OBSIDIAN – og anden glaskunst fra Mexico

Obsidianmaske i værkstedsbutik i San Juan Teotihuacán i delstaten Mexico
Kopi af abekrukken; den originale er udstillet på Museo Nacional de Antropolgia i Mexico By. Dens alder og brug er ukendt, men da den må have været ekstrem vanskelig at lave, så den må have været forbeholdt de mest udvalgte. Obsidians blanke overflade er som et spejl, der karakteristiserede guden Tezcatlipoca, hvis navn kan oversættes til Rygende Spejl; aber indgik i myter om verdens skabelse. Set på obsidianværksted i San Juan Teotihuacán i delstaten Mexico
I delstaten Quintana Roo på Yucatán-halvøen, hvor der ikke naturligt forekommer obsidian, er dette forrygende – formodentligt rituelle –  værk af obsidian, fundet. Set på på Museo Nacional de Antropolgia i Mexico By
En dynge rå obsidian på et værksted i San Juan Teotihuacán i delstaten Mexico
Obsidian er skarpt som flint og flækker i muslet brud som flint. Set på et værksted i San Juan Teotihuacán i delstaten Mexico
Arbejder med obsidian ved slibemaskine uden briller og åndedrætsværn. Set på et værksted i San Juan Teotihuacán i delstaten Mexico
Gudefigur af obsidian finslibes. Set på et værksted i San Juan Teotihuacán i delstaten Mexico
Et menneske angribes af jaguar i bagdelen; ufærdig obsidianfigurgruppe. Set på et værksted i San Juan Teotihuacán i delstaten Mexico
En jaguar med nøgen kvinde liggende på ryggen; poleret obsidianfigurgruppe. Ifølge aztekerne blev den første tid, Den Første Sol, styret af Tezcatlipoca, der dog blev styrtet af en anden gud. Derefter beordrede Tezcatlipoca sine jaguarer til at æde menneskegiganterne. Set i værkstedsbutik i San Juan Teotihuacán i delstaten Mexico
Obsidianmaske med forskellige sten. Kopi af maske fra Teotihuacán for knap 2000 år siden. Masken har ikke været båret af mennesker i live, men af en død, der med åbne øjne skulle se og ses. Set på værksted i San Juan Teotihuacán i delstaten Mexico
Spejlblank kugle af obsidian med en diameter på cirka 50 cm. Set i værkstedsbutik i San Juan Teotihuacán i delstaten Mexico
Brevåbnere af obsidian. Set i værkstedsbutik i San Juan Teotihuacán i delstaten Mexico
Gudefigur af obsidian. Set ved ruinerne mellem Sol- og Månepyramiderne i Teotihuacán i delstaten Mexico
Drikkeglas. Set i butik i Tulum i delstaten Quintana Roo
Hjerteflasker af glas. Set i butik i Tulum i delstaten Quintana Roo
Hare af glas lavet på værkstedet Taller Carretones i Mexico By. Set på Museo de Arte Popular i Mexico By
Muldyr af glas lavet af Jaime Camarasa i Tlaquepaque i delstaten Jalisco. Set på Museo de Arte Popular i Mexico By
Loftslampe af glas. Set i butik i Morelia i delstaten Michoacán
Taske syet af glasperler. Set i San Cristobal de las Casas i delstaten Chiapas
Brystsmykke syet af glasperler. Set i San Cristobal de las Casas i delstaten Chiapas
Palacio de Hierro-stormagasinet tæt ved Zócalo i Mexico By har verdens mest pragtfulde glasmosaikloft, synes jeg. Der må ikke fotograferes, fik jeg at vide da jeg havde taget dette foto
Glasmosaikker i Jomfruen af Guadalupes Basilika i Mexico By
Glasmosaik i loftslampe på hotel i Uxmal i delstaten Yucatán
Glasmosaik af udlændinge og mayaer ved brønd i ruiner; vinduesparti på hotel i Chich’en Itza i delstaten Yucatán
Glasmosaik med fjerdansere i Guelaguetza-festen; vinduesparti i restaurant i Oaxaca
Glasmosaik med den tropiske fugl tukan; vinduesparti i restaurant i Oaxaca

***

Glas har eksisteret siden tidernes morgen. Vulkansk glas opstår i jordens glødende masse og kommer til dens overflade, når vulkaner voldsomt slynger sten med højt indhold af siliciumdioxid i vejret. Den hurtigt størknede lava kan se askegrå ud, men den rummer meget godt fra jordens indre.

Stenaldermennesker drog nytte af naturens ufattelige kæfter. I Mexico drejede det sig blandt andet om obsidian, som er mexicanernes navn for det vulkanske glas. Obsidian fik afgørende beydning, fordi den er hård (6 på den mineralogiske skala, hvor diamant er 10), skarp og kan tildannes; når den flækkes dannes et muslet brud. Obsidian blev det vigtigste materiale til at fremstille pilespidser, samt hugge- og skæreredskaber af. Da indianerne ikke havde hårde metaller, blev obsidian brugt til at hugge og forme sten til deres mange gigantbyggerier.

Obsidians styrke og skarphed var også medvirkende til, at den fik rituel betydning; på templer blev den sat som guders sortblanke, stirrende øjne. Det var med obsidianknive, at aztekerpræster sprættede brystet op på de mennesker, hvis hjerter skulle ofres til guderne. Og mayapræster og de ypperste kunne bruge obsidian, når de skar i sig selv for at ofre dråber af eget blod. Der er fundet mange smykker og figurer af obsidian; den mest berømmede enkeltgenstand er en blankpoleret to-liters krukke, der bæres på nakken af en gravid abe – det hele skåret af en enkelt obsidianblok. I dag kalder Det antropologiske Museum i Mexico By den sin mest værdifulde skat.

Obsidians særstatus i Mexico skyldes vel også, at der ikke findes ædelstene som diamanter; dog findes ametyst, jade, lapis lazuli, onyx, opal og turkis. Hyppigst ses sort obsidian, men nogen obsidian har den egenskab, at når den gøres våd, så ser den ud, som om der var sprøjtet guldstøv ind i den, da den var flydende. Obsidian kan være grønlig, rødlig og mahognifarvet, og så kan den have årringe som træ. I brudflader er den fra naturens hånd blank, men stensliberen kan gøre den ru og mat.

Obsidian blev brudt i miner, hugget til og solgt både som blokke og færdigvarer. Arkæologer har fundet obsidian langt fra de steder i Sierra Madre-bjergene, hvor den naturligt hører til. Således er der fundet megen obsidian i mayaruiner på Yucatán, hvor der ikke er vulkaner. Den slags fund kan være med til at kortlægge handel og kulturel udveksling mellem stammerne.

I dag arbejder kunsthåndværkere igen med obsidian. Store blokke hentes i bjergene, skæres ud med diamantsave, og med slibemaskiner bliver det hårde vulkanske glas tildannet, alt imens fint glasstøv fylder luften omkring stensliberne. Det er hårdt, larmende og farligt arbejde, selvom nogle håndværkere bruger mundmaske. Det er for varmt at bruge den, svarer en, da jeg spørger, hvorfor han ikke beskytter sig med maske.

Når jeg står i et moderne værksted, er det mig nærmest ubegribeligt, hvordan indianere for tusind år siden uden brug af metal og maskiner har kunnet fremstille polerede krukker og masker af obsidian. Selvom historikere kun kan gisne om, hvordan håndværkerne engang arbejdede med de hårde sten, så kan de selvfølgelig ikke svare på, hvor mange genstande, der gik i stykker, før mesterstykket var skabt.

I dag fremstilles af obsidian masser af figurer: Groft tilhuggede knive med skæfter, besat af turkiser, økser, som virker rå, blankslebne sol- og måneguder, der ligner hinanden, og så fint detaljerede guder for kærlighed og frugtbarhed, kvinder med struttende bryster og bueskytter med spændte buer. Af obsidian laves også småkugler, der passer på skrivebordet, men også store, som kan imponere de fleste ved havelågen. Endelig kan mestre skære certificerede museumskopier af den berømte abekrukke.

Spanierne bragte teknikken at lave glas til Mexico. Oprindelig var den ikke en spansk opfindelse; det første, menneskeskabte glas blev vist til, da sømænd i Mellemøsten havde tændt bål på stranden og havde brugt blokke af soda fra deres last til at støtte kogegrejet. Resultatet blev – ud over varm mad – det første menneskeskabte glas. Denne opfindelse ligger mindst 5000 år tilbage, og glasproduktionen er siden blevet forfinet. Det skete især, da man fandt ud af at blæse luft ind i den flydende glasmasse; den teknik er 2000 år gammel.

Det første glasværksted i Mexico blev oprettet i 1542 af Rodrigo Espinosa, en spanier, som etablerede sig i Puebla. Produktionen må være vokset hurtigt, for allerede året efter gav bystyret ham pålæg om ikke at hugge træ til sin ovn for tæt på byen. Det kræver megen varme at smelte glas, så han skulle bruge store mængder brænde, for efterspørgslen efter glas voksede. I flere år var værkstedet det eneste sted på det amerikanske fastland, hvor der blev fremstillet glas. Der blev fremstillet drikkeglas, flasker og beholdere til medicin, og alt var mundblæst. Senere blev der produceret glas til vinduer, også det blev mundblæst.

I 1909 blev glasproduktionen i Mexico mekaniseret. Landet over blev produktionen af mundblæst glas indstillet, for fabrikkerne kunne ikke bare fremstille glas og flasker langt billigere; det var også en fordel, at flaskerne var ensartede, når de skulle fyldes på bryggerierne, som også var blevet industrialiserede. Med industrialiseringen af glasproduktionen blev en håndværksmæssig tradition afbrudt. I al fald for en tid.

Så voksede efterspørgslen efter mundblæst glas atter, og nogle af de glaspustere, som de nye tider havde gjort overflødige, fandt en niche for deres gamle håndværk. Efterspørgslen steg, og i dag designes, formes og blæses meget dekorativt glas: Drikkeglas, tallerkener, fade, kander vaser og figurer.

Med sit to meter lange stålrør tager glaspusteren en klump glødende glas, puster gennem røret og roterer det for at samarbejde med tyngdekraften, som konstant trækker glasmassen nedad. Den rette temperatur er afgørende for glassets smidighed, men ideen og håndelaget skal glaskunstneren udvikle.

Glas kan formes forrygende, for der er ingen bindende krystalstrukturer i den flydende masse. Glaskunstneren kan forme dyr, kurve, skibe – simpelthen alt, som en glaskunstner udtømmende besvarede mit spørgsmål.

 Det er først og fremmest et spørgsmål om fingernemhed, følsomhed og fantasi. Samt om tålmodighed under den langsomme nedkøling af det glødende glas.

(Uddrag af siderne 170-177 i Mikael Witte: Kunsthåndværk i Mexico, KLIM i 2011. 255 sider, rigt ill i farver)

Alle fotos: Mikael Witte

3 Comments Tilføj dine

  1. Lis Jesoersen siger:

    Hej Mikael, mange år siden 🙂 Utroligt flot arbejde, det skal da blive til en bog. Særligt afsnittet om glas – elsker glas. Jeg er selv rejseleder hos Viktors Farmor i Kina, Mongoliet, Taiwan og Kirgisistan.

    Like

    1. Hej Lis,
      ja, det er mange år siden!
      I 2011 udsendte jeg Kunsthåndværk i Mexico på Forlaget Klim, 255 sider med mange farveillustrationer. Samtidig udstillede jeg min mexicanske samling på Designmuseum Danmark i Bredgade; indsamlet mens jeg var rejseleder for Nyhavn Rejser i Mexico. Så blev jeg rejseleder i Peru og gæster spurgte om jeg ville skrive en bog om kunsthåndværk i Peru, men det blev istedet til 2-bindsværket Verden ifølge aztekere og inkaer: Myter og historier fra Mexico og Peru, ialt 1016 sider, dansk udgave i foråret 2019, engelsk udgave i efteråret 2019. En sammenligning mellem to indianske kulturer og en spansk. Under Coronanedlukning åbnede jeg så mit virtuelle, mexicanske kunsthåndværkmuseum, hvor der var plads til flere billeder – og for at minde om at verden var større end det nedlukkede Danmark.
      Nå ja, 2012-2016 ledte jeg Kinarejser fra Beijing til Shanghai.
      Rejselederiet er stoppet, nøjes nu med Harlev og nærmeste omegn.
      Mikael

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s