***

Når børn leger, får de mulighed for at udvikle deres sociale kompetencer, de lærer deres egne og andres følelser og tilegner sig noget af det, de voksne er optaget af, for de vil så gerne samarbejde med voksne. De leger sig ind i voksenverdenen, dens vævning, kogning, høst og kamp. Selvfølgelig hygger børn sig også, de leger, som man siger. Det har børn i de indianske kulturer også gjort, men også hygge er samfundsbestemt.

Indianske kulturer har næppe haft og har ikke samme opfattelse af børn og barndom, som vi har i vores del af verden; opfattelsen af børn og barndom afspejler samfundet – og præger det. De fleste indianerbørn har nok leget med noget, de fandt lige for. Det kunne være en pind eller sten, noget fra husholdningen, eller det kunne være affald. Da indianerne var majsdyrkere, kunne blade fra majskolben, totomoxtle, umiddelbart blive til legetøj. Majsbladene kunne bindes til dukker, munecas.

En mor, bedstemor eller storesøster ville samle nogle af de tørre blade, lægge dem i blød, så de blev smidige, og derefter binde et blad omkring enderne, så de udgjorde hovedet, og binde en sisaltråd under hovedet, så halsen blev gjort tydeligere. Tre flettede blade blev sat på tværs under halsen som skuldre og arme, og et par andre blade blev lagt over skuldrene for at udgøre blusen, der blev holdt fast med endnu en tråd. Sådan blev utallige majsdukker til, og efter tørring i solen var de klar til at blive leget med.

Aztek-dukker fremstilles som håndarbejde af mexica-indianere, som er aztekernes efterkommere og bor i det centrale højland omkring hovedstaden. Dukkernes arme og ben kan drejes. Dukkerne laves af stof, og der gøres meget ud af deres tøj og hår. Manges hår  består nærmest kun af sløjfer af blanke satinbånd, andre af dukkerne har farvede tråde flettet ind i håret, og andre igen har udslået hår. Mexicos nationalfarver, grøn, hvid og rød, ses hyppigt i hårpynten. Dukkernes tøj sys af kulørt stribet stof og forsynes næsten altid med blondekanter. Dukkerne har ansigtstræk: store, sorte øjne, en trekant som næse og en vinkel som mund.

Chamula-indianerne i delstaten Chiapas former kvinde- og børnefigurer af ler. De prikker huller i det våde lerhovede for at give det øjne, næsebor, mund og måske ører, og de former dukkens armstumper og ben med fødder; detaljerigdommen kan variere. Lerfiguren brændes og iklædes en hættebluse af blankt, hvidt stof, halstørklæde af kulørte tråde og en stor slå-om-nederdel af mørkt stof med striber. Nogle dukker får også hår bundet om hovedet. Sådan gengiver chamulaerne deres egen kvindedragt, ofg dukken kaldes en chamulita. Børn og kvinder er ihærdige sælgere af dukkerne, der måler mellem 8 og 15 cm i højden.

Øjne kan fanges af meget. Det kan være af de umådelige mængder små kaffekopper, kander og krukker, potter og pander lige til at bruge i dukkehuset.

Meget legetøj laves af træ. På markedet i delstaten Chiapas ses slangebøsser med ørnehoved på håndtaget, men disse bøsser bruges ikke bare til barneleg, men også som våben. I en landsby i delstaten Oaxaca har man specialiseret sig i at bygge meterlange lastbiler, som males i røde og blå farver og stilles til salg langs hovedvejen, hvor forbipasserende kan lade sig overbevise om, at sådan en skal knægten derhjemme da have!

I byerne faldbydes tro kopier af Harley Davidson-motorcykler med pedaler, slanger og tank – alt af lyst og mørkt træ, fint forarbejdet, højglanslakeret og med forgaffel på tyve centimeter. De er tunet til ræs under spisebordet. Man kan også vælge en elegant sportsvogn fra 1930’erne i samme størrelsesorden.

Børn elsker legetøj, der bevæger sig. Af en krydsfinerplade saves kyllinger og en plade, der udgør hønsegården, hvor de skal pikke korn. Kyllingerne er monteret med snoretræk og et lod, så når man svinger pladen vil kyllingerne på skift bøje sig efter maden. Legetøj inspireres af voksenlivet, og stegte kyllinger er en populær spise langs landevejene.

Voladores er navnet på de gudedyrkere fra delstaten Vera Cruz, der klædt i røde dragter kravler op i en høj mast, binder et tov om livet og med hovedet nedad svinger omkring masten, til tovet er blevet viklet af tromlen, og de atter når jorden; dette religiøse ritual har inspireret legetøj, hvor dramaet kan gennemføres som sjov under kontrollerede forhold på spisebordet.

Karruseller, kulørte dyr på hjul og andre dyr, der kan rokke med hoved og hale, lakerede toppe og djævlespil ses mange steder. En klovn, der drejer om sin egen akse, kan man altid grine ad. Hvis han balancerer på ryggen af en hest, så bliver det cirkuskunst. Og hvis hesten er sømmet fast på en træplade under sig, så kan menageriet følge efter barnet.

(Uddrag af siderne 81-90 i Mikael Witte: Kunsthåndværk i Mexico, KLIM i 2011. 255 sider, rigt ill i farver)

Alle fotos: Mikael Witte