***

Jesus fødsel i stalden. Det er pladsmanglen, der levendegøres i Mexico i ni dage før juleaften. Arrangementet kaldes posadas, afledt af det spanske ord for herberg, og det foregår ved, at en procession af børn bevæger sig gennem gaderne for – som aftalt – at besøge slægtninge, nære venner eller naboer. Alle går med tændte stearinlys og synger vers om den verdenshistoriske jagt på et tag over hovedet. I spidsen går fire teenagere med los peregrinos, valfartende Josef og Maria-figurer. Forgæves forsøger børnene sig et par steder, men først ved tredje forsøg har de held. Sådan går det hver gang! Her deler gruppen sig for at optræde med et lille syngespil, og så bliver de logisøgende med Josef og Maria i front budt indenfor, synger, knæler og tilbeder Jomfru Maria.

Herefter skifter besøget karakter: Det religiøse bliver verdsligt. Josef og Maria bliver placeret ved husets julekrybbe, for nu skal alle børnene slå til husets piñata. Nogen fastelavnstønde er den jo ikke, men den er måske beslægtet.

En piñata blev tidligere bygget op omkring en drejet lerpotte, olla. For at undgå, at nogen kommer til skade, bruger man i dag almindeligvis en flettet kurv, en papkasse eller en stor, oppustet ballon, der beklædes med papir og papmache, færdigformes, dekoreres med kulørt crepe- og silkepapir, bemales og fyldes med slik, jordnødder og frugter. Så bliver piñataen hængt op, for efter ganske særlige regler at blive smadret, så alle de søde sager dratter ud.

Piñataer kan også være udformet som gigantiske dukker, dyr, skibe eller fly, som en af tidens populære tegneseriefigurer eller en karakteristisk skikkelse fra det offentlige liv. Vigtigt er, at den forsynes med arme og ben, vinger eller næser, som kan stritte; når piñataen skal smadres, vil disse udvækster give større mulighed for pirrende kontakt og dermed øge spændingen. Piñataer sælges i mange størrelser, almindeligvis måler de mellem en meter og halvanden i højden. Man kan købe dem på markedet eller i særlige butikker, piñaterias. Uanset hvilken man vælger, så består den af en indre beholder til slik, frugt og konfetti – masser af små stykker papir i alle farver – samt det udsmykkede ydre, som skal overraske børnene.

Piñataen bliver i en snor hængt ned fra loftet, et træ eller andet, så den frit kan svinge i slaghøjde. Efter tur får deltagerne bundet bind for øjnene, så de ikke kan se noget, og en kølle i hånden, så de kan smadre piñataen. Den blindede bliver drejet rundt nogle gange (egentlig 33 gange til minde om Jesus leveår) og mister orienteringen. Nu kan pågældende betragtes som repræsentant for troen, som jo skal være blind. Og så gælder det om at slå et ordentligt slag mod piñataen, men mange gange bliver det rene luftslag. I blinde strejfes sommetider de strittende udvækster eller det flagrende silkepapir, og det giver håb – både for den, der slog, og for dem, der endnu ikke har haft chancen.

De omkringstående klapper og kommer med tilråb om, hvor piñataen befinder sig – men de taler sjældent sandt. De slår også på tamburin, spiller fløjte eller synger flere sange for at hidse hinanden op.

På et tidspunkt rammer den heldige så heldigt, så der går hul på piñataen. Slik ryger ud, børnene kaster sig over det, mens voksne prøver at fordele goderne. Indholdet kan fortolkes som kærlighed, så arrangementet rummer elementerne: tro, håb og kærlighed.

Piñataer hører til posadaerne, som del af forberedelserne til den kristne jul. Men da det er så sjovt at smadre piñataer, er den i stigende omfang blevet del af nytåret, børnefødselsdage, konfirmation og andre festligheder, og dér bruges især piñataer, der er udformet som tegneseriefigurer.

Traditionen med at smadre krukker kendes fra aztekerne. De formede regnguden Tlaloc’s ansigt på krukken; den var dog ikke fyldt med slik, men med vand. Smadringen skulle repræsentere den tordenstorm, der ledsagede regnen, som jo væltede ud, når krukken blev knust. Muligvis havde de også krukker udsmykket med farverige fjer for at ære krigsguden Huitzilopochtli. Disse krukker blev smadret, når et nyt år begyndte, og de var fyldt med offergaver. Også mayaerne hængte krukker op, som de med bind for øjnene skulle knuse med en kølle.

Det gennemgående tema er, at det gamle rummer det nye. Konkret medførte ritualet, at arkæologer har svært ved at finde gamle krukker – for de var jo smadret – og vanskeligt ved at klarlægge deres forhistorie. Men i de gamle kulturer har man næppe smadret krukker for at fornøje børn. Ritualerne blev udført af voksne for guderne.

Den katolske kirke ville gøre næsten alt for at undertrykke indianernes traditioner – men i vissse tilfælde blev gamle ritualer overtaget og omfortolket, så de kunne indgå i en ny sammenhæng. Og måske var tøndeslagning så populær, at den blev taget med tilbage til Spanien og som fastelavnstønde del af den europæiske kultur!

Måske… for ifølge andre kilder havde den venetianske opdagelsesrejsende Marco Polo under sin rejse i Kina set kulørt dekorerede lerfigurer blive smadret under nytårsfestligheder, og han tog ideen med til italienerne. Disse hængte en ananasformet tønde op, som de kaldte pignatta, som skulle smadres ved fastens begyndelse. Og det skulle så være den skik og det navn, spaniere tog med til Mexico, hvor katolske præster pyntede lerpotter med kulørt papir for at lokke indianere til sig, så de kunne blive omvendt til den kristne tro.

(Uddrag af siderne 185-189 i Mikael Witte: Kunsthåndværk i Mexico, KLIM i 2011. 255 sider, rigt ill i farver)

Alle fotos: Mikael Witte