En tørret, halv kalabas kan blive en ideel skål. På markeder kan sådan en bemalet jicara, som har vokset på et træ, købes eller den bruges i en af markedets madboder ved servering af atole, en mexicansk drik lavet af majs, sukkerrør, frugt, krydderier og vand eller mælkSvaneunger på bagsiden af samme skål købt i det centrale mercado i OaxacaEn kalabas som denne er vokset som etårig grøntsag. Den åbnes ved, at låget forsigtigt skæres af. En stump af stilken bliver siddende på låget, så det senere bliver nemt at tage af. Forsigtigt fjernes frugtkødet og under tørringen følges låg og beholder ad, for kun de to passer perfekt sammen. Efter tørring og pudsning kan kalabassen bemales og siden bruges til opbevaring af småtterier, sygrej eller smykkerKalabasser på et kunsthåndværkmarked i Mexico By. Bemalingen af en kalabas er en langstrakt proces, for maleren maler flere gange, skraber og skærer også motiver i malingen for at slippe fugle, sommerfugle og springende langører fri. Indimellem skal malingen tørre, så kunsthåndværkeren har mange kalabasser i gang på samme tid. Overfladen på disse kalabasser er lidt læderagtig. Tidligere arbejdede man med voks og tyktflydende lakker, men idag bruges acrylfarver, og det siges at det går ud over holdbarheden Den blomsterdekorerede er malet med lak, der giver en blank og hård overflade. Lakarbejder kaldes laca, esmalte, barniz eller maqueFin lille kalabas, låget passer perfekt og den dekorative bort er malet omhyggeligt med blanke lakker. Karakteristisk for denne type er den fjerlignende bortKalabasserne kan bruges til opbevaring eller når man skal skylle håret efter man har vasket det. De er sat til salg på markedet i San Cristobal de las Casas i delstaten ChiapasSamme type kalabasser, men før de tørrede blev de dekoreret med kniv. Luksusudgave når man skal skylle håret. Også de er set på markedet i San Cristobal de las Casas i delstaten ChiapasFlaskegræskar, guajes, kan bruges som flaske når man skal arbejde i marken. Med en snor om flaskens liv kan den følge arbejderen dagen igennemNogle kalabastyper inviterer til at blive raslet med. De skal blot tørres og males, så har man en perfekt maracasFlaskegræskar kan også bemales, men så bliver de næppe taget med på markarbejde. Set på et kunsthåndværkmarked i Mexico ByEt meget eksklusivt flaskegræskar er tørret, pudset adskillige gange, gnedet med en olie af kogte insekter, bemalet og endelig belagt med 23½ karat bladguld. I Pátzcuaro i delstaten Michoacán er denne teknik blevet forfinetTræbakke der er blevet pudset med sandpapir, gnedet med olie af kogte insekter, bemalet efter asiatiske lakteknikker: Afslutningsvis lægges guldet. Set i Pátzcuaro i delstaten MichoacánDette serveringsfad er blevet til på samme måde på værkstedet i Pátzcuaro i delstaten MichoacánOgså fra Pátzcuaro i delstaten Michoacán. Inspirationen til påfuglefadet kan være kommet fra Østen. Mexico var forbundet med Østen, idet den spanske konge ikke bare herskede over størstedelen af Amerika men også over Filipinerne. Mange varer derfra blev sejlet over Stillehavet til Mexico, blev transporteret over land og derpå sejlet til Spanien. Ikke bare varer men også ideer, kunsthåndværk og teknik kom således fra Kina, Japan og Filipinerne til mexicanerne. Nogle missionærer satte indianere til at arbejde med de asiatiske teknikkerI Chiapa de Corzo i delstaten Chiapas malede kvinden store blomster på fade. Hun sagde at de kunne bruges som vaskefade; de anvendte kalabasser kaldte hun pumpos hhv. calhúDe åbnede, rensede og tørrede kalabasser grundes med lyserødt indvendig og lakeres sort udvendigIndvendig males kalabasserne knaldrøde og udvendig fingermales den sorte bund med klare farverFlaskegræskar dekoreres med blomster og kan bruges til, …nå ja til blomster En halveret kalabas er dekoreret med tusinder af små glasperler i fine mønstre: Sol, fjer, dyr. Omhyggeligt sættes glasperlerne i en limbund. Denne er lavet af Santos Lopez Ramirez, en huichol-indianer i delstaten Nayarit. Den slags skåle har ingen egentlig brugsfunktion men er oprindelig af religiøs art. Jeg har købt den i San Cristobal de las Casas i delstaten ChiapasDisse æsker kaldes baúl og laves gerne af parfumelugtende linaloe-træ. Fint snedkerarbejde bemales med samme teknik som kalabasser: flere lag maling hvor der også skrabes i lagene. Set på et kunsthåndværkmarked i Mexico BySmå opbevaringsæsker…og en lidt større. Set på et kunsthåndværkmarked i Mexico BySekskantet æske med betuttede. Set i Pátzcuaro i delstaten MichoacánKasser med udskæringer. Set i Pátzcuaro i delstaten MichoacánVældigt lakerede skabe og kasser. Set i Pátzcuaro i delstaten MichoacánDe mest udbredte: små kalabasser til småtterier – flot dekoreret i forskellige teknikker
***
Det er del af civilisationens historie, at mennesker finder beholdere til transport. Problemet var og er, at selve beholderen vejer, og derfor har mennesker ledt efter lette, men tilstrækkelig stærke beholdere.
Calabaza er i Mexico en fællesbetegnelse for en række græskarlignende frugter – agurk, squash, melon og selvfølgelig græskar. De er etårige, indeholder frø og sætter hurtigt frugt med en læderagtig skal – nogle er små som bordtennisbolde og andre høje som mænd og med en vægt omkring en halv ton! De fleste er dog i mellemstørrelsen: 20-40 cm.
Selvom de fleste kalabasser stammer fra etårige planter, så høster mexicanere også kalabasser fra træer. Træets blomsterknopper skyder direkte ud fra stammen og større grene. Det samme gør frugterne i løbet af det halve år, det tager dem at vokse sig op til 25 cm i diameter.
Begge slags frugter kan blive stærke og lette beholdere. Deres forskellige former afgør, om de bliver til jicaras, kopper, skåle, øser, drikkeflasker, lampeskærme, bordpynt eller bearbejdes til legetøj eller musikinstrumenter. Guajes, flaskegræskar med to bobler og spids, der kan skæres af og blive til åbning, er velegnet som vandbeholder for den, der skal knokle i marken. En snor bundet om beholderen kan ikke glide af, så man kan hele tiden have vand ved hånden. Det er en naturens feltflaske.
Kalabasser er blevet brugt verden over, og i Mexico for 7.000 år siden. Selvom mange har gjort brug af dem, så tilskrives opfindelsen huichol-indianere, hvis efterkommere lever i delstaterne Jalisco og Nayarit. Kalabasserne inspirerede tilsyneladende de former, den første keramik fik. Det er et udbredt fænomen, at gamle former genskabes i nye materialer.
De modne kalabasser høstes, åbnes og tømmes for frugtkød, som kan tilberedes på forskellig vis og spises. Hvis kalabassen skal bruges som beholder, er der flere muligheder. Først vaskes og renses den for jord og skidt. Mens den endnu er frisk, kan håndværkeren skitsere et motiv på den og snitte det med en lille, kort og skarp kniv i dens yderste, læderagitige overflade; det kan være dyre- og plantemotiver, men der snittes også geometriske mønstre. Den høstede frugt er grønlig, men dér, hvor håndværkeren har skåret sit motiv, ses et lysere lag. Hvis kalabassen skal bruges som en åben beholder, så halveres den, når udsmykningen er færdigskåret, tømmes for indhold og stilles til tørre. Den grønne skal vil antage en mørkere brun farve og det udskårne vil blive lysebrunt. Mange overskårne kalabasser bruges som skylleskåle ved hårvask.
Andre kalabasser vaskes, skæres op, tømmes for kød og kerner, og skallen tørres. Når den er gennemtør, kan den bemales af kalabasmaleren, pintor de jicaras. Bemalingen gør dem mere holdbare; kalabassen er jo en brugsgenstand. Ofte er motivet en svane på en blå sø, og den males på begge sider af kalabassen med knalrød kant.
En mindre skål vil hyppigt blive brugt til at drikke af, mens en i mellemstørrelse kan bruges til at holde tortillas varme, hvis man lægger et klæde over.
Nogle kalabasser åbnes ved, at låget skæres af
(Uddrag af siderne 117-121 i Mikael Witte: Kunsthåndværk i Mexico, KLIM i 2011. 255 sider, rigt ill i farver)
MIKAEL WITTE 
One Comment Tilføj dine