KERAMIK – potter, fade og kæmpeananas fra Mexico

Kæmpeananas i Hotel Majestic ved Zócaloen i Mexico By
Barro verde, grønglaseret potte, til køkkenbrug i Oaxaca
Grønglaserede lergryder i Oaxaca
Grønglaserede kander og krus i Oaxaca
Grønglaserede salsaskåle med dyrehoveder i Oaxaca
Valente Nieto Real (1929-2010) formede en potte af ler med hænderne på familieværkstedet
i San Bartolo Coyotepec i Oaxaca
Valente glittede en tørret krukke med et stykke rosenkvarts
En fin krukke har stået til tørre i et par timer hvorefter hulmønsteret er skåret. Efter gennemtørringen er krukken blevet glittet med rosenkvarts, brændt og så er barro negro-krukken klar. Af indlysende grunde kan den ikke holde vand
I barro negro-teknikken laves også figurer som Mexicos eneste etniske indianer, der er blevet valgt som republikkens præsiden, Benito Juárez
Hvis man brænder barro negro to gange, så kan genstanden holde tæt. I Oaxaca kan man købe mezcal i kuglerunde beholdere af gråt ler. Nogle mezcalflasker, chango mezcaleros, udformes som aber. Efter dobbeltbrændingen er den blevet bemalet
Keramiker i Puebla drejer krus på en drejeskive
Kollegaen begitter den forglødede lergenstand:
Lige nu ser det gråt ud, men når genstanden er blevet brændt, træder farven flot frem
Så er servicet brændt og klar til salg. I Puebla mødtes kinesisk porcelæn og det blå arabisk-spansk inspirerede talavera. Det blå bånd rundt om kloden blev knyttet i Mexico. Dekorative svaler, fugl føniks og bladornamentik minder stadig om talaveras oprindelse
 
Fad
Urne kaldes sådan en dekorativ lågkrukke. De er populære som udsmykning og har træk fra kinesisk porcelæn. Set i butik mellem Tulum og Cobá i delstaten Quintana Roo
Mageløst i Puebla er Casa de los Muñecas, Dukkernes Hus, bygget i slutningen af 1700-tallet. Det fortælles at udsmykningen er satire over ejerens fjender, men den illustrerer nærmere den klassiske mytologi: Kæmpen, der beskyttende bærer et lille barn, er befrieren Herkules
Flisevæg med fiskebassin i Puebla
Berømt i Mexico By er Casa de los Azulejos, Huset med Fliserne. Huset blev påbegyndt i slutningen af 1500-tallet, beklædt med fliser i 1737 og blev i begyndelsen af det 20. århundrede købt af de amerikanske Sanborn-brødre. Stedet hvor man spiser morgenmad
Skal man bare have nye fliser i køkkenet, så kan de også købes. Set i butik i Tulum i delstaten Quintana Roo
Kæmpeananas på hotel i Morelia i delstaten Michoacán
Dette lille kæmpeananas er et konkurrecebidrag i Pátzcuaro i delstaten Michoacán
Mange små kæmpeananas drejes op og dekoreres. Efter tørring skal de forglødes og glaseres: mørkegrøn, blå, brun, gul eller cremet og derpå brændes anden gang. Oftest bliver ananassen kun glaseret i en enkelt farve.
Set i Morelia i delstaten Michoacán
Kæmpekrukker skal med i konkurrece i Pátzcuaro i delstaten Michoacán
Dekoreret keramisk fad på et værksted i Tzintzuntzan i delstaten Michoacán
I delstaten Michoacán dyrker man også flotte, velvoksne peberfrugter. De kan måle mellem 20 cm og 1 meter i højden, er formet af ler og fremstår i naturens farver, men er bare til pynt
Firkantet, dekoreret håndvask fra Puebla. Set i butik mellem Tulum og Cobá i delstaten Quintana Roo
Festligt toilet fra Puebla. Set i butik mellem Tulum og Cobá i delstaten Quintana Roo

***

Et par hænder kan være gode at drikke vand af, men skal vandet transporteres, så må der findes bedre løsninger. En udhulet kalabas kan rumme vand, men på et tidspunkt bliver den utæt; lettest er at skifte den ud, men man kan også tætne den med lidt ler, man har taget ved vandløbet. Lapperiet kan fortsætte og inspirere til at genskabe formen i ler. En dag kan beholderen blive glemt ved bålet, og den bliver hårdere, efter den har været tæt på ilden.Måske keramik blev opfundet efter at en lappet beholder var brændt, og leret lå tilbage som en skal. En ny opfindelse, som gjorde livet lettere for jægere og samlere; nomader kunne blive fastboende, og det kom til at ændre samfundsopbygningen.

Opdagelsen af, at brændt ler er hårdt, kan også være sket efter en skovbrand. Mexicos ældste lertøj er fundet i Chiapa de Corzo i delstaten Chiapas, og arkæologer anslår, det er 3.500 år gammelt – hvilket er ungt, når man sammenligner med verdens øvrige såkaldt store civilisationer og med mexicanernes brug af kalabasser.

Spanierne mødte en veludviklet pottemagertradition i Mexico, men de tilførte mindst tre ting til håndværket: drejebænke, glasurer og ovne. Plus stilelementer. I dag udgør keramikken en væsentlig del af mexicansk kunsthåndværk, og der produceres uanede mængder, mest til praktisk brug, men også til pynt.

Meget keramik fremstilles på samme måde, som den gjorde før den spanske erobring. Pottemageren anvender groft ler, og varerne kan formes i hånden ved hjælp af pølseteknikken, hvor en lerpølse presses tæt til bunden. Således snos emnet op, samtidig med at formen glattes. Potten hviler på en lille plade, som balancerer på bunden af en gammel potte, så pottemageren nemt kan rotere emnet – dette er ikke en drejebænk, der skal sparkes, men nærmest en kavalet.

Når den færdigformede genstand er gennemtør, kan den dyppes i glasur, tørres igen og brændes. I dele af delstaten Oaxaca er glasuren af samme slags kobberoxid som den, spanierne introducerede i Mexico for knap 500 år siden – og som for 4.000 år siden var blevet anvendt i Mellemøsten.

Sådan fremstiller oaxaca-pottemagere småskåle, der bruges til salsa, saucer af forskellig styrke bestående af chili, tomat, løg og persille. Pottemageren former også større lerfade og krukker til at koge i. Det meste af den grønglaserede keramik er køkkenudstyr; glaserede genstande er tættere og lettere at rengøre end uglaserede. Det har været debatteret, om bly fra glasuren kan gå i forbindelse med madvarer.

Størstedelen af den grønglaserede keramik produceres i landsbyen Santa María Atzompa i delstaten Oaxaca; omkring 100 af landsbyens familier producerer keramikken.

I delstaten Oaxaca fremstilles også barro negro, sort keramik. Landsbyen San Bartolo Coyotepec, som i dag er opslugt af storbyen Oaxaca, er kendt for sin sorte keramik, og Doña Rosa Real de Nieto blev internationalt berømmet for at videreudvikle den. Hendes arbejde fortsættes af hendes søn og efterkommere – der omfatter fire familier – på pottemagerværkstedet, alfarería, der bærer hendes navn.

Sønnen Valente former en klump ler konisk og presser tommelfingrene dybere i den mørke klump for at trække formen op. Så sætter han sig på en lav skammel og placerer klumpen foran sig på en træplade, der kan rotere på bunden af en anden krukke, alt imens hans våde hænder bearbejder leret. Med højre hånd og en stump træ glatter han krukken indvendigt. Derefter lægger han en pølse omkring toppen og med få bevægelser er den både blevet presset fast, glattet og formet som tud på det, der er ved at blive en kande. Det er næsten, som om kanden vokser frem af sig selv mellem fingrene på ham, alt imens han taler. Med fortsat lukkede øjne roder Valente igen blandt sine træpinde og påbegynder en dekoraion, som han stikker ud i leret. Overfladen skal tørre mere læderagtigt, før mønstrene kan skæres, siger han og sætter kanden fra sig.

I stedet finder Valente en tør krukke frem og lover at vise, hvad hans mor fandt på i 1952: Op af lommen fisker han en lille, rosa kvartssten. Man skal lægge kræfter i for at få overfladen glat, men ikke for mange, for så bliver genstanden skæv eller knækker. Vigtigt er altså, at leret har den rette konsistens, udlægger han sin mors opfindelse. Det er glatningen med denne sten, der gør den store forskel.

Glitteteknikken var også blevet anvendt i andre indianske kulturer før spaniernes erobring – og i Danmark ved produktion af jydepotter. Men Rosa satte med teknikken sit præg på keramikken i nyere tid.

Til udskæringen af mønstre bruges knive med forskellige profiler – under udskæringen er leret så hårdt, at formen ikke falder sammen, og så blødt, at man kan skære i det. Det er en hårfin balance. Efter gennemtørringen skal leret brændes. Brændingen foregår i en stensat ovn, der er bygget i en fordybning i gården; ad en kort trappe kan man komme til nedefra og stable lervarerne. Brændet lægges øverst, og når bålet blusser godt, dækkes det med jord; sådan en milebrænding er iltfattig. Istedet for CO2 dannes dannes næsten kun CO, og denne ufuldstændige brænding giver lervarerne deres sorte karakter. Lerets sorte kulør opstår altså kemisk – det er ikke sod. Barro negro forbliver uglaseret.

Da byens keramikere er specialister i at skære mønstre gennem leret, fremstiller de især vaser af forskellig størrelse til tørrede blomster samt lamper til el og stearinlys, hvor lyset kan skinne ignnem. Den sorte keramik bliver nemlig ikke vandtæt, og det skyldes ikke blot det udskårne mønster, men også den lave forglødningstemperatur.

I 1531 blev byen Puebla grundlagt og spanierne gik straks i gang medf at bygge kirker og klostre for at de besejrede indianere, der i den nærliggende storby Cholula havde rejst verdens største pyramide, skulle se, hvad kristendommen kunne præstere. Til deres byggerier skulle spanierne bruge masser af mursten og glaserede tagsten. Senere fulgte en omfattende produktion af fliser og kakler til storkøkkener, større og mindre private palæer samt store mængder brugsgenstande til alt, hvad der havde med mad at gøre. Antropologer har talt om Pueblas kulinariske arkitektur: De smukke glasurer skulle forstærke madens kulører og yderligere styrke måltidets fællesskab.

I slutningen af 1500-tallet kom flere spanske pottemagere til Puebla. Pottemagernes glaseringsteknik havde rødder i Spaniens islamiske fortid: Udsmykningen var ornamental og karakteristisk ved sin blå koboltdekoration: den nærmest løftede sig over den lyse bund, som både skyldtes det hvidlige kaolin-ler og en bundglasur, der indeholdt tin. Pottemagerne kom fra Talavera de la Reina i Spanien og derfor kaldte de keramikken talavera. Andre kom fra Mallorca, og de kaldte keramikken majolica.

Efterhånden benyttede pottemagerne også glasurer, der gav gule, røde, brune, sorte farver. De lod sig inspirere af italienske fajancemagere, og sådan skiftede stilen. De mange ekstra kulører nærmest kaldte på storblomstrende motiver, og siden dukkede dyr og menneskeskikkelser op.

Talavera blev det første mexicanske kunsthåndværk, der blev eksporteret i stor stil. Men efterhånden blev det ikke bare produceret i Puebla; selvom varerne blev vidt forskellige, så blev mange keramiske produkter alligevel betegnet som talavera fra Puebla.

Byen Puebla er også berømt for sine håndmalede kakler, azulejos, navnet kan være afledt af det arabiske ord azzuleich, små, polerede sten, eller af azul, det spanske ord for blå. Disse kakler blev brugt til facadebeklædning af fleretagers huse: Man beskyttede murværket og gav husene en flot hud, og ejerne kappedes for at imponere. Almindeligvis skete det med varierende mønsterfliser, petatitillos, opkaldt efter mexicanernes vævede sovemåtte.

I begyndelsen af 1930’erne lavede Elisa Madrigal Martínez angiveligt den første kæmpeananas som ponchera, en punch-skål. Kæmpeananas laves ved at leret rulles ud som en stor plade af jævn tykkelse og presses ind i en rund gipsform af ønskelig størrelse. Derefter kan keramikeren dekorere  overfladen med det systematisk spiddende ananasmønster. Der skal også laves et låg med strittende blade. En kæmpeananas kan måle 2 meter i højden, og det tager en uge at udforme sådan en. De fleste er dog mindre, men altid større end naturens egne frugter.

(Uddrag af siderne 123-137 i Mikael Witte: Kunsthåndværk i Mexico, KLIM i 2011. 255 sider, rigt ill i farver)

Alle fotos: Mikael Witte

One Comment Tilføj dine

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s