JUDASFIGURER – eksplosive giganter fra Mexico

Judasfigur af bemalet papmache med fyrværkeri monteret på ramme; figuren er større end et menneske og er hul. Dens djævlehorn og englevinger udtrykker modsætninger, lige som dens ene kropsdel er malet lilla, som er katolicismens farve til den lange faste, og rød, som almindeligvis bruges til fester for Helligånden. Tændsnorenes længde forsinker antændingen af de enkelte stykker fyrværkeri. Figuren er i 1980 lavet af Leopoldo Estrada i San Miguel Allende i delstaten Guanajuato, og er udstillet Museo de Arte Popular i Mexico By
Seks hætteklædte mænd bærer Langfredag en opstilling med den korstede Jesus og hans mor. Lige foran denne gruppe og lige bag den går lignende grupper med deres korsfæstede. De bærende har alle hætter over hovedet, men de enkelte grupper har valgt forskellige hættefarver. Sammen udgør de en lang og kulørt procession ad gågaden i Oaxaca, hvor der hverken lyder musik eller sang, blot nogle taktfaste trommeslag et eller andet sted i det fjerne samt mumlen i mængden. Stemningen er tung. Langfredag er en bitter dag…
Meget stor judasfigur af bemalet papmache med fyrværkeri monteret direkte på figuren. Udstillet Museo de Arte Popular i Mexico By
Bemalet papmachefigur udstillet Museo de Arte Popular i Mexico By. Den kan kaldes en judasfigur dog uden fyrværkeri, men også en alebrijes, som i dag oftest er bemalede træfigurer. Men den første der brugte ordet siges at have været Pedro Linares Lópes, der i Mexico By levede af at lave judasfigurer af papmache, piñatas og masker. Engang han blev syg og skreg i febervildelse alebrijes! Ingen kendte ordet, men bagefter fortalte han om et mareridt med flyvende æsler, haner med horn og løver med ørnehoveder. Et kunsthåndværk var ved at mutere
Frida Kahlo og Diego Rivera elskede fest og farver – og groteske papmachefigurer hørte med. De inviterede papmachekunstnere til samarbejde, og papmachefigurer optræder i Riveras malerier. I deres Casa Azul i Coyoacán i Mexico By hænger papmachefigurer som kunne være blevet judasfigurer. Her er de uden fyrværkeri 
Papmachefigur i Casa Azul i Coyoacán i Mexico By
Papmachefigur i Casa Azul i Coyoacán i Mexico By
Ramme med fyrværkeri og tændsnore – men uden judasfigur. Anonymt værk fra 2004 lavet i Chilapa i delstaten Guerrero og udstillet på Museo de Arte Popular i Mexico By
Mand med hjemmelavet fyrværkeri. Et dias jeg tog under min første Mexicorejse i 1983 i Guatlixco i udkanten af Cuautla i delstaten Morelos
Mand med metalramme forbereder fyrværkeri i Oaxaca. I 1957 eksploderede et stort fyrværkerilager i Mexico By. Katastrofen udløste skrappe lovkrav, der næsten tog livet af den folkelige påskelørdagsfest. Meningen var jo at Judas skulle sprænges i stumper – og ikke tilskuerne
Antændt fyrværkeri på ramme, der skulle have siddet højt og drejet rundt, er faldet ned på gaden i Oaxaca…
…og det brænder videre og drejer videre
Fyrværkeri lavet af krudt og gamle aviser i Oaxaca
En næsten udbrændt Judasfigur hænger tilbage ved Plaza Santo Domingo i Mexico By. Tultepec lidt nord for Mexico By har i 200 år været centrum for fyrværkeriproduktion og mere end halvdelen af byens befolkning er direkte eller indirekte beskæftiget i produktionen. Trods skærpede lovkrav var der eksplosionsulykker i 2005 og 2006. I 2016 kostede en eksplosion på byens marked 42 mennesker livet
Betjente i Mexico By skal holde øje med meget. De strammede regler har vist mindsket anvendelsen af fyrværkeri
Påskelørdag blev en anderledes judasfigur hængt op over indgangen til kirken i Zinacantán i delstaten Chiapas: En mand med hat, slips og en flaske Bacardi-rom
Med overskæg, hat og krydsede patronbælter over brystet ligner denne papmachefigur en frihedskæmper fra Den mexicanske Revolution. Figuren er næppe ment satirisk, nærmere som en hyldest til oprørere
Kort før De Dødes Dag og måneder før påskelørdag udstilles flere hundrede store papmachefigurer på Zócaloen i Mexico By. Efter et par dage køres figurerne ledsaget af klovne, musikere og politifolk samt masser af interesserede ad Paseo de la Reforma. Kun enkelte kunstnere griber til de klassiske kranier og skeletter; de fleste er inspireret af alebrijes fantastiske udtryk, og udstillingen er da også tilegnet Pedro Linares Lópes, skaberen af de første alebrijes. Zócaloen med domkirken, det gamle pantelånerhus og Nationalpaladset er en perfekt ramme for udstillingen
En skeletteret fodboldspiller brændte af den originale Miguelito, som er en grydeklar sød chiliblanding
Murmaleri i i delstaten Oaxaca: en kvinde løber med et stativ der almindeligvis er beklædt med skind og forsynet med horn samt brændende fyrværkeri. Oftest er det mænd der tager Danza del Torito skjult af toritos, en lille tyr, men stillehavsbyen Tehuantepec er andeledes end det øvrige Mexico hvad kønspolitik angår
Optræden med ild i mørket ved kirkegården i Pátzcuaro i delstaten Michoacán på De Dødes Dag
Domkirken i Mexico By belyst med lilla lys i anledning af De Dødes Dag
Fyrværkeri og mexicanske flag som afslutning på et stort show i Akumal i delstaten Quintana Roo

***

Fyrværkeri kan være vidt forskelligt. Som regel øjeåbnende. Sommetider øredøvende. PISSSSSTBOMMMM.

Påskelørdag er der mulighed for at opleve fyrværkeri af en ganske særlig art. Forinden har to grupper kunsthåndværkere samarbejdet tæt om at skabe sprængfarlige judasfigurer. Flere meter høje papmachefigurer, der udstyres med fyrværkeri, som skal antændes trin for trin, så publikum kan følge figurens lemlæstelse. Judasfigurer købes hos juderos; nogle vælger en figur, de synes, er sjov, mens andre foretrækker en, som forestiller en hadefigur.

Navnet på figuren henviser til Judas Iskariot, den af Jesus disciple, som ifølge Mattæus-evangeliet bevidst havde forrådt Jesus, og som modtog tredive sølvpenge for bagefter at gå hen og hænge sig. Ifølge Apostlenes Gerninger styrtede han på hovedet ned og sprængtes, så alle hans indvolde væltede ud. I 2006 blev et Judas-evangelium offentliggjort – som de kristne kirker havde undertrykt som kættersk – og der fremstår Judas som den eneste, der fuldt forstod Jesus og hjalp ham med at slippe fri af den menneskelige krop. Men den forståelse havde altså været holdt hemmelig for de allerfleste for det gjaldt om at holde fast i fjendebilledet.

Ceremonielt hører de eksploderende judasfigurer til mellem Langfredag, hvor Jesus gang til korsfæstelsen på Golgatha mindes ved, at en legemsstor Jesus-figur bæres gennem gaderne, og Påskedag, hvor Kristus fejres: Det er altså Påskelørdag, at judasfigurer slæbes til en central plads i byen, ledsaget af masser af tilskuere, der larmer SKRATSKRATSKRAT med matracas, store skralder af træ. Stemningen er fuldstændig blottet for det religiøse tungsind, som prægede langfredagens processioner. Påskelørdag er løssluppen og fandenivoldsk. HAHAHIHIHAHA. Satirisk og sarkastisk. Opgøret med forræderen Judas hvisler, taler og råber til helt andre sider i vor underbevidsthed. Påskelørdag repræsenterer noget sekulært, netop som den hellige uge er ved at kulminere: Endelig brydes fastens tavshed og tungsind.

Det var spanierne, der begyndte at brænde figurer. Ifølge én overlevering skyldes traditionen Inkvisitionen, den kirkelige domstol. Hvis en anklaget døde for hurtigt under tortur, dvs. inden bødlerne mente at have tvunget djævlen ud af den anklagede, så kunne afbrændingen af en træfigur gøre det ud for den store renselse. Ifølge en anden overlevering var det figurer med inkvisitorens træk, der blev brændt som satirisk protest mod hans virke. Der er et element af folkeligt karneval over afbrændingen, som hverken var sanktioneret af kirke eller stat: For en tid vendte folket op og ned på samfundsordenen. Men traditionen har altså en dobbelt rod. Måske flere.

Før spaniernes erobring af Mexico havde aztekerne et veludviklet forhold til ofringer, som for dem var en forudsætning for livets fortsættelse. Masser af hjerter var blevet flået ud af menneskekroppe for at give guderne blodofre, og det var i et udvalgt menneskes brysthule, at en gnist skulle tænde den nye ild hvert 52. år.

I 1800-tallet udviklede afbrændingen sig til årets måske mest populære fest i Mexico; nogle antropologer karakteriserer Judas-afbrændingen som den mest mexicanske fest.

Som anvendt papirkunst er judasfiguren altså mest vellykket, når den ligger sprængt i stumper og stykker, når krudtstanken river i næsen, og bragene stadig får det til at ringe for ørene.

Mange judasfigurer forestiller djævlen; ifølge Lukas-evangeliet fór Satan i Judas. Derfor bygger papmachemageren en flere meter høj skeletkrop af vidjer og bambuspinde, beklæder den med papir, forsyner den med djævlehorn, maler kroppen knaldrød, hornene sorte og munden storgrinende. Judasfigurer kan være malet i andre farver, men bemalingen er altid grov: Han var være grim som ind i helevede.

Nogle judasfigurer udformes, så de ligner skeletter, ribbenene er ikke bare malet uden på kroppen, men er formet af papmachemageren. Disse calaveras henviser til Apostlenes Gerninger: indvoldene er allerede væltet ud.

Fyrværkeren, el cohetero, forsyner figuren med fyrværkeri, som han forbinder med tændsnore: Først skal det ene ben eksplodere PISTBUM og så det andet PISTBUM, derefter den ene arm PISTBUMBUM og derpå den anden RRRPIST, hvorefter den resterende torso og til sidst skal hovedet bortsprænges PIIIISSSSBUMBUMBUM BUM.

På pladsen foran kirken, højt over de sammenstimlede menneskemasser, hænges judasfiguren i et tov fra et stillads eller en kranvogn. Figuren skal hænge frit, så den kan dreje som følge af det eksploderende fyrværkeri. Bevægelsen skal efterligne et menneske i dødskramper. Interessant er også menneskemylderet, hvor alle er jævnbyrdige. Det religiøse hierarki med præster og biskop som bindeled til Gudfader er gået totalt i opløsning. Kun fyrværkeren med tændstikkerne er lidt mere end alle andre.

Påskelørdag er det ikke blot Judas, der bliver sprængt i stumper og stykker. Det er selve begrebet forræderen, der står for skud, og det giver mexicanere mulighed for at spille med deres satiriske muskler over for dem, de synes, har optrådt forræderisk. Derfor kan man købe judasfigurer, der har slående lighed med landets korrupte politikere, udspekulerede spekulanter, uduelige fodbolddommere og andre, der har gjort sig fortjent til at blive hængt ud.

I dag siges det, at de pågældende føler sig smigret over denne særstatus: Så er man da noget! Men sådan har det ikke altid været. Mexicos ‘evindelige diktator’, general Santa Anna forsøgte at stoppe denne form for folkelig protest ved i 1853 at udstede et dekret om, at judasfigurer, der fremtrådte som standspersoner – eller som kunne identificeres som enkeltpersoner – hverken måtte sælges eller fyres af. Dekretet kom umiddelbart efter, at folk havde afbrændt en figur, man sagde, havde en vis lighed med selveste diktatoren.

Skal straks forbydes! Straks! Nu!

PIIISSSSTTT KAPOW PUF.

(Uddrag af siderne 109-115 i Mikael Witte: Kunsthåndværk i Mexico, KLIM i 2011. 255 sider, rigt ill i farver)

Alle fotos: Mikael Witte

One Comment Tilføj dine

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s