***

Næppe noget kunsthåndværk fra Mexico virker så grotesk som calaveras, kranierne. Måske vi kan vænne os til at se på dem. Udvalgte kan synes, kranier er morsomme. Mexicanere forguder dem.

De Dødes Dag, Día de los Muertos, er mexicanernes største årsfest. Faktisk er måneden før og dagene efter så traditionsbærende, at den stimulerer brug og produktion af meget andet kunsthåndværk. Det er, som om den store sandhed gør det endnu vigtigere at gribe tilbage til det, der kunstnerisk er formet af hænder, det menneskeprægede.

Før den spanske erobring satte indianerne ikke noget skel mellem den fysiske verden, de selv befandt sig i, og de verdener, hvor guder, ånder, forfædre og efterkommere eksisterede. En drøm eller et syn var lige så virkeligt som det, vi plejer at kalde virkeligheden.

Indianere betragtede hele universet som en form for eksistens, hvor synlige og usynlige hver især havde deres opgaver. Eksistensen var evig. Tilværelsen antog altså forskellige tilstandsformer, livet på jorden var bare en del af tilværelsen: Den begyndte før fødslen og fortsatte efter døden. Døden var stor, dog ikke den definitive afslutning, men begyndelsen på en ny fase af tilværelsen. Indianerne havde en cyklisk livs- og tidsopfattelse, der hang sammen med deres kollektive menneskesyn.

Den katolske kirke erklærede skellet mellem liv og død for absolut. Ganske vist truede den med skærsild og Helvede og fremsatte løfter om paradisiske tilstande og frelse. Det var efterlivet. Døden udgjorde livets afslutning. Den katolske kirke udbredte en lineær livsopfattelse. Også i den moderne verden dyrkes en lineær livs- og tidsopfattelse, som fremmer individualismen.

Indianere indvendte, at den omstændighed, at vi levende trækker vejret, spiser og drikker samt kan forelske os og snuble over sten på vejen – at alt det ikke gør os mere virkelige end de, der allerede har været her, eller som senere vil komme til jorden. Vi kan trække på smilebåndet over denne opfattelse, og vi kan forarges over den manglende forståelse for livets storhed og dets materielle karakter, men vi kan også tænke på, hvor mange afdøde i slægten vi selv erindrer – eller kaste endnu et blik på massemediekulturen, der konstruerer figurer, som mange tror, er virkelige.

I storbyer gives offergaver, ofrendas – som både kan ligne alteropstillinger, men også kan være af musikalsk art – på pladser og torve. Alle vegne pyntes med orange blomster, cempazúchil, der kan ligne langstilkede tagetes; det siges, at disse er afgørende, fordi den gule farve er den eneste, som døde sjæle kan opfatte. Der brændes røgelse, og der er flere madboder end vanligt, og nogle steder tilbydes maden gratis. Spøgelsesklædte børn i sort eller hvidt og med kraniets tegning i ansigtet løber tiggende omkring, mens lige så dødsprægede voksne slentrer af sted snakkende og spisende. Der hersker en stemning af fællesskab, og det hele er meget mere end bare en masse mennesker, der stimler sammen.

I mindre byer fejrer familierne de afdøde på kirkegården, hvor alle gravsteder er renset og pyntet med cempazúchil og palmeblade; der tændes småbål og tændes vokslys, dekoreres med kulørte silkepapirflag, hvor kraniet går igen som motiv. Og der opstilles fotografier af den afdøde og placeres et chokolade- eller sukkerkranie med afdødes navn skrevet i panden. Pan de muerto, de dødes brød, som kan have form som knogler eller lemmer, og som er bagt af hvedemel, lægges på graven. Både til efterlevende og den afdøde er der tequila eller mezcal og øl samt sodavand og kakao; som regel står den afdødes livret på menuen. Man tager plads på taburetter eller campingstole, og der grædes, mindes og memoreres, spilles, synges, spises, snakkes samt pjattes. Man affyrer fuegos artificiales, fyrværkeri, og griner ad døden, fandenivoldsk. Løse hunde løber omkring; ifølge mayatroen leder disse hunde sjælen på rette vej. Når man rydder op efter nattens fest – som for mange stadig er en lang og kølig vågenat – konstateres, at den dødes glas og tallerken er tømt!

Det mest udbredte kranie i Mexico er sukkerkraniet, som man i dagene op til den store fest kan købe på markedet, hos sukkerbageren eller konfekturesælgeren. Mellem bakker fyldt med nougatstykker, tørrede frugter og nøddekonfekt er de søde kranier stillet op i lange rækker, som var det fortidens hovedskalsrækker.

Alle oplever vi noget uforståeligt, noget, vi alligevel forsøger at forstå. Selvfølgelig er det umuligt, for det er netop uforståeligt. Men når man har accepteret, at det uforståelige er uforståeligt, så behøver man ikke længere frygte. Man lærer at leve med det. Lige som man i et mareridt må vende sig mod sine forfølgere og tage initiativet: Man må i færd med at forlige sig med sine indre dæmoner, sine egne mørke sider.

Man siger den moderne verden har sejret. I Mexico er indianernes dødekultur lyslevende, og UNESCO har erklæret den som del af verdenskulturarven.

(Uddrag af siderne 65-79 i Mikael Witte: Kunsthåndværk i Mexico, KLIM i 2011. 255 sider, rigt ill i farver)

Alle fotos: Mikael Witte