PIÑATAS – festlige krukker fra Mexico

Piñata er ikke en fastelavnstønde, men de er måske beslægtede: Begge er de fyldt med søde sager. Set på Museo de Arte Popular i Mexico By
Den klassiske piñata er rund og forsynet med syv spidse kegler samt pyntet med kulørt silkepapir. Udformningen peger tilbage til stjernen over Betlehem. Set i Tulum i delstaten Quintana Roo
Piñataens syv spidser kan både repræsentere de syv dødssynder og selveste djævlen, der jo tit har forklædt sig på den mest forlokkende vis. Set på Museo de Arte Popular i Mexico By
Piñataens fyld af slik og lækkerier kan repræsentere de jordiske fristelser, men også alt det gode i livet. Man kan fortolke smadringen af piñataen som kampen mod det onde for at nå det gode. Set på hotel i Oaxaca
Piñataens sylespidser kan formes over plasticforme. Gammelt avispapir klistres lag på lag, som skal tørre, så her serieproduceres piñataer. Set på marked i Mexico By
Kunsthåndværkeren kan følge med i telenovela, de dramaer der ofte vises på tv. Set på marked i Mexico By
Kulørt konfetti fyldes i tomme æggeskaller; hullet i ægges dækkes med silkepapir. Set på marked i Mexico By
Konfettifyldte æggeskaller, cascarones, sælges på torvet. Traditionen med fyldte æggeskaller stammer fra Kina, hvor skallen rummede kostbarheder. I middelalderen kom traditionen til Europa hvor man lagde velduftende genstande i, og i midten af 1800-tallet kom traditionen til Mexico. Her kommer kulør ud når ægget slås i stykker. Børn synes det er sjovt i påsken at slå sådanne æg i stykker på andres hoveder. Set på et torv i Oaxaca
Piñataer blev oprindelig konstrueret omkring en lerkrukke. Balloner er billigere at bygge piñataen op omkring og så giver de ikke farlige skærver, når piñataen smadres. Set på et værksted i Oaxaca
Judas, skelet og en piñata: alle formet af fantasien og lavet af papmache. Set på Museo de Arte Popular i Mexico By
Selv i juli, midt mellem påske og jul, kan man på markedet købe en piñata, for sådan en skal der til en børnefødselsdag. Den lyserøde stjerneformede er en mulighed, men størst er udbuddet af silkepapirdækkede Svampe Bob som på spansk kaldes Bob Esponja. I boden har de også umalede stjerneformede piñata og stabler af æggebakker fyldt med cascarones. Set på marked i Oaxaca
Stjerneformede piñataer og dukkeformede. Set på marked i Oaxaca
Peter Plys, som på spansk også kaldes Winnie the Pooh, findes også som piñata. Set på marked i Oaxaca
Shrek. Set på marked i Oaxaca
Malet Bob Esponja. Set på marked i Oaxaca
Tegnefilmfigurer. Set på marked i Oaxaca
Flere tegnefilmfigurer. Jo længere de strækker ud, jo lettere er de for børn at ramme. Set på marked i Oaxaca
En hyggelig klovn. Set på Museo de Arte Popular i Mexico By
En langlemmet struds. Set på Museo de Arte Popular i Mexico By
En havfrue med snor i hovedet lige til at blive hængt op. Set på Museo de Arte Popular i Mexico By
Stjerneformet piñata i front og masser af fantasi er lagt i andre figurer. Set på Museo de Arte Popular i Mexico By
Rummet er veludnyttet til udstillingen af piñataer. Set på Museo de Arte Popular i Mexico By
Stor piñata med mange spidser. Set på Museo de Arte Popular i Mexico By
Også en femkantet stjerne kan blive en sirligt dekoreret piñata. Set på Museo de Arte Popular i Mexico By
Quetzalcoatl, K’uk’ulkan, Den Fjerklædte Slange var navne på en af de mesoamerikanske guder; aztekerne mente at guden ville vende tilbage og de troede spanierne kom som dens repræsentant. Her er gudens hovede genskabt i papir omtrent som det kendes fra dens tempel i Teotihuacán. Set på Museo de Arte Popular i Mexico By

***

Jesus fødsel i stalden. Det er pladsmanglen, der levendegøres i Mexico i ni dage før juleaften. Arrangementet kaldes posadas, afledt af det spanske ord for herberg, og det foregår ved, at en procession af børn bevæger sig gennem gaderne for – som aftalt – at besøge slægtninge, nære venner eller naboer. Alle går med tændte stearinlys og synger vers om den verdenshistoriske jagt på et tag over hovedet. I spidsen går fire teenagere med los peregrinos, valfartende Josef og Maria-figurer. Forgæves forsøger børnene sig et par steder, men først ved tredje forsøg har de held. Sådan går det hver gang! Her deler gruppen sig for at optræde med et lille syngespil, og så bliver de logisøgende med Josef og Maria i front budt indenfor, synger, knæler og tilbeder Jomfru Maria.

Herefter skifter besøget karakter: Det religiøse bliver verdsligt. Josef og Maria bliver placeret ved husets julekrybbe, for nu skal alle børnene slå til husets piñata. Nogen fastelavnstønde er den jo ikke, men den er måske beslægtet.

En piñata blev tidligere bygget op omkring en drejet lerpotte, olla. For at undgå, at nogen kommer til skade, bruger man i dag almindeligvis en flettet kurv, en papkasse eller en stor, oppustet ballon, der beklædes med papir og papmache, færdigformes, dekoreres med kulørt crepe- og silkepapir, bemales og fyldes med slik, jordnødder og frugter. Så bliver piñataen hængt op, for efter ganske særlige regler at blive smadret, så alle de søde sager dratter ud.

Piñataer kan også være udformet som gigantiske dukker, dyr, skibe eller fly, som en af tidens populære tegneseriefigurer eller en karakteristisk skikkelse fra det offentlige liv. Vigtigt er, at den forsynes med arme og ben, vinger eller næser, som kan stritte; når piñataen skal smadres, vil disse udvækster give større mulighed for pirrende kontakt og dermed øge spændingen. Piñataer sælges i mange størrelser, almindeligvis måler de mellem en meter og halvanden i højden. Man kan købe dem på markedet eller i særlige butikker, piñaterias. Uanset hvilken man vælger, så består den af en indre beholder til slik, frugt og konfetti – masser af små stykker papir i alle farver – samt det udsmykkede ydre, som skal overraske børnene.

Piñataen bliver i en snor hængt ned fra loftet, et træ eller andet, så den frit kan svinge i slaghøjde. Efter tur får deltagerne bundet bind for øjnene, så de ikke kan se noget, og en kølle i hånden, så de kan smadre piñataen. Den blindede bliver drejet rundt nogle gange (egentlig 33 gange til minde om Jesus leveår) og mister orienteringen. Nu kan pågældende betragtes som repræsentant for troen, som jo skal være blind. Og så gælder det om at slå et ordentligt slag mod piñataen, men mange gange bliver det rene luftslag. I blinde strejfes sommetider de strittende udvækster eller det flagrende silkepapir, og det giver håb – både for den, der slog, og for dem, der endnu ikke har haft chancen.

De omkringstående klapper og kommer med tilråb om, hvor piñataen befinder sig – men de taler sjældent sandt. De slår også på tamburin, spiller fløjte eller synger flere sange for at hidse hinanden op.

På et tidspunkt rammer den heldige så heldigt, så der går hul på piñataen. Slik ryger ud, børnene kaster sig over det, mens voksne prøver at fordele goderne. Indholdet kan fortolkes som kærlighed, så arrangementet rummer elementerne: tro, håb og kærlighed.

Piñataer hører til posadaerne, som del af forberedelserne til den kristne jul. Men da det er så sjovt at smadre piñataer, er den i stigende omfang blevet del af nytåret, børnefødselsdage, konfirmation og andre festligheder, og dér bruges især piñataer, der er udformet som tegneseriefigurer.

Traditionen med at smadre krukker kendes fra aztekerne. De formede regnguden Tlaloc’s ansigt på krukken; den var dog ikke fyldt med slik, men med vand. Smadringen skulle repræsentere den tordenstorm, der ledsagede regnen, som jo væltede ud, når krukken blev knust. Muligvis havde de også krukker udsmykket med farverige fjer for at ære krigsguden Huitzilopochtli. Disse krukker blev smadret, når et nyt år begyndte, og de var fyldt med offergaver. Også mayaerne hængte krukker op, som de med bind for øjnene skulle knuse med en kølle.

Det gennemgående tema er, at det gamle rummer det nye. Konkret medførte ritualet, at arkæologer har svært ved at finde gamle krukker – for de var jo smadret – og vanskeligt ved at klarlægge deres forhistorie. Men i de gamle kulturer har man næppe smadret krukker for at fornøje børn. Ritualerne blev udført af voksne for guderne.

Den katolske kirke ville gøre næsten alt for at undertrykke indianernes traditioner – men i vissse tilfælde blev gamle ritualer overtaget og omfortolket, så de kunne indgå i en ny sammenhæng. Og måske var tøndeslagning så populær, at den blev taget med tilbage til Spanien og som fastelavnstønde del af den europæiske kultur!

Måske… for ifølge andre kilder havde den venetianske opdagelsesrejsende Marco Polo under sin rejse i Kina set kulørt dekorerede lerfigurer blive smadret under nytårsfestligheder, og han tog ideen med til italienerne. Disse hængte en ananasformet tønde op, som de kaldte pignatta, som skulle smadres ved fastens begyndelse. Og det skulle så være den skik og det navn, spaniere tog med til Mexico, hvor katolske præster pyntede lerpotter med kulørt papir for at lokke indianere til sig, så de kunne blive omvendt til den kristne tro.

(Uddrag af siderne 185-189 i Mikael Witte: Kunsthåndværk i Mexico, KLIM i 2011. 255 sider, rigt ill i farver)

Alle fotos: Mikael Witte

One Comment Tilføj dine

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s