CALAVERAS – søde kranier fra Mexico

Skeletter i legemsstørrelse sælges på gademarked i Coyoacán i Mexico By. De er lavet af papmache, så materialerne er billige, og skelettet er nemt at folde sammen og tage med hjem
Bagagerumssalg i Coyoacán i Mexico By af skeletter i mindre størrelser – med og uden tøj.
De fleste skeletter med tøj bærer kvindetøj, helst festtøj
Mandligt skelet med høj hat og cigarføring lavet af bemalet træ
Skelet på cykel, skelet spiller rock. Set i butik i Merida i delstaten Yuacatán
Sukkerkranier støbes af en sukkerblanding, dekoreres, sælges og foræres til venner og kærester. Disse kranier er store, måler ca. 15 cm i højden og er hule. Man kan kun købe dem omkring De Dødes Dag, Día de los Muertos
På et gadehjørne i Morelia i delstaten Michoacán sidder kvinden og dekorerer sukkerkranier med kulørt sukker
Denne kvinde har en bod på et marked i Morelia i delstaten Michoacán hvor hun sælger sukkerkranier
Nogle sukkerkranier er gjort personlige med navn: På større kranier kan navnet skrives med sukker, mens disse små blot er forsynet med påklistrede sedler
På zocaloen i Oaxaca tilbyder denne kvinde et massefremstillet lerhovede som hun har bemalet
På en væv i Teotilán del Valle i delstaten Oaxaca ligger motivet parat til det næste tæppe der skal væves: den mexicanske grafiker Jose Guadalupe Posadas satire fra omkring 1910 over en indiansk kvinde der har klædt sig ud som fin fransk frue. Titlen er La calavera catrina – den elegante kvindes skelet
Den mexicanske murmaler Diego Rivera inddrog Posadas satire i det monumentale maleri han i 1947-48 malede i Hotel del Prado i Mexico By. Han gav hende krop og klædte hende endnu mere elegant, for derpå at portrættere grafikeren Posada ved hendes side. Til den anden side malede han sig selv som dreng, og lige bag sig og skeletfruen står Riveras kone, Frida Kahlo. I 1985 styrtede hotellet sammen under et jordskælv der kostede 10.000 mennesker livet. Trods de enorme ødelæggelser blev det 15 meter lange murmaleri reddet og er nu udstillet i eget museum lige overfor dets oprindelige plads og ved siden af den Alamedapark som det beskriver en søndageftermiddagsdrøm om 
I Frida Kahlo og Diego Riveras Casa Azul i Coyoacán i Mexico By hænger papmachefigurer som forbinder liv og død
Det elegante skelet er så knyttet til Frida Kahlo, så Fridas 100 års-fødselsdag her er markeret med et malet kranie
Med sin fjerdekorerede hat er La calavera catrina let genkendelig. Her er hun gengivet på et stort lerfad, som var sat til salg på et kunsthåndværkermarked i Pátzcuaro i delstaten Michoacán
Landsbyen Capula i delstaten Michoacán huser flere end 500 keramikerfamilier, og 50 af dem har specialiseret sig i kranier og skeletter inspireret af Posadas La calavera catrina. Figurerne fås i mange størrelser – også legemsstørrelse
I gamle dage kunne katolikker på rejse medbringe et lille rejsealter. Her har legetøjskunstneren Antonio Villafañe Acevedo fra Oaxaca skabt et noget anderledes alter. Normalt er helgener forskønnede og forsynet med glorie, men eftersom man først bliver helgenkåret efter sin død er de tre helgener her fremstillet med kranier
I anledning af De Dødes Dag er der mange udstillinger i Morelia, delstatshovedstad i Michoacán. Her en gruppe soldater fra den mexicanske revolution som skeletter. De to hunde er forsynet med små djævlehorn
Plakat i anledning af en forestilling i Merida, delstatshovedstad i Yucatan
De lysende orange blomster, cempazúchil, ses alle vegne omkring De Dødes Dag. Her arrangeres de på en træramme, der skal indgå i torveudsmykningen i Morelia i delstaten Michoacán
Frida Kahlos ofrenda, mindested, i hendes hus, Casa Azul, i Coyoacán i Mexico By i anledning af De Dødes Dag
Kirkegårde renses grave og smykkes med orange cempazúchil, stearinlys og sukkerktanie omkring De Dødes Dag. Familien samles i Pátzcuaro i delstaten Michoacán
I Pátzcuaro-søen i delstaten Michoacán ligger den lille ø Janitzio, hvor De Dødes Dag også fejres af fiskerne i deres småbåde med ild og net som sommerfuglevinger.
I delstaten Michoacáns hovedstad Morelia samles mange udklædte som skeletter og døde…
… der spilles musik, spises, drikkes og danses
De Dødes Dag udvikler sig som var det karneval
Selvfølgelig skal hunden luftes godt klædt på
Kranier er også gengivet i tusind år gamle mayaruiner: Chich’en Itza på Yucatan
Rigt turkis-dekorerede kranie er knap tusind år gammelt og fundet i den formodentlig mixtekiske Grav 7 i Monte Alban i delstaten Oaxaca. Flintnæsen gør at det antages at repræsentere guden Huitzilopochtli, den gud som blev aztekernes stammegud, krigsgud og kolibrigud. Set på Museo de las Culturas de Oaxaca

***

Næppe noget kunsthåndværk fra Mexico virker så grotesk som calaveras, kranierne. Måske vi kan vænne os til at se på dem. Udvalgte kan synes, kranier er morsomme. Mexicanere forguder dem.

De Dødes Dag, Día de los Muertos, er mexicanernes største årsfest. Faktisk er måneden før og dagene efter så traditionsbærende, at den stimulerer brug og produktion af meget andet kunsthåndværk. Det er, som om den store sandhed gør det endnu vigtigere at gribe tilbage til det, der kunstnerisk er formet af hænder, det menneskeprægede.

Før den spanske erobring satte indianerne ikke noget skel mellem den fysiske verden, de selv befandt sig i, og de verdener, hvor guder, ånder, forfædre og efterkommere eksisterede. En drøm eller et syn var lige så virkeligt som det, vi plejer at kalde virkeligheden.

Indianere betragtede hele universet som en form for eksistens, hvor synlige og usynlige hver især havde deres opgaver. Eksistensen var evig. Tilværelsen antog altså forskellige tilstandsformer, livet på jorden var bare en del af tilværelsen: Den begyndte før fødslen og fortsatte efter døden. Døden var stor, dog ikke den definitive afslutning, men begyndelsen på en ny fase af tilværelsen. Indianerne havde en cyklisk livs- og tidsopfattelse, der hang sammen med deres kollektive menneskesyn.

Den katolske kirke erklærede skellet mellem liv og død for absolut. Ganske vist truede den med skærsild og Helvede og fremsatte løfter om paradisiske tilstande og frelse. Det var efterlivet. Døden udgjorde livets afslutning. Den katolske kirke udbredte en lineær livsopfattelse. Også i den moderne verden dyrkes en lineær livs- og tidsopfattelse, som fremmer individualismen.

Indianere indvendte, at den omstændighed, at vi levende trækker vejret, spiser og drikker samt kan forelske os og snuble over sten på vejen – at alt det ikke gør os mere virkelige end de, der allerede har været her, eller som senere vil komme til jorden. Vi kan trække på smilebåndet over denne opfattelse, og vi kan forarges over den manglende forståelse for livets storhed og dets materielle karakter, men vi kan også tænke på, hvor mange afdøde i slægten vi selv erindrer – eller kaste endnu et blik på massemediekulturen, der konstruerer figurer, som mange tror, er virkelige.

I storbyer gives offergaver, ofrendas – som både kan ligne alteropstillinger, men også kan være af musikalsk art – på pladser og torve. Alle vegne pyntes med orange blomster, cempazúchil, der kan ligne langstilkede tagetes; det siges, at disse er afgørende, fordi den gule farve er den eneste, som døde sjæle kan opfatte. Der brændes røgelse, og der er flere madboder end vanligt, og nogle steder tilbydes maden gratis. Spøgelsesklædte børn i sort eller hvidt og med kraniets tegning i ansigtet løber tiggende omkring, mens lige så dødsprægede voksne slentrer af sted snakkende og spisende. Der hersker en stemning af fællesskab, og det hele er meget mere end bare en masse mennesker, der stimler sammen.

I mindre byer fejrer familierne de afdøde på kirkegården, hvor alle gravsteder er renset og pyntet med cempazúchil og palmeblade; der tændes småbål og tændes vokslys, dekoreres med kulørte silkepapirflag, hvor kraniet går igen som motiv. Og der opstilles fotografier af den afdøde og placeres et chokolade- eller sukkerkranie med afdødes navn skrevet i panden. Pan de muerto, de dødes brød, som kan have form som knogler eller lemmer, og som er bagt af hvedemel, lægges på graven. Både til efterlevende og den afdøde er der tequila eller mezcal og øl samt sodavand og kakao; som regel står den afdødes livret på menuen. Man tager plads på taburetter eller campingstole, og der grædes, mindes og memoreres, spilles, synges, spises, snakkes samt pjattes. Man affyrer fuegos artificiales, fyrværkeri, og griner ad døden, fandenivoldsk. Løse hunde løber omkring; ifølge mayatroen leder disse hunde sjælen på rette vej. Når man rydder op efter nattens fest – som for mange stadig er en lang og kølig vågenat – konstateres, at den dødes glas og tallerken er tømt!

Det mest udbredte kranie i Mexico er sukkerkraniet, som man i dagene op til den store fest kan købe på markedet, hos sukkerbageren eller konfekturesælgeren. Mellem bakker fyldt med nougatstykker, tørrede frugter og nøddekonfekt er de søde kranier stillet op i lange rækker, som var det fortidens hovedskalsrækker.

Alle oplever vi noget uforståeligt, noget, vi alligevel forsøger at forstå. Selvfølgelig er det umuligt, for det er netop uforståeligt. Men når man har accepteret, at det uforståelige er uforståeligt, så behøver man ikke længere frygte. Man lærer at leve med det. Lige som man i et mareridt må vende sig mod sine forfølgere og tage initiativet: Man må i færd med at forlige sig med sine indre dæmoner, sine egne mørke sider.

Man siger den moderne verden har sejret. I Mexico er indianernes dødekultur lyslevende, og UNESCO har erklæret den som del af verdenskulturarven.

(Uddrag af siderne 65-79 i Mikael Witte: Kunsthåndværk i Mexico, KLIM i 2011. 255 sider, rigt ill i farver)

Alle fotos: Mikael Witte

One Comment Tilføj dine

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s