Også Latinamerika er præget af globalisering: økonomisk, teknologisk og politisk. Ikke militærdiktatorer tegnede længere kontinentet men – en overgang – flere socialdemokratisk oriente-rede politikere, hvoraf nogle indtog indianske positurer.

Alejandro Toledo, der var vokset op i en indiansk familie, blev i 2001 som Perus præsident taget i ed på Machu Picchu med deltagelse af shamaner, og han lovede at beskytte indianske rettigheder. Da Evo Morales, som Bolivias første præsident med indiansk baggrund, blev genindsat som præsident skete det i Tiahuanaco-ruinerne, hvor han optrådte i høvdingedragt. Både Perus præsident Humala og Ecuadors præsident Rafael Correa henviste til deres mestitsbaggrund som en kvalifikation.

Spørgsmålet er om de nye præsidenter indtog andet end indianske positurer der skulle dække over neoliberale økonomiske reformer, korruption og personlig berigelse, fortsat voldsom udvinding af jordens råstoffer og daglig diskrimination – nogle kalder det racisme – af den indianske befolkning. Både i Peru og i Mexico førte regeringerne sig frem med nationalistiske fraser, flag og farver for at sløre mange uløste problemer.  

Indsættelsen i 2012 i Kongressen af den jakke-og-slips-klædte Enrique Peña Nieto – iklædningen af det blankt glinsende præsidentielle skærf som Mexicos præsident og den efterfølgende militære parade – havde ingen af disse ’indianske’ positurer, men blev af hans PRI fejret som partiets generobring af ’deres’ præsidentielle magt. I gaderne var der omfattende protester.

De fortsat bevæbnede zapatister etablerede flere end halv-treds alternative samfund med omkring 300.000 mennesker i del-staten Chiapas. De fleste var indianere, men dem hørte man ikke meget om i den internationale nyhedsdækning.

En ven sammenfattede den indianske virkelighed ved begyndel-sen af det 21. århundrede: Indianere er fattige og nogle hvide er også fattige. Nogle hvide er stinkende rige, men det er ingen indianere. Jeg nikkede, men spurgte om penge var alt?

Nej – men let at sige når man har pengene, svarede han.

I Latinamerika debateres diskrimination af indianere. Mange turister fortæller at de rejser til Latinamerika for at opleve indianere. De bestiger ruiner og besøger museer, hvor fortidens store stenskulpturer er udstillet og gengivet i flotte kataloger. Mange turister tiltrækkes også af indianske fester som Inti Raymi i Cusco, jævndøgnsfester i Teotihucán og ved Chich’en Itza.

I oplevelsesøkonomien har neo-indianske bevægelser sluppet kreativiteten løs: hellebard-bevæbnede inkaer ledsages gennem Cuscos gader af prinsesser med store guldkrus. Ved Palenque-ruiner i Mexico sælger lacandonindianere, klædt i fodlange tunikaer af bark der skjuler deres cowboybukser, alt fra bue og pil til smykker og håndrullede cigarer. På Zócaloen i Mexico By optræder muskuløse mænd med fjer, småklokker og stortromme selvsikkert overfor de yndige ’aztekiske’ prinsesser. Er det indiansk frugtbarhedskult eller global popkultur? Lignende iscenesættelser kan ses ved adskillige teatre og shows i Peru og Mexico. Det er genskabte indianske ritualer som med mellemrum fremføres til glæde både for de udøvende og de fotograferende turister.

Jeg har fornemmet at udøvere får stivet deres selvbevidsthed af ved oplevelsen af øjeblikkets dominans. Nogle turister stopper op og den udklædte styrer showet. Turisten kan købe sig til mødet med en fremmedartet kultur der ligner det søgte autentiske, iagttage, fotografere og fortsætte.

Jeg har også oplevet at turisters irritation over indianeres tiggeri med barn på armen fordi de er sultne, over indianeres krav om betaling for foto eller deres forsøg på at prakke én alt fra tyggegummi til håndlavede småtterier på kan udløse udbrud som: Den baby er da lejet af den tigger! Hvorfor rydder de ikke op i svineriet? Hvorfor er indianere så dovne? Hvorfor arbejder de ikke? Og når fortvivlede eller vrede indianere protesterer ved at blokere en vej eller en hel by – så turisten må vente på at køre videre – så kan det udløse vrede over en spildt feriedag.

Indianerne lever ikke op til alle turisters drømmebilleder.

Aztekere havde tillagt ofringen af menneskehjerter afgørende betydning; også måden udpegede ofre nærmede sig deres offersted på var afgørende for ritualet. Hvert 52. år ombyggede aztekere Huitzilopochtlis og Tlalocs dobbelttempel, gudefigurer blev ofret og den nye ild blev tændt i et menneskes hjertekule. Den religiøse iscenesættelserne skulle være synlig.

Kristne tillagde bønner, tændte lys og røgelse afgørende betydning; også måden troende piskede sig selv eller lod sig piske på var afgørende for deres frelse.

Tolv år efter den spanske erobring var begyndt opstod i Mexico en religiøs dyrkelse af Jomfruen af Guadalupe, en blanding af aztekertro og kristentro, som fik gode betingelser fordi både aztekere og katolikker stræbte efter at synliggøre deres tro i omfattende ritualer.

Ønsket om at synliggøre tro og følelser blev medvirkende til at det æstetiske blomstrede i Mexico, og det æstetiske blev ikke forbeholdt den religiøse sfære men blev del af en mentalitet. Når man skulle lave en genstand skulle det også udsmykkes med tegn og mønstre; udenom kunne affaldet flyde – synes vi – for æstetikken var målrettet. I nogle landsbyer specialiserede man sig i produktion af få genstande til brug, bytte og salg: mexicansk kunsthåndværk var blevet en vare.

For at fremhæve det indianske i den mexicanske revolution i begyndelsen af det 20. århundrede blev kunsthåndværk indsamlet og udstillet midt i Mexico By og præsenteret som noget ekceptionelt. I tiden efter revolutionen rejste US-amerikanske turister i Mexico, beundrede indianeres kunsthåndværk som var anderledes end det industrielt producerede der blev brugt i USA. Ikke mindst for mexicanske kvinder blev salg af kunsthåndværk en kilde til indtægt.

At mexicansk kunsthåndværk blev internationalt berømmet skyldtes bl.a. det visuelle aspekt som var udsprunget af genera-tioners religiøse praksis, som så kom til at præge hverdagens brugsgenstande, som blev lavet og brugt af dem der ikke havde råd til at købe industrivarer samt en revolutionær ministers bevidste satsning på en anonym indiansk/mestits kreativitet plus et voksende salg til turister. Desuden blev mexicansk kunst-håndværk løbende viderudviklet gennem undervisning, konkur-rencer og udstillinger. Det særegne mexicanske viste sig i den materielle produktion.

Inkaer havde troet at alt kunne være besjælet; da apuer, ånder var usynlige blev ritualer tillagt afgørende betydning og ritualer efterlod sig kun få synlige spor i form af et par cocablade der blev blæst i vinden, aske efter brandofre og en sjælden gang knogler.

Inkapræster og -herskere havde dyrket nærmest ansigtsløse guder, men for de fleste mennesker i Andes var forfædredyrkelse vigtigst; Solens Børn dyrkede Solen Inti, men alle i Andes spurgte deres forfædre til råds.

Katolske missionærer erkendte disse ritualers betydning for andinske indianere. Indianernes omgang med mumier, deres danse og druk udløste ganske vist forfærdelse blandt spanierne, men alligevel forsøgte nogle missionærer at udnytte indianske ritualer ved at omfortolke dem som katolske.

Katolikker opfordrede inkaadelige til at tage del i de katolske Corpus Cristi-processioner så mange flere indianere ville omvende sig til kristendom og akceptere den spanske orden. Overfor andinske bønder blev brugt vold, men nogle missionærer ville udnytte andinske traditioner i missionen.

Quyllurit’i, tilbedelse af det 6300 meter høje Ausangate-bjerg, blev efterhånden også anerkendt af katolikker. I dag fejres den af mange tusind maskeklædte indianere med kristne kors og bønner samt lamafostre og isblokke der bæres ned fra bjerget i kamp med bjergets ånder. Med kirkens velsignelse.

At andinske fester blev fastholdt skyldtes bl.a. det ayllufællesskab som havde været afgørende for generationer. Det særegne peruvianske viste sig i ritualer, i deres samværsmåder.

——————

(siderne 485-489 i bind 2, gengivet uden kildehenvisninger og illustrationer):

VERDEN IFØLGE AZTEKERE OG INKAER:

MYTER OG HISTORIER FRA MEXICO OG PERU

Udvalgt, oversat, genfortalt og kommenteret

af Mikael Witte

Bind 1 + Bind 2

476 sider + 540 sider i A5-format. Rigt illustreret i farver

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse