvede at mindske diskrimineringen af indianere der nu skulle kaldes campesino, landbo eller bonde, i stedet for indios, indianere.

Godsejere rasede over eksproprieringerne. Omfordelingen af 60 procent af landbrugsjorden indebar at store landbrug blev overladt til dem der havde stået for den daglige dyrkning. Selvom der blev oprettet kooperativer mislykkedes reformen. Kun en fjerdedel af familierne fik jord, og uenighed om fordelingen af den eksproprierede maskinpark – traktorer, plove, mejetærskere – førte til at håndkraft blev det normale og dermed til et voldsomt fald i produktionen. Bønderne stod afmægtige, og landbrugslandet Peru måtte importere fødevarer.

I byerne bekæmpede militærdiktaturet den US-amerikanske indflydelse ved at forbyde rockmusik, for Perus egen kultur skulle styrkes. I 1972 blev dobbeltsproget under-visning indført i dele af landet, så der blev undervist både på spansk og på quechua hhv. aymara, to af de indianske sprog som mange så længe havde ringeagtet.

Efter syv år blev Velasco erstattet af en anden general, der ændrede politikken totalt og privatiserede de nyligt nationali-serede industrier. Landet begyndte at ligne et ’almindeligt’ ’sydamerikansk militærdiktatur’.

I 1980 blev Peru igen parlamentarisk med Fernando Belaunde Terry som præsident – det var ham der var blevet væltet af militærjuntaen i 1968. Han fulgte retningslinierne fra IMF, Den Internationale Monetære Fond, med en voldsom stigende arbejdsløshed og øget ulighed til følge.

Terrorbevægelsen Sendero Luminoso, Den lysende Sti, opstod, og under ledelse af filosofiprofessor Abimael Guzmán fra Ayacucho ville den mobilisere bønderne – og gjorde det bl.a. ved at henrette de bønder der ikke adlød bevægelsen; bevægelsens forfærdelige forestilling var at elendighed ville radikalisere bønderne. En Sandheds- og Forsoningskommission opgjorde i 2003 at terrorbevægelsen OG statens bekæmpelse af denne i 1980’erne og 1990’erne havde kostet 70.000 mennesker livet.

I Peru har de militante bevægelser været organiseret af studenterledede partier eller af populistiske officerer, men ikke af de bønder og arbejdere, der er samfundets store undertrykte flertal.

I dag udløser lokale og nationale valg i Peru møder, demonstrationer samt politiske slagord og symboler på mure i storbyer og på landet. Der er mange partier og de elektroniske medier bruges flittigt.

Alligevel har jeg hørt om folkelig politikerlede og for-nemmet vrede og opgivenhed.

Perus ekstremt høje stemmeprocent ved valg kan skyldes at der er stemmepligt for alle i alderen 18-65; manglende deltagelse koster en bøde. Kandidaters pengegaver til fremmødte vælgere kan påvirke stemmeafgivningen.

——————

(siderne 473-477 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse