FEST, DANS OG RITUALER I PERU

La Fiesta de la Virgin de la Candelaria afholdes omkring 2. februar. I mere end en uge samles ca. 50.000 dansere og 15.000 musikere fra hele landet i Puno ved Titicacas bred i det sydlige Peru. Det er den største begivenhed af denne slags i Peru; UNESCO har i 2014 erklæret den som del af Verdenskulturarven

Dans bygger på en uendelig lang tradition – det gælder også i Peru. Her har blandingen af indianske og spansk-koloniale kulturer gjort dansen mangfoldig, selvom dens historiske sammenhæng er undertrykkelse og modstand, tro og glæde.

I 1560’erne, under den tidlige spanske kolonisering, opstod blandt indianere i området omkring Ayacucho i det centrale Peru en dansebevægelse, Taki Unquy. Den begyndte som en religiøs bevægelse der hævdede at deres hellige steder blev generet af missionærerne. Indianerne mente at ånder ikke bare tog bolig i bjerge, floder og ting men også i mennesker, og at de fik menneskene til at danse, danse og danse. Efterhånden proklamerede bevægelsen en guddommelig genskabelse af tiden før den spanske erobring og at den kristne Gud ville blive smidt ud sammen med det spanske herrefolk!

Den spanske reaktion var hård. Mandlige tilhængere blev tvunget til at afsværge deres tro og idømt høje bøder mens kvindelige tilhængere blev tvunget i kloster.

I slutningen af 1700-tallet blussede modstanden mod det spanske kolonistyre op. Den bedst kendte modstandsleder var Túpac Amaru 2., der angiveligt var tiptipoldebarn af den sidste inkahersker, som var blevet henrettet af spanierne i 1572.

Túpac Amaru 2. organiserede bønder, overfaldt spanske militære enheder og med stjålne våben og arbejdsredskaber marcherede denne hær mod Cusco, men den kunne ikke erobre byen. Túpac Amaru 2. blev fanget og dødsdømt i 1781. Efter henrettelsen erobrede hans hær store dele af det nuværende Bolivia og Argentina. Det fortælles at da oprørerne havde omringet Puno ved Titicacasøens bred bad byens hvide kolonisatorer til Jomfruen, og for at modstå de truende angribere larmede kolonisatorerne for at give indtryk af masser af våben og krudt. Larmen skræmte oprørerne væk, og det skulle blive begyndelsen til La Fiesta de la Virgin de la Candelaria. Dansekonkurrencerne som de kendes i dagens Puno går dog blot tilbage til 1954.

Her er en snes af mine fotos fra rejser 2010-2015 i Peru.

Musikere underholder foran en butik i Lima. Deres tøj er inspireret af de spanske erobreres tøj: Sorte kapper og pludderbukser. I udkanten af Arequipa i det sydlige Peru ligger forstaden Yanahuara, der har taget navn efter indianeres betegnelse for spanierne: Sorte bukser
Witi witi kan oversættes til at elske, og den danses af drenge og piger der alle er klædt i nederdel. Drengenes hatte kan skjule det meste af deres ansigter. Hensigten siges at være at hjælpe børn ind i livets næste fase: at unge danser sammen, men måske også for pigernes forældre at skjule at det er drenge pigerne danser med.
Her danses på torvet i Yanque i Colca Cañon i det sydlige Peru
Når en fest på Taquile i Titicaca-søen i det sydlige Peru skal annonceres vandrer et orkester øen rundt. Her bor omkring 2500 mennesker, der forsøger at leve et traditionelt liv i 3800 meters højde. På øen findes ingen biler, traktorer eller trækdyr – alt skal bæres og bearbejdes af mennesker
Dans på Taquile. Kvindens nederdel består af flere lag; den yderste er sort, for den farve betragter de som solens. Begge dansere og den ene fløjtespiller har bælter om livet som kvinder har vævet før brylluppet. Over skuldrene har de to dansende stofstykker der kan bruges til at bære alt
Unge i paradedans under Candelaria, katolikkers dyrkelse af Jomfruen. Deres dragter peger langt tilbage i tid: Nazca-tegninger kan måske genkendes på deres tøj og hatte; Nazca-kulturen opstod i det nuværende Sydperu i det første årtusind efter vor tidsregning. Omkring samtidig opstod Mochica-kulturen i det nuværende Nordperu, og den dyrkede dualisme som måske reflekteres i de sort-hvide dragter
Den store Jomfru Maria-figur bæres gennem Peru. Hun er beskyttet af engle i blå kapper men må forsigtigt føres under byens krydsende elektriske ledninger. Hun repræsenterer både frugtbarhed og renhed, og forbindes med Pachamama, Moder Jord
Musikken leveres ofte af mænd. Her spilles på to akkordeoner og tre strengeinstrumenter: forrest to 12-strengede charangoer og bagved en 6-strenget guitar. Mændenes hatte er karakteristiske for magtfulde mænd. Den hilsende synger for, og mange vil senere drikke pisco, rom eller øl, måske den der er brygget af majs, chicha
Mændene slår både på tromme og spiller panfløjte, zamoña. Deres fantastiske hovedprydelser er af fjer, mens de farverige mønstre på tøjet er lavet af kulørte plasticknapper. Over skulderen bærer de en chuspas, en taske med cocablade: Når andinske mænd mødes udveksler de rundhåndet cocablade, som de tygger
Udklædte danser gennem byen til domkirken hvor fyrværkeri brændes af som forberedelse til Diablada. Dansen er en kamp mellem det gode og det onde, og den opstod som del af den katolske misssion overfor den indianske befolkning, som ikke delte den kristne opfattelse af ondskab og djævel
Den fjerklædte mand med ceremonistav deltager i Candelaria i højlandet, men han stammer fra regnskovens lavland. Hans rituelle udklædning hører til i Qoyllur Rit´i, Snestjernefesten, der holdes ved fuldmåne efter pinse. Han kaldes Ch’unchu, og sammen med titusind andre vandrer han op på et bjerg i 5000 meters højde 100 km øst for Cusco
Med til Snestjernefesten er Qhapaq Qulla, som skjuler sig bag en strikket maske med overskæg. Den forklædte repræsenterer den hvide kreol eller mestits, den etnisk blandede. Hyppigst bæres masken af mænd fra det sydlige Peru. Jeg har fotograferet ham i Chivay i Colca Cañon i det sydlige Peru
I landsbyen Raqch’i, 100 km syd for Cusco, bedes til Jomfruen og San Miguel, som landsbyens kirke er viet til. Isbjørne (bagerst i gruppen) og sorte bjørne med masker kaldes Ukukus og de deltager i Snestjernefesten, hvor de henter is som smelter til vievand i kirken og som her sprøjtes mod de forsamlede af den blåklædte mand i midten 
Puerto Maldonado, hovedstad i regnskovsregionen Madre de Dios, tiltrækker mange mennesker fra hele Peru der vil hugge tømmer, vaske guld eller arbejde med turister. Områdets oprindelige befolkning ses kun sjældent inde i byen.
Men musik skal der til fest og begravelse
Et træ er rejst på en plads i San Blas i Cusco. Træet er pyntet med balloner samt kulørt køkkenudstyr af plastic, og så skal træet fældes med økse. Den der vælter træet har vundet retten til at arrangere næste års såkaldte yunza med mad og drikke og betale festen med det pyntede træ. Det betragtes som et ære at få lov til at give til fællesskabet
Karnevalsoptoget i Cusco består af mange grupper. Her griner en kvinde fra Cusco by – hendes herkomst kan ses ud fra den røde hat med grøn kant og små trekanter. De andre kvinder bærer brune hatte med blomsterdekorationer og stammer nok fra oplandet
Til et karneval i Cusco hører også manden med den meget lange næse, cowboyhat og fin frakke: Wapuri repræsenterer den hvide, magtfulde mand. Ofte følges han med sin ‘kone’, som også er en mand. De kan lokke nysgerrige til med bolsjer, men er man kommet tæt på kan man blive ramt af deres skumsprøjte 
Cuscos mange børn har også skumsprøjter og det samme har bagpackere, der gerne tager del i byens løjer på byens centrale plads, Plaza de Armas. I inkatid bestod centrum af Krigspladsen, Haucaypata, og Munterheds-området, Cusipata, som idag er bebygget, men hvor man dengang spiste, drak og lo i forlængelse af de store ceremonier
I småbyen Chinchero udenfor Cusco fejres fællesskabet også med skumsprøjt. Byen er berømmet som den 10. inka-herskers dødsby, for at inkaerne troede at regnbuen fødes dér og for sit kunsthåndværk i dag. Hattene ligner dem fra Cusco, blot er de større; kvindernes vævekunst menes at rumme en slags skrifttegn
Skumsprøjt bruges også i andre kulturer: Et sejrende fodboldhold sprøjter gerne champagne på sig selv. Til et bryllup hører riskorn, som kan tolkes som frugtbarhedssymbol. Her lykønskes et brudepar udenfor kirken i Yanahuara, en forstad til Arequipa i det sydlige Peru
Et karnevalsvogn kører larmende op ad Avenida El Sol og ind på Plaza de Armas i Cusco. I billedets venstre side anes hvide pletter fra unges skumkampe. Mikael Witte fotograferet af en anden karnevalsdeltager
 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s