***

Før spanierne kom til Mexico, kendte indianerne intet til store dyr. Manglen på store dyr indebar også, at indianerne ikke havde læder til rådighed i større mængder – omvendt havde de jo heller ikke behov for læder til sadler og saddeltasker, som de ville kunne fylde med rigdomme. Indianerne jagtede dog dyr, hvis skind skulle afleveres som tribut til magthaverne.

De spanske conquistadorer sad højt til hest, så indianerne måtte anerkende det store dyr som magtens symbol. For at opretholde ordenen fik indianere forbud mod at eje heste, de måtte heller ikke ride på andres, men dog passe på dyrene; heste var forbeholdt dem med rent spansk blod.

Hest og læder blev bindeled til magt. Saddeltøj og grime udgjorde en vigtig del af de magtfuldes iscenesættelse; udsmykningen fulgte med den enkelte erobrer hjemme fra Spanien. Dér var stilen præget af maurerne, af islamisk kunst, og nu fik indianerne denne æstetik at se.

De efterfølgende kolonisatorer sejlede ikke bare flere heste fra Spanien til Mexico, men medbragte også køer, hvis afkom gav huder til læderproduktionen. I begyndelsen måtte læderet kun bruges til det mest nødvendige, for endnu var der kun få dyr, og læderet en mangelvare. Men stadig flere dyr blev sejlet over Atlanten, og de formerede sig. Læder blev dog fortsat kun brugt til det vigtigste.

Læder er satans stærkt. Tørt læder er hårdt som bare fanden. Tynde lædersnører kan svirpe og få blod til at strømme. Og læder har en særegen lugt: lugten af død. Magt. Undertrykkelse.

Men læder kan også gøres til det smidigste skind, der kan sys til de blødeste handsker og smukkeste støvler til den elskede.

Læderproduktionen nærmest eksploderede, da Mexico blev et betydningsfuldt kødproducerende land; læder var en værdifuld rest, når dyr blev slagtet.

Kejser Maximillian (1832-67) red gerne gennem Mexico By stadset ud som charro, mexicansk cowboy. I luxusudgave selvsagt. Sådan blev den mexicanske landlige beklædning – som bybefolkningen havde set ned på, hvis den overhovedet havde set den – populær i hovedstaden. Den unge kejser ville gerne være nationgenopbygger (halvdelen af landet var jo tabt til USA) og førte sig derfor ‘mexicansk’ frem. Han valgte et af mange mexicanske udtryk: I delstaten Jalisco levede få indianere, dér opdrættede rige haciendaejere meget kvæg, og det var fattige mestitzer, der stod for det hårde arbejde. Eneren til hest udtrykte maskulinitet – langt fra det faktiske, forfinede prinseliv. Således blev Maximilian stilskaber for hovedstadens overklasseunge, der nu også førte sig ‘folkeligt’  frem ved hestevæddeløb og tyrekampe. Denne længsel efter det landlige fortsatte samtidig med, at industrialiseringen var ved at ændre verden. 

Selvom Mexico oplevede en industrialisering, var der stadig masser af mexicanere, der brugte hesten som dagligt transportmiddel. Sådan er det den dag i dag; hesten bruges som ridedyr på marker og bjergskråninger, men ikke alle på landet rider, for mange har fortsat ikke råd til en hest endsige smukt seletøj.

Læderforarbejdningen i Mexico tog et opsving med hestesadlen. Den fremstilles der stadig mange af, og den indtager fortsat en ophøjet position. Når læderet er blevet garvet – en proces, der både skal fjerne hårene samt gøre læderet stærkt og blødt – bliver det skåret til og lagt over en træform, der er bygget til netop den hestetype, der skal bære den. Herefter kan læderet monteres.

De flotteste lædersadler laves og sælges i Colima i delstaten af samme navn; de bedste købes i butikker i forbindelse med værkstederne. Men de fleste lædersadler fremstilles i Mexico By og i Guadalajara i delstaten Jalisco.

I dag forarbejdes læder også til bukser, bælter, cigaretetuier, dametasker, frakker, hatte, jakker, kufferter, pistolhylstre, punge, rygsække, sandaler, skeder, sko, skoletasker, skrivebordsmapper, støvler, tegnebøger, veste.

Meget læder bliver mønsterpræget. Det foregår manuelt med forskellige profiljern og utallige hammerslag i det fugtede læders overflade. Selvom megen læderforarbejdning nødvendigvis er håndarbejde, så bruges der også maskiner til udskæring og bearbejdning. På de fleste værksteder er der sket en specialisering: En arbejder skærer det garvede læder til, andre samler delene, mens andre igen dekorerer og farver de næsten færdige varer.

Desuden bruges læderet som lærred: Med en elektrisk glødetråd tegner kunsthåndværkere dekorative motiver, som derefter bliver farvelagt.

Generelt gælder: Alt kunsthåndværk fremstilles i mange kvaliteter. Da meget af det, der fremstilles af læder, skal anvendes praktisk og ikke kun til pynt, vil jeg af egen erfaring nævne, at ikke alle sko og støvler, der bliver sat til salg, er af lige god kvalitet. Ikke alle par passer til hinanden!

(Uddrag af siderne 149-154 i Mikael Witte: Kunsthåndværk i Mexico, KLIM i 2011. 255 sider, rigt ill i farver)

Alle fotos: Mikael Witte