

I nabohuse fremstiller andre alebrijes og det samme sker i et par andre landsbyer i delstaten Oaxaca




























***
Øjne og ører på stilke. Øgler og ørne i flyvende flok. Omringet er af jeg af myldrende giftigt kryb med vinger, ildsprudende drager i alle regnbuens nuancer, men også af yndefulde havfruer og katte, der morgenstrækker sig. Jeg holder vejret, blot dog for hurtigere at hive efter det. Plirrer med øjnene. Så rammes jeg af skrigene fra alle sider, også fra min egen strube, tror jeg, den midt mellem krop og hoved. Propper fingre dybere ind i øregangene. Vover alligevel et øje, vil vide mere, for det er et fantastisk syn som både pirrer og tirrer. Dette er vanvid!
Alebrijes bliver til i landsbyen San Antonio Arrazola i delstaten Oaxaca. Vejen derud er smal og hullet, noget af strækningen er asfalteret, men også dér er hullerne dybe og farlige, når man kommer raslende i bus. Husene langs vejen ligger rodet, affald flyder, hunde og høns stiller sig gloende i vejen for den kørende trafik, vejskiltningen er nærmest vildledende, men jeg når frem til værkstedet, hvor alebrijes står tæt på gulvet, fylder et skrabsammen af borde og lagerreoler i alle højder. Enkelte svæver i snore trukket fra loftet.
Alebrijes er figurer skåret af træ. Nogle træstammer har krogede grene og kvister, og de kan inspirere til muskelspændte ben, slæbende haler og strittende horn. Her er giraffer, der gerne strækker hals, dobbelthovede drager, påfugle med stolt udslået hale, luntende bæltedyr, katte med en skudsikker pote på bolden, hulepindsvin med pigge så spidse som tandstikker – for de er bemalede tandstikker.
Når dyret er hugget og skåret frit af sit træ, skal det males mod dets natur! Bemalingen holdes i krasse kulører, psykedeliske farver, der støder sammen og alligevel styrker hinanden. Store farveflader brydes af striber, streger og prikker. Det er en ny ornamentik. Ved nærsyn afslører fladerne sig at være alt andet end flade, men detaljemættede rum. Som var det røntgenfotos, kan kropsbemalingen afsløre, at bæstet netop har ædt et gedekid. Intet er, hvad det ser ud til at være! Det er dyr vi kender, synes vi, men så alligevel ikke. Det er, som om de er samlet forkert og samlet fuldstændigt unaturligt. Dette er sygt.
Hvordan kan nogen hitte på det? Naturen rummer uendelig mange forunderligheder. Vi fascineres af armadillos, pansrede bæltedyr, farveskiftende kamælæoner og glitrende guldsmede. Og indimellem muterer naturen til det unaturligste. En ko kan kælve en kalv med to hoveder – eller blev det to kalve med bare en krop? I drømme kan vi bemægtiges af det mærkværdigste. Men så beroliger psykoanalytikeren: Det er helt naturligt at bliver overrumplet af vores indre krybdyr. Surrealismen erindrede om denne menneskelige natur, og alverdens myter har altid vrimlet med fabeldyr.
Gennem århundreder har mange trøstet sig med Biblen, hvor man i Johannes Åbenbaring (kap. 9, v.7-10) kan læse: Af udseende lignede græshopperne heste, der var udrustet til krig; på hovedet havde de ligesom kroner af guld, og deres ansigter var som menneskeansigter, de havde hår som kvindehår, og deres tænder var som løvers, de havde brynjer som jernbrynjer, og lyden af deres vinger var som lyden af mange vogne med heste, der rykker ud til kamp. De har haler med brod som skorpioner, og i deres haler sidder magten til at skade mennesker i fem måneder.
(Side 33-35 i Mikael Witte: Kunsthåndværk i Mexico, KLIM i 2011. 255 sider, rigt ill i farver)
Alle fotos: Mikael Witte
2 Comments Tilføj dine