I dag tjener millioner af mexicanere til livets opretholdelse ved at fremstille kunsthåndværk. Det giver beskæftigelse, indtjening, mad på bordet og tag over hovedet – også for den indianske del af befolkningen. I en tid, hvor man anerkender, at mikrolån og lokal udvikling har betydning ikke mindst for samfundets svageste – og i Mexico lever halvdelen af befolkningen under fattigdomsgrænsen – er det opløftende at vide, at man kan hjælpe mennesker ved at købe ting, som er præget af traditioner, hjerners valg og hænders arbejde: originale ting af stor skønhed. Og så er der ovenikøbet et voldsomt misforhold mellem den tid, kunsthåndværkeren har brugt på tingen, og den pris, det bliver solgt for.
Hvis vi, når vi besøger værksteder, markeder og butikker, møder dem, der har formet det kunsthåndværk, vi fascineres af, ser dem i øjnene, taler med dem (måske på hvert vores sprog), og rækker dem hånden – vi købslår jo – så møder vi dem som mennesker, som medmennesker. Vi køber ikke bare smukke ting, vi får også en oplevelse gennem anerkendelsen af dem, som har skabt det skønne – ofte ud fra traditioner, der er båret gennem generationer – og vores verden bliver rigere.
KUNSTHÅNDVÆRK I MEXICO udkom på forlaget KLIM i 2011. 255 sider, rigt ill i farver.
Udstillingen blev vist på DESIGNMUSEUM DANMARK, Bredgade 68 i København 25.3-12.6.2011
Designmuseum Danmark udstillede min samling mexicansk kunsthåndværk samtidig med at min bog udkom. Mexicos daværende ambassadør i Danmark, Martha Bárcena Coqui, åbnede udstillingen.Gæster på udstillingen.Denne alebrijes, en bemalet træfigur, har dyre- og mennesketræk. Mexicanere kalder den en nahual, og opfattelsen skyldes forestillinger om at ethvert menneske har et åndeligt fællesskab med et bestemt dyr. Den er skåret, bemalet og fotograferet på Ranulfo Sergio Santiagos Ibañez og Lucila Sosa Lurias familieværksted i landsbyen Arrazola i udkanten af delstatshovedstaden Oaxaca. Oftest er det mænd og drenge der skærer figurerne mens kvinder og piger bemaler dem. Den er gengivet på bogens omslag og udstillingsplakaten.Nogle mexicanske kunsthåndværkere laver trælegetøj. På denne karrusel har dyr indtaget den festlige forlystelse; den er lavet af træ og kan drejes med håndsvinget øverst. Den er lavet af Antonio Villafañe Acevedo på hans familieværksted i udkanten af delstatshovedstaden Oaxaca.En smal vase til tørrede blomster af barro negro, sort keramik. Leret formes og tørres til det er læderagtigt hvorefter hulmønstret skæres. Derpå glattes overfladen med en fin sten og når leret er tilstrækkelig tørt brændes genstandene ved lav varme. Denne forholdsvis lave temperatur gør at vasen ikke kan holde vand – nå ja, mønstret gør selvsagt også sit. Den er lavet af Valente Nieto Real på hans pottemagerværksted i landsbyen San Bartolo Coyotepec som i dag er opslugt af delstatshovedstaden Oaxaca. Teknikken lærte han af sin mor Doña Rosa Real de Nieto, der er berømmet for teknikken.En bemalet lågkrukke lavet af en kalabas, et græskar. Krukken står på en bakke der er bemalet på samme måde. Indianske kvinder på landet klæder sig ofte i håndlavet tøj der følger traditionen. På udstillingen hang en række bluser, huipiles; her ses kvinder i landsbyen Zinacantán lidt uden for San Cristobal de las Casas i delstaten Chiapas. Naivistiske barkmalerier hører til hjemmets udsmykning. Her færdiggør Delfino Benitez en landsbyfest på papel amate, barkpapir. Hans værksted består af et hjørne af køkkenbordet i nærheden af hverdagsmarkedet i delstatshovedstaden Oaxaca. De mange hjerter er klippet med en stærk saks af tyndt blik og derefter bemalet. De kan bruges i kirken som offergave men de kan også pynte derhjemme. Blikkunsten kaldes hojalata, og disse er lavet af Arturo Sosa Pérez, der af blik også laver pynt til jul og skeletter til De dødes Dag. I 2019 gav jeg Carlos Pujalte Peñeiro, Mexicos ambassadør i Danmark, ‘Kunsthåndværk i Danmark’ og den engelske udgave af ‘Verden ifølge aztekere og inkaer: Myter og historier fra Mexico og Peru’.
MIKAEL WITTE 