***

Árboles de la vida, livstræer, er et af de mest forrygende symboler på Mexico. Håndlavet, detaljerigt og i alle mesterlige farver kan det fremstille livet fra vugge til grav. Hyppigt er det forsynet med religiøse symboler, men ofte også med hverdagens motiver. I 1970’erne bestilte Mexicos præsident 52 livstræer, som skulle placeres i verdens vigtigste ambassader. Det var med til at gøre livstræer til symbol på Mexico.

Moderne livstræer opstod i Metepec i delstaten Mexico i slutningen af 1930’erne. Det skete, da Modesta Fernández Mata opgav at producere de fløjter af ler i form af heste, løver og kaniner, som hun hidtil havde suppleret familiens indtægter med. I 1937 fik hun nemlig besøg af den store murmaler Diego Rivera, der i sin søgen efter det mexicanske købte nogle af hendes figurer og tilskyndede hende til at lave en fremstilling af Adam og Eva. Måske han forestillede sig at kunne forbinde den mexicanske keramik med det ældste: Tiden omkring det bibelske syndefald. Måske han ville føre kunsten hen over de mange kristne fremstillinger. Og måske fantaserede han sig bare til, hvordan Modesta skulle forme de første, lystfyldte mennesker i Paradis. I al fald fulgte hun hans opfordring, æltede det våde ler, skabte sine første mennesker og lod den fristende slange slynge sig om en søjlestamme.

Og hun fortsatte med at forme livstræer, hvor hun genskabte andre af Biblens historier. Med en voksende børneflok omkring sig blev der hurtigt formet masser af blade og blomster, helgener, mennesker og dyr. Træerne måtte vokse. Stadig flere figurer krævede flere grene, og livstræet blev bærende i takt med denne detaljerigdom. Efterhånden blev træerne også forsynet med holdere til stearinlys, og flere grene kunne bære endnu flere lys og figurer. Faktisk var det bare et spørgsmål om ler, tid og penge. Familiens børn voksede også, og efterhånden udviklede de deres forestillinger om, hvordan mange løse figurer skulle tage sig ud.

Den bærende struktur i et livstræ er selve træet, der rejser sig fra en flad base. I naturen er et træ tredimensionalt, men et livstræ er at sammenligne med et spaliertræ: det har en forside med hele udsmykningen, og en bagside der er beregnet til at stå ind mod en væg. Livstræer udformes kun sjældent som en skulptur, der egner sig til at gå rundt om og blive betragtet fra alle sider.

Hvis træet skal være meget stort – og keramikerne overskred metergrænsen i midten af 1960’erne, det var først og fremmest et spørgsmål om ovnens størrelse – så kan det laves i flere dele, som samles med ståltrådsbindinger efter brændingen. Træet udformes med grene, kviste og blade. De større menneske- og dyrefigurer, som er så afgørende for, at resultatet bliver levende, laves som løse figurerog fæstnes med et stykke ståltråd. Den anden ende af ståltråden presses ind i træet. Denne monteringsteknik med masser af ler på ståltråd giver livstræet en relativ lethed. Mange keramikere arbejder også med huller i det formede bladhang for at give træet lethed.

Når lerdelene er forglødet, skal de males hvide, for at den efterfølgende bemaling kan fremstå lysende. Oprindelig benyttede man jordfarver, senere gik man over til anilinfarver, men i dag bruges almindeligvis acrylfarver. Der kan man få de mest skrigende farver. Acrylfarver er mest holdbare; livstræer bør dog beskyttes mod stærk, direkte sollys, mod regn og frost. Nogle keramikere undlader at bemale deres livstræ. I stedet former de træ og figurer af forskellig slags ler og udnytter lerets nuancer.

I livstræer ses som regel Adam, Eva og slangen. Andre figurer kan forestille bibelske personer eller virkeligt eksisterende mennesker, for eksempel den, derhar bestilt og betalt for træet. Og nogle steder genfindes personer fra den mexicanske historie eller romanfigurer. Man kan også se håndværkere, kunsthåndværkere eller kunstnere, der får deres livshistorie genfortalt. I nogle livstræer ses mennesker med mobiltelefon under flyvemaskiners vinger. Andre befolkes af skeletter, der lever deres helt eget liv med os levende som tilskuere.

Meget af den figurlige keramik, der fremstilles i dag, har religiøse undertoner. Den skabes ikke til kirkerne, men til private hjem, hvor det religiøse også har sin plads.

På markeder i delstaten Chiapas sælger tzotzilindianere fra bjergene omkring San Cristóbal de las Casas 30 cm høje figurer af brændt, rødt ler forestillende pukkelryggede okser med  eller uden mand – men altid med huller til lys. Disse hellige dyr kan placeres på hjemmealteret, men de kan også findes i kirker; almindeligvis står de to og to på gulvet under et sidealter.

Indianerne følger ikke hele den romersk-katolske æstetik; for indianerne har okserne intet med evangelisten Lukas at gøre. Deres okse kan være blankglaseret, stå med enkle, brune og sorte dekorationer eller være malet hvid og dekoreret med sorte, røde og grønne linier. Forbindelsen til shamaismen er tydelig: Dyret laves ikke bare som lysestage, men tillægges magisk kraft.

Mexicos flotteste jaguarer håndformes og dekoreres i landsbyen Amatenango del Valle i delstaten Chiapas. Det er kvinder i deres knalrødt og solskinsgult broderede bluser, der er byens berømte keramikere.

Ud over potter fremstiller kvinderne i Amatenango duer, høns og jaguarer, som efter et par ugers tørring brændes nogle timer på åbne bål, hvor keramik og fyrretræsbrænde er stablet oven på hinanden; den brænding giver ikke så høje temperaturer som en lukket ovn, og lervarerne bliver derfor ikke så stærke, som de kunne, hvis silikaten smeltede.

Jaguarerne kan variere i størrelse mellem 15 cm og 150 cm over skuldrene og har tilsyneladende alle et afventende udtryk og livgivende, sort pletmønster. Udformningen af sådan et rovdyr kan tage mere end en uge. Langt hurtigere kan kvinderne modellere animalitos, alskens grå smådyr, som begittes med to brunlige kulører, og som børn sælger i gader og på restauranter.

Fra landsbyen Ocumichu i delstaten Michoacán kommer kvindelige keramikere, purépecha-indianere, der har formet 5-50 cm høje menneskelignende figurer, som er bemalet med hidsige acrylfarver: Mange forestiller velklædte kvinder og mænd, men også havfruer, der sidder til bords, samt djævle, der har lokket kvinder med i seng. En specialitet er dyrefigurer, som viser sig at udgøre låget på en keramisk beholder, der skjuler et elskende par.

(Uddrag af siderne 139-146 i Mikael Witte: Kunsthåndværk i Mexico, KLIM i 2011. 255 sider, rigt ill i farver)

Alle fotos: Mikael Witte