MIN VEJ FRA DUBORG-SKOLEN TIL INDIANERE

Der løber en lang tråd fra det danske mindretal i Flensborg til indianere! Måske tråden ikke er så lang endda, for det anderledes liv end flertallets kan forkorte den. I al fald for mig i et tilbageblik på et halvt århundrede.

Med en studenterhue fra Duborg-Skolen i 1971 tog jeg til Aarhus Universitet, hvor jeg placerede mig i det kritiske miljø. Det var en ny mindretalsposition.

I 1973 rejste jeg til Cuba for at se hvad vej revolutionen havde taget. Oplevelsen blev en blandet fornøjelse. Indianere så jeg ikke noget til, for de fleste havde spaniere udryddet kort efter 1492. Cubaneres frihed var beskåret, men ind i mellem oplevede jeg spontan glæde.

Mine følgende ti år gik med plakater om svin og megen anden kritik. Så fløj jeg til Mexico og rejste rundt i de sydlige delstater hvor den indianske befolkningsdel var presset af storlandbrug og bymæssig udvikling. De mexicanske indianere blev også presset af indianere der var flygtet fra militærkuppet i Guatemala. Svært at afgøre hvem der nu var mindretallet – men at mennesker blev trådt under fode var tydeligt. To år senere vendte jeg tilbage til Mexico og i 1986 udkom min bog Mexicofeber.

År senere blev jeg tilbudt at blive rejseleder i Mexico. Jeg viste rundt i bl.a. aztekeres ruiner, flot og oprindelig resultater af ufatteligt menneskeligt knokkelarbejde. Gæsterne ville også vide hvordan mennesker i dagens Mexico lever. Da vi ikke bare kunne brase ind hos fremmede, så besøgte vi kunsthåndværkere, især indianske. Spændende, selvom de selvsagt ikke var repræsentative, men var del af et tradionsbevidst mindretal. Efterhånden lærte jeg flere kunsthåndværkere bedre at kende, og i 2011 udkom min bog Kunsthåndværk i Mexico og jeg udstillede min private samling på Designmuseum Danmark i København.

Teotitlán del Valle er en landsby 30 km syd for Oaxaca, delstatshovedstad i den mexicanske delstat med samme navn. Landsbyen ligger i 1700 meters højde og er berømt for sine dygtige vævere, der med deres hænder forvandler uld fra lokalt græssende får, farvet med forskellige planter til de skønneste tæpper. Mønstrene kan både være traditionelle zapotekiske og moderne malerier. Mange gange har jeg som rejseleder besøgt mestervæverne Jesús Hernández og Alicia Vasquez, har lyttet til Jesús forklaringer og set ham og Alicia demonstrere deres kunsthåndværk, som jeg beskrev i min bog Kunsthåndværk i Mexico – den Alicia står med.
Værkstedet er et familieværksted; deres søn er universitetsuddannet psykolog og mestervæver.
150 væverfamilier lever i  Teotitlán del Valle.
 

Jeg var også begyndt at lede rejser i Peru, viste rundt i museer og ruiner, bl.a. inkaernes, interessant og ufatteligt stort, og igen: det ville være interessant også at se hvordan mennesker lever i dagens Peru. Altså besøgte vi kunsthåndværkere. Jeg var fristet til at skrive Kunsthåndværk i Peru og udstille min private samling peruviansk kunsthåndværk. Men det blev anderledes!

Taquile-øen ligger i Titicaca-søen i det sydlige Peru. I 4000 meters højde lever Alejandro Flores Huatta med familie. Øens 2200 indbyggere lever af kartofler, grøntsager og fisk plus kød når øen fester. Der er ingen biler, cykler eller heste på klippeøen; vand pumpes op i et reservoir mens alt andet skal bæres op. Taquile kom på UNESCOS verdenskulturarvliste på grund af kvindernes vævekunst (ikke mindst mænds bryllupsbælter), mænds strikkekunst (huer og handsker) samt takket være Alejandros usædvanlige aktivisme.
Hver gang jeg (stående mellem Alejandro, hans svigerinde, barnebarn og kone) besøgte øen boede jeg hos dem. Øens beboere begynder arbejdet før solen står op, noget arbejde udføres kollektivt andet individuelt.

Jeg ville fortælle aztekeres hhv. inkaers historie. Mit kendskab stammede fra arkæologers fund og fortolkning samt fra kilder skrevet af spanske skribenter, de fleste ud fra en kristen, spansk vinkel. Skriftlige indianske kilder fra før spaniernes ankomst findes næsten ikke, men de spanske kilder var interessante, fordi de havde tjent forskellige interesser. Således kom nogle mindretals beretninger frem – fordi de kunne tjene spanske interesser.

1519 var Cortés ledsaget af 617 mand gået i land på det nordamerikanske fastland på jagt efter guld. Han vidste ikke at aztekerne mente at den kalenderfastlagte skæbne var styrende, og hvorfor ofring af menneskehjerter var central for deres gudsdyrkelse. Så mødte han aztekernes hersker Moctezuma, som var overbevist om at Cortés repræsenterede guden Quetzalcoatl, som aztekerne mente ville komme fra øst netop det år. Derpå overlod Moctezuma magten til Cortés! Begivenhederne for femhundred år siden kan beskrives som verdenshistoriens største forvekslingshistorie.

I 1532 gik Pizarro ledsaget af 176 mand i land på det sydamerikanske fastland på sin jagt efter guld. Han vidste ikke at inkaernes forfædredyrkelse var basal, at herskeren byggede sin guddommelige magt på at blive tilbedt som Solens Søn og at alt kunne rumme sjæl. Pizarro mødte inkaernes hersker Atahualpa, som ikke frygtede spanierne, men var optaget den voldsomme krig han udkæmpede mod sin bror Huáscar, som var kåret som rigets hersker. Pizarro henrettede Atahualpa og allierede sig med dennes fjender. De begivenheder for knap femhundred år siden kan bedst beskrives som verdenshistoriens største spil med alliancer: min fjendes fjende er min ven.

Såvel aztekerne som inkaerne kunne mobilisere hundredtusind krigere. Alligevel vandt de få spaniere! Aztekernes længsel efter Quetzalcoatls komme og inkaernes ønske om at få en Solens Søn – spanierne indsatte hurtigt en lyd-inka! – fik fatale følger for indianerne.

Både aztekerriget og inkariget var religiøst baseret men havde også magtpolitiske dagsordener. De to imperier var vokset voldsomt nærmest samtidig på et kort århundrede fordi herskerne havde erobret nabostamme efter nabostamme. Men efterhånden oplevede aztekerne i Nordamerika at de skulle for langt væk for at føre krig for at skaffe menneskehjerter, så de ændrede taktik. Og i Sydamerika ville mangfoldet af erobrede stammer ikke anerkende inkaernes Solens Søn som deres forfader; de erobrede skulle ensrettes uden respekt for deres egen forfædredyrkelse. Resultatet blev oprør, som inkaen slog hårdt ned på. Imperiernes vækst fremkaldte deres egen svækkelse.

I begge lande kom undertrykte stammer til at udgøre en vigtig rolle i spaniernes erobring. Det antages at i løbet af det første århundrede spansk herredømme mistede 95% af den indianske befolkning livet på grund af krig, kopper, pest, hårdt arbejde og selvmord.

Som rejseleder har jeg beskrevet forskelle mellem aztekeres og inkaers tro og historie, og at den spanske kolonisering skabte forskellige samfund. Diskriminationen af indianerne virkede dog ret ens og fortsatte da Mexico og Peru blev selvstændige republikker i 1820erne.

Jeg skal være forsigtig med generaliseringer. Alligevel mener jeg at aztekernes samfundsstruktur med en valgt leder kom til at præge nutidens mexicaneres vilje til modstand mod statsmagten og evne til at etablere egne organisationer. Og jeg mener at inkaernes dyrkelse af forfædre med Solens Søn som den ypperste og forestillingen om at alt er besjælet, kom til at præge nutidens peruvianeres afmagt overfor storbønder og korrupte politikere og embedsmænd.

Indianske civilisationer dyrkede mange guder, og rituel kannibalisme forekom i nogle af civilisationerne. De blev mødt af spaniere der var drevet af guldtørsten men også af længslen efter at omvende hedningene til kristendom. Missionsbefalingen kunne bruges til at legitimere massakrer, og Biblens påbud om at opfylde jorden, herske over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden kunne legitimere udviklingen.

Som rejseleder har jeg vist at indianske kulturer også eksisterer i dagens Mexico og Peru; det anslås at indianere i dag udgør mindre end 10 % af befokningerne. I begge lande leves i områder med de mindst rentable jorder det der kan kaldes indianske liv. Genbrug, subsistenslandbrug og fællesskab er deres livsform som også skyldes deres respekt for naturen, som de føler sig beslægtet med, selvom de fleste erklærer at være katolikker.

Sejrede den kristne, hvide verden over den indianske? Umiddelbart ja! Men på den længere bane er klimakastrofen en konsekvens af det bibelske krav om at menneskene skal underlægge sig alt liv på jorden. Meget kunne være blevet anderledes. Og i dag kan vi inspireres af indianske mindretal.

Jeg har samlet og uddybet nogle af mine forklaringer fra rejser i Mexico og Peru i bøgerne Verden ifølge aztekere og inkaer: Myter og historier fra Mexico og Peru. 2 illustrerede bind  (476 sider+540 sider). Bøgerne er netop udkommet i en engelsk udgave.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s