AMATE – naivistisk barkmaleri fra Mexico

Solen kikker betuttet over bjergkammen, himlen er blå med både hvide skyer og stjerner. Tyre trækker ploven og på nabomarken er langørede kaniner lige så  store som tyrene. Under kaninmarken har mænd slået ring om haner i kamp og skråt til venstre slår børn til en piñata, den udsmykkede stjerne der er hængt op. Til højre ses en tyrekamp, til venstre en håndfuld hunde og en musiker. Nederst til højre hepper mænd og enkelte kvinder på de mænd der klatrer op ad en stamme. Det hårde markarbejde ligner en leg som de andres aktiviteter
I Mexicos mange fester svinger kvinder deres store skrud og mænd danser med gigantiske hatte eller fjerprydelser. Storbyer arrangerer store fester, men på landet festes der også. Fest er der hver eneste dag et sted i Mexico
Delfino Benitez maler amate og sælger dem i Oaxacas gader og på restauranter. Han bærer et udvalg af dem, og så håber han at kunne sælge nogle af dem. Jeg spørger om jeg må besøge ham i hans maleværksted. Det må jeg…
Delfino bor bag byens store hverdagsmarked, og hans værksted er et hjørne af køkkenbordet. Han tager et ark amate, streger en dobbeltramme op med fri hånd og begynder med solen. Den skal med, hævder han, der hverken bruger blyant eller skitser. Kun sin fantasi, siger han  
Der mangler lidt hvidt på denne amate, synes Delfino. Hvidt lyser op, en sombrero er hvid, skyer er hvide. Jamen du bruger da også mange andre farver. Ja, men netop derfor er hvid en vigtig farve
Her er ikke arrangeret fest. Mange arbejder sammen, men det er som om det foregår i et overskueligt tempo. Kulørte kugler udgør både blomster og frugter, og kugler ligger også mellem børnene øverst til højre der leger blindebuk
Mange mennesker befolker papiret. For at fastholde mangfoldigheden griber Delfino til forskellig farvet tøj. På indhegningen står Palenque, som ud over at være en moderne by og en mayaruin også betyder indhegnet festplads
Med få penselstrøg sætter Delfino figurer i bevægelse: manden er skråtstillet og det ene ben er kortere end det andet
Hanekamp: Mænd og få kvinder følger den blodige kamp mens andre ivrer: JEG TROR DEN VINDER!
Og så er der tyrekamp: Igen er det flest mænd der følger kampen. Men tyren kan ikke beslutte sig for at slås
Tyrekamp tiltrækker tilskuere
Marker skal passes
Mad skal laves. Kvinden ligger på knæ og bager en majspandekage på en metalplade, som hun har over åben ild
Bryllup! Bruden bærer et langt slæb forbi de ventende gæster. Øverst i billedet følger andre en anden begivenhed
Piñata, en smukt dekoreret lerkrukke med slik, skal smadres. Pigen med den hvide kæp har et sort bind for øjnene, så hun ikke kan se hvor hun skal slå. De andre børn kommer med dårlige råd, så hun rammer ved siden af altimens de venter på at det bliver deres tur og håber på slikket
Her ser vi brylluppet med sol fra en blå himmel og skyer, den blodige hanekamp og den (endnu) fredelige tyrekamp
En anden landsbyscene med et mindre bryllup. Måske er sådan en amate den perfekte gave til et brudepar
Et tredie landsbybryllup og en gevaldig hanekamp: dyrene er jo enormt store, så tilskuerne skal virkelig passe på ikke at komme til skade
En stille landsby. Ingen sol, men en tudende ugle og en hylende hund. Tre mænd bærer en fjerde på nakken. Er han træt, fuld eller død?
Langfredag bæres kirkens kors gennem byen. Ud fra den store kirke med to tårne nederst til venstre bæres en helgenfigur. Lidt til højre ses måske Jesus med langt sort hår og skæg samt grøn tornekrone. Måske er det samme kors tegnet fire gange før det når toppen af billedet hvor en korsfæstet tilbedes mens en sky er ved at dække for solen
Mange sælger amate. Kvinden har både malet landsbyliv og andre motiver
Amate med blomster. Kahla er en meget populær blomst i kunst og i kirker
Den aztekiske solsten er et populært motiv. Den blev hugget i sten for mere end 500 år siden, og måler 3½ meter i diameter. Den er så populær i Mexico så man ser den på håndklæder, krus og altså amate. De der vil male stenen behøver ikke at kende den godt, for man kan købe motivet trykt på barkpapir. Så skal man bare farvelægge den

***

Amate er den mexicanske betegnelse for naivistiske malerier; ordet er afledt af nahuatl-ordet amatl, som egentlig er navnet på selve papiret. Billederne males nemlig på groft papir, der er fremstillet af det indre lag bark fra forskellige trætyper. Råmaterialet bliver kogt i store lerkar, og kogningen frigør lange fibre. Disse bliver kvast og glattet med små, flade blokke af vulkansk sten, derpå lagt i et tyndt lag og soltørret på et udspændt lærred. Resultatet er maleklart papir. Hvorvidt papiret bliver mørkt eller lyst, afhænger af, om barken stammer fra figen eller morbær, og om det er blevet bleget. Men uanset farven så forbliver trætrevlerne synlige og karakteriserer barkpapiret.

Med hovedet fyldt af kirkens billeder, af skillingstryk som dem grafikeren José Guadalupe Posada havde skabt, og af dekorationer på lervarer genfandt indianere deres malerglæde i begyndelsen af 1900-tallet. De producerede atter amate og malede på barkpapiret. Historias blev disse billeder kaldt, for der var masser af historier om livet i landsbyen. Men den religiøse grundtanke levede også videre: For maleren gjaldt det om at skabe orden i kaos, hvilket dybest set er kernen i alle religioner. De nye amate-billeder blev altså ikke malet for at skabe forestillinger om en bedre verden eller som dekoration, men for at fastholde ideen om den kosmiske orden. Derfor skinner solen stadig oven over alt på disse amate.

Men amate er helt anderledes groft at male på. Først blev der bare malet med sort, men den sorte blev udnyttet til mere end bare en streg. Også rummet bagved kunne gøres sort, så figurerne stod frem fra fladen. Alligevel fremtrådte menneskene ret ens, de var som stemplet på. Det var ikke bare en enkelt, der høstede majs, men mange, som gentog samme rytmiske bevægelse. Der var ikke bare en enkelt, der vandrede i procession med lys, men en hel række. Og ham, der truttede i en trompet, gik og spillede i takt med kollegerne. Mennesket blev gengivet som typer, for de repræsenterede det menneskelige fællesskab under den guddommelige sol, som de skulle tilfredsstille. Individet var underlagt kollektivet. Det var, som om den indianske livsopfattelse var intakt.

På mørk amate måtte maleren gribe til mere lysende farver. Virkningsfuldt blev der malet med hvidt, og efterhånden blev også andre kulører føjet til. Disse billeder blev solgt, og livsglædens palet faldt i god smag hos det voksende antal turister, der var kommet længere ud på landet.De fremmede mente at have fundet en folkelig kunst og købte gerne disse malerier, hvor langdistancen til det akademiske staffelimaleri var indlysende. Den voksende efterspørgsel førte til øget udbud af kulørte billeder, for sådan fungerer markedskræfterne. Men det styrkede også den nye billedproduktion, og sådan opstod traditionen. Udviklingen af maleriet på amate foregik især i delstaterne Guerrero, Oaxaca og Jalisco.

I dag købes amate færdigpresset og skåret til maleklare ark der kan måle 40 x 60 cm; pensler og færdigblandet acrylmaling købes i velassorterede butikker. Maleriet foregår hjemme ved spisebordet, og køberne er især mexicanere, selvom udenlandske turister også køber.

Motiverne på disse malerier er landsbyens bønder og håndværkere, dem, malerne kender fra deres egen hverdag, og som efterspørges af køberne: Motiverne bekræfter, at alt stadig er godt og trygt. Her er ingen social protest, så der ses hverken rige godsejere eller magtfulde pampere, ingen valutaspekulanter, tv-stjerner, ludfattige jordløse eller stinkende udstødte. De fleste afbillede er voksne; legende børn ses sjældent og mellemaldre næsten aldrig. Alle er mennesker, folk slet og ret.

De fleste på barkmalerierne er beskæftigede med arbejde på marker eller i husholdningen. Her bliver fortalt om mange af hverdagslivets episoder. Det gælder om at få det hele med, selvom det kan virke urealistisk.

Menneskene kommer hele tiden tæt på hinanden – faktisk er billedfladen så fyldt med kroppe, så man kan mindes om overbefolkningens problemer – men disse mennesker agerer ikke rigtigt i forhold til hinanden. Der opstår sjældent dramaer mellem dem. Måske en tyrekæmper afventer det springende dyr, måske to danser eller tre drikker sammen. Men de fleste fremstår stive, som om de er blevet stillet op til fotografering.

Mange figurer ses lige forfra, bagfra eller fra siden. Sjældnere bliver de gengivet i bevægelse skråt fra skæve vinkler. Der er ingen dybde i billederne, ingen dynamiske linier eller dramatiske kompositioner. Inspirationen stammer ikke fra den påtrængende virkelighed. I amate foregår det meste i samme plan; der skelnes ikke for alvor mellem forgrund, mellemgrund og baggrund. Jo! I baggrunden kan bjergene placeres, men alligevel giver de ikke maleriet perspektiv. Det er, som om alt er lige her & nu.

Billederne er gennemført naivistiske – benytter bevidst det barnlige udtryk, eller det vi kalder barnlige udtryk. Naivistisk skriver altså ikke nedladende, men som en karakteristik af en bestemt malestil, der kendes fra kunsthistorien.

(Uddrag af siderne 46-52 i Mikael Witte: Kunsthåndværk i Mexico, KLIM i 2011. 255 sider, rigt ill i farver)

Alle fotos: Mikael Witte

One Comment Tilføj dine

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s