***

Den mentale maske er ikke en genstand skabt i hånden, kan altså ikke være et kunsthåndværk. Alligevel nævner jeg den for at kunne forstå de masker, der skabes med hænderne af ler, læder, træ og strå eller papmache. Masken er en fællesbetegnelse for det, man kan tage for sit ansigt, så andre ikke umiddelbart kan kende en; det spanske ord máscara betyder et ekstra ansigt. Når man tager en maske på, kan det være højtideligt rituelt eller skyldes løjer, som først kan slippes løs, når man skjuler sin identitet.

Masker er en af de kunsthåndværksmæssige genstande, der har haft størst samfundsmæssig betydning, og som måske virker stærkest, når man betragter dem isoleret. Der står man så: ansigt til ansigt med livets grimasser.

Det er påfaldende så mange masker, arkæologer har fundet under udgravninger af de store indianske civilisationer. Magtfulde mennesker blev gravsat med en maske, som kunne være belagt med jade eller turkiser, men næsten altid med opspilede øjne. Masken repræsenterede den døde, som nu skulle konfronteres med sine guder. Derfor de smukke sten og åbne øjne som hos mayakongen Pakal (603-683) i Palenque i delstaten Chiapas; dødsmasken af jademosaik er nu udstillet på Det antropologiske Museum i Mexico By.

Ved Monte Alban i delstaten Oaxaca er fundet maskeklædte lerfigurer. Umiddelbart kan de ligne gamle mænd med skæg, men ved nærmere eftersyn viser det sig at være figurer, der bærer masker. Måske de forestiller kvindelige præster klædt ceremonielt; sådan lyder en tolkning. Imponerende eksempler er udstillet på museet ved indgangen til det arkæologiske område og andre på Museo Regional de Oaxaca i det tidligere Santo Domingo-kloster midt i byen Oaxaca.

De spanske erobrere gjorde meget for at udslette indianernes kulturer, der blev betegnet som overtro og skulle udryddes, for at den sande kristendom kunne udbredes. For at overbevise indianerne indførte munke i 1538 maskedanse, som altså havde deres oprindelse i Europa, og som formede sig som genopførelser af kristne bud. Santiago, som også hedder Sankt Jakob og Ib, havde allerede i 834 hjulpet de kristne mod muslimerne; i Amerika blev han atter mobiliseret. Nu mod indianerne.

Måske disse missionsdanse vandt popularitet, fordi maskedanse havde del af indianernes oprindelige kultur: De indianske danse havde haft deres rituelle betydning; i dem blev den enkelte danser del af et større fællesskab. Dansene var lange, rytmiske og meditative. Masken skulle sløre den enkeltes identitet, masken blev et totem. Det var ikke som individ, men som repræsentant for fællesskabet, at en blev udvalgt til at danse. Den oprindelige indianske maskedans skabte fællesskab – i modsætning til præsternes danse, der skulle repræsentere ledefigurer med himmelvendte pegefingre.

Nogle indianere havde benyttet dyremasker for at komme til at ligne dyr. Sådan kunne de besværge naturen, dvs. dyrke frugtbarheden. Og sommetider kunne det ende i fnis, når naturens naturlighed, brunst og parring, skulle demonstreres. Nogle af disse indianske dyremasker blev ved med at eksistere parallelt med missionærernes masker, der forestillede mennesker med morale.

Gør hverdagen til fest, lyder en populær parole. I Mexico fejres hver eneste dag året rundt mindst en ceremoniel fest: Et slag, en skelsættende fred eller en helgen skal hyldes, og det er uoverskueligt at huske alle festerne. Vigtigst er jo også, at de lokale fejrer deres fest. Andres opmærksomhed kan vækkes af brag fra det indledende fyrværkeri. Ofte brændes det af foran kirken, der er centralt beliggende, og hvor der er plads.

Selvom de vigtigste ritualer i dag er knyttet til kristne højtider, så benyttes et mangefold af masker. Mange menneskemasker er tilsyneladende inspireret af europæisk teater, mens dyremaskerne har et slægtskab med shamaisme. I det 19. århundrede blev individualiseringen i samfundet tydeligere, og det prægede  også maskerne, så grundformerne blev stadig mere blandede. Dyremaskerne udtrykte efterhånden også en politisk protest: Den, der forklædte sig som bavian, vendte ikke bare op og ned på naturens orden, men også på den menneskeskabte. Forklædt og bag masker kunne revolutionære og kupmagere gå til angreb på de magtfulde.

Vigtigt er at kunne identificere sig med sin maske, leve et helt andet liv – og grine ad det hele. Det groteske og latteren er afgørende arbejdsredskaber.

El viejo er en maske, der forestiller en gammel mand. Vejrbidt og rynket, med skæve tænder, uplejet overskæg og ditto øjenbryn. Hagen kan vippes op og ned, så han fremstår som en mimrende olding. Den, der tager den maske på for at danse de gamles dans Påskedag, iklæder sig også en stor bluse med pude, der gør én pukkelrygget, og så støtter man sig til en knortekæp. De gamle mænd personificerer landsbyens døde, der sammen med Kristus er genopstandne denne dag. De kommer til landsbyen efter den lange faste og den stille uge, der i Mexico betegnes den hellige uge, Semana Santa – for nu skal dere danses, drikkes, spises og spilles for livet.

Moros y cristianos er to masketyper, der forestiller alvorlige mænd. De indgår i en af de maskedanse, som spanierne indførte, nemlig kampen mellem kristne og morer, altså de sorte muslimer, som kristne havde tvunget ud af Spanien. Begge masker kan have krøllet skæg, røde kinder og glasøje; danseren ser ud gennem et par andre huller. Mens dene maske er lysere i huden, er den anden mørkere og streng i udtrykket. Den mere milde skal forestille den kristne iklædt rustning og hjelm. Visse steder bliver slaget mellem kristne og muslimer brugt til at genopføre mexicanernes succesfulde forsvar mod franskmændenes angreb i 1862!

Chineloerne skjuler sig bag en ståltrådsmaske med sort fuldskæg, inspireret af mor- og kristenmasker, men alligevel helt anderledes. For til masken hører en gigantisk hat, der mest minder mig om en skærm til en standerlampe, samt en fodlang fløjlskjole, rigt dekoreret med blandt andet billeder af aztekiske muskelbundter. Figurens navn stammer fra nahuatl, ordet er afledt af ordet for, at man hopper, og det beskriver udmærket berusede chineloers dans under karneval i delstaten Morelos.

La boracha er en kvindemaske. Hun har hverken sparet på læbestift eller kinderødt, hendes store øjne er tjærede og fremhævede med øjenskygge. Hun er den forførende kvinde, som indgår i baile del torito, den lille tyrs dans. Tyren danses af en person, der foroverbøjet har stukket hoved og ryg ind i en lille tønde, udformet som en såret tyr med horn og hale.

Tigre, tigeren, er den mest udbredte dyremaske. Dyret forbindes med landbrugets cyklus, idet det fra gammel tid har stået for frugtbarhed. På grund af det store kattedyrs vildskab blev dets symbolske tilfangetagelse og død betydningsfuld, så den bliver genoplivet i danse. Nogle steder laves rovdyret som en stor papmachemaske, så bæreren kan skjule hele hovedet i den; kroppen kan skjules af en stormønstret heldragt. Andre steder skæres tigermasken af træ, males gul med sorte striber, knurhår og røde ører.

Med hjortemasken danser yaki-indianere i delstaterne Sonora og Sinaloa; fra barnsben trænes børn i, hvordan dyret bevæger sig. Oprindelig var dansen forbundet med magi i forbindelse med jagt.

Diablo, djævlens maske kan laves af fletværk, men den kan også skabes i papmache og forsynes med store tænder, horn og slangekryb malet i giftiggrønne farver.

Wrestler er det seneste skud på maskestammen; den kan være syet af læder eller kulørt plastic. Masken trækkes ned over hovedet, sidder kvælende tæt og har et par kikhuller, huller til at fnyse igennem, samt spidse ører, der øger dens djævelske karakter. 

(Uddrag af siderne 158-164 i Mikael Witte: Kunsthåndværk i Mexico, KLIM i 2011. 255 sider, rigt ill i farver)

Alle fotos: Mikael Witte