***

Amate er den mexicanske betegnelse for naivistiske malerier; ordet er afledt af nahuatl-ordet amatl, som egentlig er navnet på selve papiret. Billederne males nemlig på groft papir, der er fremstillet af det indre lag bark fra forskellige trætyper. Råmaterialet bliver kogt i store lerkar, og kogningen frigør lange fibre. Disse bliver kvast og glattet med små, flade blokke af vulkansk sten, derpå lagt i et tyndt lag og soltørret på et udspændt lærred. Resultatet er maleklart papir. Hvorvidt papiret bliver mørkt eller lyst, afhænger af, om barken stammer fra figen eller morbær, og om det er blevet bleget. Men uanset farven så forbliver trætrevlerne synlige og karakteriserer barkpapiret.

Med hovedet fyldt af kirkens billeder, af skillingstryk som dem grafikeren José Guadalupe Posada havde skabt, og af dekorationer på lervarer genfandt indianere deres malerglæde i begyndelsen af 1900-tallet. De producerede atter amate og malede på barkpapiret. Historias blev disse billeder kaldt, for der var masser af historier om livet i landsbyen. Men den religiøse grundtanke levede også videre: For maleren gjaldt det om at skabe orden i kaos, hvilket dybest set er kernen i alle religioner. De nye amate-billeder blev altså ikke malet for at skabe forestillinger om en bedre verden eller som dekoration, men for at fastholde ideen om den kosmiske orden. Derfor skinner solen stadig oven over alt på disse amate.

Men amate er helt anderledes groft at male på. Først blev der bare malet med sort, men den sorte blev udnyttet til mere end bare en streg. Også rummet bagved kunne gøres sort, så figurerne stod frem fra fladen. Alligevel fremtrådte menneskene ret ens, de var som stemplet på. Det var ikke bare en enkelt, der høstede majs, men mange, som gentog samme rytmiske bevægelse. Der var ikke bare en enkelt, der vandrede i procession med lys, men en hel række. Og ham, der truttede i en trompet, gik og spillede i takt med kollegerne. Mennesket blev gengivet som typer, for de repræsenterede det menneskelige fællesskab under den guddommelige sol, som de skulle tilfredsstille. Individet var underlagt kollektivet. Det var, som om den indianske livsopfattelse var intakt.

På mørk amate måtte maleren gribe til mere lysende farver. Virkningsfuldt blev der malet med hvidt, og efterhånden blev også andre kulører føjet til. Disse billeder blev solgt, og livsglædens palet faldt i god smag hos det voksende antal turister, der var kommet længere ud på landet.De fremmede mente at have fundet en folkelig kunst og købte gerne disse malerier, hvor langdistancen til det akademiske staffelimaleri var indlysende. Den voksende efterspørgsel førte til øget udbud af kulørte billeder, for sådan fungerer markedskræfterne. Men det styrkede også den nye billedproduktion, og sådan opstod traditionen. Udviklingen af maleriet på amate foregik især i delstaterne Guerrero, Oaxaca og Jalisco.

I dag købes amate færdigpresset og skåret til maleklare ark der kan måle 40 x 60 cm; pensler og færdigblandet acrylmaling købes i velassorterede butikker. Maleriet foregår hjemme ved spisebordet, og køberne er især mexicanere, selvom udenlandske turister også køber.

Motiverne på disse malerier er landsbyens bønder og håndværkere, dem, malerne kender fra deres egen hverdag, og som efterspørges af køberne: Motiverne bekræfter, at alt stadig er godt og trygt. Her er ingen social protest, så der ses hverken rige godsejere eller magtfulde pampere, ingen valutaspekulanter, tv-stjerner, ludfattige jordløse eller stinkende udstødte. De fleste afbillede er voksne; legende børn ses sjældent og mellemaldre næsten aldrig. Alle er mennesker, folk slet og ret.

De fleste på barkmalerierne er beskæftigede med arbejde på marker eller i husholdningen. Her bliver fortalt om mange af hverdagslivets episoder. Det gælder om at få det hele med, selvom det kan virke urealistisk.

Menneskene kommer hele tiden tæt på hinanden – faktisk er billedfladen så fyldt med kroppe, så man kan mindes om overbefolkningens problemer – men disse mennesker agerer ikke rigtigt i forhold til hinanden. Der opstår sjældent dramaer mellem dem. Måske en tyrekæmper afventer det springende dyr, måske to danser eller tre drikker sammen. Men de fleste fremstår stive, som om de er blevet stillet op til fotografering.

Mange figurer ses lige forfra, bagfra eller fra siden. Sjældnere bliver de gengivet i bevægelse skråt fra skæve vinkler. Der er ingen dybde i billederne, ingen dynamiske linier eller dramatiske kompositioner. Inspirationen stammer ikke fra den påtrængende virkelighed. I amate foregår det meste i samme plan; der skelnes ikke for alvor mellem forgrund, mellemgrund og baggrund. Jo! I baggrunden kan bjergene placeres, men alligevel giver de ikke maleriet perspektiv. Det er, som om alt er lige her & nu.

Billederne er gennemført naivistiske – benytter bevidst det barnlige udtryk, eller det vi kalder barnlige udtryk. Naivistisk skriver altså ikke nedladende, men som en karakteristik af en bestemt malestil, der kendes fra kunsthistorien.

(Uddrag af siderne 46-52 i Mikael Witte: Kunsthåndværk i Mexico, KLIM i 2011. 255 sider, rigt ill i farver)

Alle fotos: Mikael Witte