BLIKKUNST – med religiøs kant fra Mexico

Forskellige hjerter klippet med saks af en blikplade, banket ud, pudset og malet for at blive solgt til dem der har hjerterum
Arturo Sosa Pérez skaber blikkunst i Oaxaca. Han har arbejdet siden han var 13 år; håndværket lærte han af sin far. I dag har han en enkelt medarbejder og en datter, der også hjælper
 
På Arturos værksted hænger denne satyr der drikker rødvin. Drikker denne blanding af dyr og menneske blod? Er det sådan en mexicanere kalder nahual, blot af blik og ikke af træ som de alebrijes jeg har set.
Er det forestillingen om at ethvert menneske har et åndeligt fællesskab med et bestemt dyr?
På væggene hos Arturo hænger mange hjerter og kors, og alle er de forskellige
Arturo vil gerne vise hvordan han med den tunge saks kan klippe figurer ud af blikpladen
Arturos værktøj
Med den rundhovede hammer bankes hjertet så det buler. En gammel træstamme er hans arbejdsplads med huller der passer til forskellige opgaver
Det blanke metal skal bemales. Arturo har et udvalg af billakker, som han fortynder, så den kan stryges på og tørre
Der ligger det færdige hjerte med vinger, symbol på sjælen. Og med et lille hul, så det kan hænges op
Til jul pynter mexicanere med blikfigurer. Her er den sovende mexicaner og støvlen med godter,
der er to stjerneformede piñataer, som også hører til julen, samt hanen som hører til historien om Jesus lidelse
En stak æsler og køer på Arturos værksted…
…ender i julekrybber med Maria, Jesusbarnet og de vise mænd fra Østerland. Set i butik i Oaxaca
Jomfru Maria velsigner en mand indrammet af blik; den violette farve skyldes at billedet er del af påskeudsmykning. Set på restaurant i Oaxaca
Skelet lægger venligt en hånd omkring halsen på hundjævlen
To skeletter haster festklædte afsted. Set i butik i Oaxaca
En borddekoration af blik. Set på hotel i Oaxaca
Sommerfugle er landet i stativet på et marked 
En blikæske med sommerfugle og blomster banket ind i låget
En tom blikæske med glaslåg: så kan man se hvad man har gemt
Blikæsker, småspejle, Jomfruen af Guadalupe og et bæltedyr på bagvæggen
Uglespejle – spejlene er ikke store, men uglerne holder øje. Set i butik i San Cristóbal de las Casas i delstaten Chiapas
En firbenet ramme af blik om spejlet
Et trefløjet spejl som en alebrijes udnytter
Et hjertespejl med flammer repræsenterer Jesus hjerte og kærlighed
Det flammende hjerte som ophøjet lysestage

***

I delstaten Oaxaca bliver blik til små og større æsker, blomsterholdere, spejlrammer, fyldinger til klædeskabsdøre, legetøj til piger og måske især til drenge. Samt julepynt i form af tændte stearinlys, julemandens støvle, flagrende duer, galende haner, vogtende hyrder og køer på marken, engle i kor og dem med udslåede vinger. Og selvfølgelig jesusbarnet i krybben. Ja, hele krybbespil bukkes og klippes af et stykke blik for at blive bemalet, så det kan stilles frem i den lange ventetid.

Det meste er altså religiøse motiver, der knytter an ved den kristne kirke. Jeg har ikke set nogen af de gamle indianske gudebilleder, hverken vindguden, regnguden eller den aztekiske solsten genskabt i blik. En blikkunstner fortalte, at de spanske erobrere og Mexicos overklasse i århundreder forbød indianere at blive medlemmer af smedelaugene. Måske de frygtede, at indianerne ville smede plove til våben, måske de frygtede den visdom, som smede siges at besidde, og måske frygtede de, at indianerne ville bruge metallet til deres gudelige formål.

Arturo Sosa Pérez skaber blikkunst, hojalata, så han er hojalatero og tilmed en af Oaxacas mest hædrede. Med blik har han arbejdet, siden han var 13 år; håndværket lærte han af sin far. I dag har han en enkelt medarbejder og en datter, der også hjælper.

Hans værksted ligger i en lav bygning på en af midtbyens udfaldsveje og består af to små rum i delstatshovedstaden Oaxaca. Der er beskidt på gulv og bord; metalplader, værktøj og malerpensler ligger parat i mesterværkstedet, men der hænger også en saftig rødvinsdrikkende satyr med bukkehorn på væggen ved siden af de mange pinkmalede hjertekors, der venter på at blive solgt. Han er berømt både for sine flade og sine tredimensionale figurer.

Det helt afgørende er godt blik, forklarer han og stirrer intenst – nærmest bebrejdende – på mig. Som om jeg kunne finde på at bruge andet end godt blik! Hans arbejder kopieres, forklarer han, der er en af de kunsthåndværkere, som byen Oaxaca har hædret. Louvre i Paris har købt af mig, uddyber han. Arturo Sosa Pérez sikrer sig, at jeg kender Louvre ovre i Frankrig, og at jeg forstår betydningen af det salg.

Han lader medarbejderen strege to hjerter op på blikpladen, bevingede hjerter, som vi kender dem fra sømænds tatoveringer. Med pladesaksen klipper medarbejderen i en vippende bevægelse dem fri, hvorefter de to ens hjerter holdes sammen med et par små bånd af blik. Derefter hamres det ene hjertes mønster op med forskellige profiljern og hurtige slag, mens det andet hjerte tager af for slagene. De fingertykke jernpløkke nærmest flyver op og ned fra bordet og til hans hånd; alle jern er flækkede i enderne efter års brug. Med hammeren glatter medarbejderen kanterne, så ingen skal skære sig på dem, ingen skal bløde. Hjerteblodet, tænker jeg.

Jeg spørger mesteren, om hans hørelse har taget skade af de mange millioner slag mod de forskellige jern, men det afviser han blankt. Nej, det er ikke så slemt, retter han så sig selv. Jeg kikker insisterende på ham, hvorefter han fortsætter: Det værste er hænderne. De mange slag med hammer mod cicel, mejslerne, der ligger i kaos på træblokken med fordybninger, der fungerer som optimalt arbejdsbord, de kan mærkes. Jo, jeg har smerter i håndleddene, gentager han over for sig selv.

Med profiljern og det runde hammerhoved banker medarbejderen huller, mærker, buler og prægninger i metallet, og han vrider den lille blikplade, så den ikke længere er flad som et stykke papir, men får en skulpturel rumlighed. Det er sådan, blikkunstnere kan skabe smukke spejl- og billedrammer, skeletmænd på evig vandring i snoretræk eller hele kasser med blomster af blik. Men lige nu gælder det altså det lille hjerte med vinger til mig.

Da medarbejderen med slag har formet hjertet, tager mesteren over. Hjertet skal bemales, rødt selvfølgelig, og Arturo bruger billak, som han fortynder, så den forbliver flygtig, mens han maler. De forskellige farver står i hver deres genbrugsglas med låg og en lille pensel. Og så puster han lakken tør.

Andre blikkunstnere bruger anilinfarver, som de selv blander med lak. Det giver glinsende overflader, der passer til metallet. Men ét er at male, noget andet at få malingen til at tørre. Den kan jo ikke trænge ind i metallet, som den ville kunne på træ, papir eller læder. I regntiden er det vanskeligt arbejde, og farverne får et gråligt skær. For at undgå det må håndværkerne periodisk arbejde med varmelamper. Farverne skal stråle i hidsige sammenstød. Følelserne, gentager Arturo Sosa Pérez. Det er gennemgående i mexicansk kunsthåndværk. Pink, skriggrøn og hidsiggul. Det er, som om disharmoni er den gennemgående tone. Tolvtonemusik på blikket.

Jeg takker Arturo Sosa Pérez for hans ene hjerte; det andet bliver liggende på blokken på hans værksted.

(Uddrag af siderne 57-63 i Mikael Witte: Kunsthåndværk i Mexico, KLIM i 2011. 255 sider, rigt ill i farver)

Alle fotos: Mikael Witte

One Comment Tilføj dine

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s