***

Glas har eksisteret siden tidernes morgen. Vulkansk glas opstår i jordens glødende masse og kommer til dens overflade, når vulkaner voldsomt slynger sten med højt indhold af siliciumdioxid i vejret. Den hurtigt størknede lava kan se askegrå ud, men den rummer meget godt fra jordens indre.

Stenaldermennesker drog nytte af naturens ufattelige kæfter. I Mexico drejede det sig blandt andet om obsidian, som er mexicanernes navn for det vulkanske glas. Obsidian fik afgørende beydning, fordi den er hård (6 på den mineralogiske skala, hvor diamant er 10), skarp og kan tildannes; når den flækkes dannes et muslet brud. Obsidian blev det vigtigste materiale til at fremstille pilespidser, samt hugge- og skæreredskaber af. Da indianerne ikke havde hårde metaller, blev obsidian brugt til at hugge og forme sten til deres mange gigantbyggerier.

Obsidians styrke og skarphed var også medvirkende til, at den fik rituel betydning; på templer blev den sat som guders sortblanke, stirrende øjne. Det var med obsidianknive, at aztekerpræster sprættede brystet op på de mennesker, hvis hjerter skulle ofres til guderne. Og mayapræster og de ypperste kunne bruge obsidian, når de skar i sig selv for at ofre dråber af eget blod. Der er fundet mange smykker og figurer af obsidian; den mest berømmede enkeltgenstand er en blankpoleret to-liters krukke, der bæres på nakken af en gravid abe – det hele skåret af en enkelt obsidianblok. I dag kalder Det antropologiske Museum i Mexico By den sin mest værdifulde skat.

Obsidians særstatus i Mexico skyldes vel også, at der ikke findes ædelstene som diamanter; dog findes ametyst, jade, lapis lazuli, onyx, opal og turkis. Hyppigst ses sort obsidian, men nogen obsidian har den egenskab, at når den gøres våd, så ser den ud, som om der var sprøjtet guldstøv ind i den, da den var flydende. Obsidian kan være grønlig, rødlig og mahognifarvet, og så kan den have årringe som træ. I brudflader er den fra naturens hånd blank, men stensliberen kan gøre den ru og mat.

Obsidian blev brudt i miner, hugget til og solgt både som blokke og færdigvarer. Arkæologer har fundet obsidian langt fra de steder i Sierra Madre-bjergene, hvor den naturligt hører til. Således er der fundet megen obsidian i mayaruiner på Yucatán, hvor der ikke er vulkaner. Den slags fund kan være med til at kortlægge handel og kulturel udveksling mellem stammerne.

I dag arbejder kunsthåndværkere igen med obsidian. Store blokke hentes i bjergene, skæres ud med diamantsave, og med slibemaskiner bliver det hårde vulkanske glas tildannet, alt imens fint glasstøv fylder luften omkring stensliberne. Det er hårdt, larmende og farligt arbejde, selvom nogle håndværkere bruger mundmaske. Det er for varmt at bruge den, svarer en, da jeg spørger, hvorfor han ikke beskytter sig med maske.

Når jeg står i et moderne værksted, er det mig nærmest ubegribeligt, hvordan indianere for tusind år siden uden brug af metal og maskiner har kunnet fremstille polerede krukker og masker af obsidian. Selvom historikere kun kan gisne om, hvordan håndværkerne engang arbejdede med de hårde sten, så kan de selvfølgelig ikke svare på, hvor mange genstande, der gik i stykker, før mesterstykket var skabt.

I dag fremstilles af obsidian masser af figurer: Groft tilhuggede knive med skæfter, besat af turkiser, økser, som virker rå, blankslebne sol- og måneguder, der ligner hinanden, og så fint detaljerede guder for kærlighed og frugtbarhed, kvinder med struttende bryster og bueskytter med spændte buer. Af obsidian laves også småkugler, der passer på skrivebordet, men også store, som kan imponere de fleste ved havelågen. Endelig kan mestre skære certificerede museumskopier af den berømte abekrukke.

Spanierne bragte teknikken at lave glas til Mexico. Oprindelig var den ikke en spansk opfindelse; det første, menneskeskabte glas blev vist til, da sømænd i Mellemøsten havde tændt bål på stranden og havde brugt blokke af soda fra deres last til at støtte kogegrejet. Resultatet blev – ud over varm mad – det første menneskeskabte glas. Denne opfindelse ligger mindst 5000 år tilbage, og glasproduktionen er siden blevet forfinet. Det skete især, da man fandt ud af at blæse luft ind i den flydende glasmasse; den teknik er 2000 år gammel.

Det første glasværksted i Mexico blev oprettet i 1542 af Rodrigo Espinosa, en spanier, som etablerede sig i Puebla. Produktionen må være vokset hurtigt, for allerede året efter gav bystyret ham pålæg om ikke at hugge træ til sin ovn for tæt på byen. Det kræver megen varme at smelte glas, så han skulle bruge store mængder brænde, for efterspørgslen efter glas voksede. I flere år var værkstedet det eneste sted på det amerikanske fastland, hvor der blev fremstillet glas. Der blev fremstillet drikkeglas, flasker og beholdere til medicin, og alt var mundblæst. Senere blev der produceret glas til vinduer, også det blev mundblæst.

I 1909 blev glasproduktionen i Mexico mekaniseret. Landet over blev produktionen af mundblæst glas indstillet, for fabrikkerne kunne ikke bare fremstille glas og flasker langt billigere; det var også en fordel, at flaskerne var ensartede, når de skulle fyldes på bryggerierne, som også var blevet industrialiserede. Med industrialiseringen af glasproduktionen blev en håndværksmæssig tradition afbrudt. I al fald for en tid.

Så voksede efterspørgslen efter mundblæst glas atter, og nogle af de glaspustere, som de nye tider havde gjort overflødige, fandt en niche for deres gamle håndværk. Efterspørgslen steg, og i dag designes, formes og blæses meget dekorativt glas: Drikkeglas, tallerkener, fade, kander vaser og figurer.

Med sit to meter lange stålrør tager glaspusteren en klump glødende glas, puster gennem røret og roterer det for at samarbejde med tyngdekraften, som konstant trækker glasmassen nedad. Den rette temperatur er afgørende for glassets smidighed, men ideen og håndelaget skal glaskunstneren udvikle.

Glas kan formes forrygende, for der er ingen bindende krystalstrukturer i den flydende masse. Glaskunstneren kan forme dyr, kurve, skibe – simpelthen alt, som en glaskunstner udtømmende besvarede mit spørgsmål.

 Det er først og fremmest et spørgsmål om fingernemhed, følsomhed og fantasi. Samt om tålmodighed under den langsomme nedkøling af det glødende glas.

(Uddrag af siderne 170-177 i Mikael Witte: Kunsthåndværk i Mexico, KLIM i 2011. 255 sider, rigt ill i farver)

Alle fotos: Mikael Witte