***

På spansk hedder skygge sombre, og den mexicanske hat sombrero. På mange måder er den blevet et ikon for Mexico og mexicaneren, i alfald for den mexicanske mand; hatten fremstilles ofte så stor, så han under den uforstyrret kan holde livslang siesta.

Selvom solen også brændte før den spanske erobring, gik indianerne ikke med hat, i al fald findes ingen beskrivelse af sådanne. Udvalgte gik med hovedprydelser, der kunne imponere undersåtter, venner og fjender – de gav bæreren et guddommeligt udtryk. Hovedprydelser kendes fra steler, døroverliggere og skrifter; på Det antropologiske Museum i Mexico By er udstillet en kopi af Moctezumas majestætiske hovedprydelse af meterlange, grønne quetzalfjer.

Karakteristisk for sombreroen er skyggens størrelse, der også kan beskytte næse, nakke og måske skuldre. Og så snoren, der kan holde hatten fast om halsen, når man rider. Samt at den er flettet af naturmaterialer. Man kan købe sombreros af plastic, men palmeblade er så billige, at industrien endnu ikke har kunnet udkonkurrere stråhatten. Alene lugten gør den til en særlig fornøjelse at tage på. I en plastichat kan man da ikke ånde, lyder et skarpt svar. Men masser af fattige mexicanere bruger dem af plastic.

I en sombrereo er som regel indflettet mønstre; det kan være lufthuller eller rene dekorationer, som også kan skabes af indfarvede materialer. Der kan også være syet et mønster eller navn på den. De fleste sombreros har en forholdsvis høj puld, selvom den ikke umiddelbart virker usædvanlig stor, hvis skyggen i sig selv er enorm. Som regel er skyggen flettet, så de yderste centimeter bøjer op ad.

Sombreroen er ikke blot et ikon – den kan lige frem antage karakter af karikatur. De største ses på restauranter, hvor tjenere og fotografer tilbyder dem, så gæster kan fremstå autentisk ‘mexicanske’, mens der skænkes op og synges sentimentale sange. Store hatte ses også i afgangshallerne i Mexicos internationale lufthavne, for de møllehjulstore er populære og umulige at presse ned i kufferten.

Mange mariachier, de musikere, der i stumpede jakker, stramme bukser med sølvmedaljoner ned ad benene og kulørt halstørklæde optræder i større grupper, går også med en overvældende hat. Af form kan deres hatte minde om de store af strå, men mariachiernes er formet af filt, og skyggen kan være rigt dekoreret med noget, der ligner sølv- eller guldtråde. Da den bagerste del af hatten svajer opad, så får trådene næsten en skulpturel virkning. Mariachierne står tættest på Plaza Garibaldi i Mexico By, og da disse festmusikere spiller efter mørkets frembrud, er deres hat mest til pynt. Den er dog en vigtig rekvisit i nationaldansen jarabe tapatio, hvor festklædte herrer danser med damer i storflagrende kjoler. På et tidspunkt lægger manden sin hat på dansegulvet, hvorefter parret danser omkring hatten, og damen afslutningsvist tager den.

Mexicanere kalder også en hat for sombrero, selvom den ikke er megastor. I storbyerne kaster husene skygge, og de fleste vælger fortovets skyggeside og går uden hat. Landboere bruger hat, men den er langt mindre end den, de fleste udlændinge forstår ved en ‘rigtig’ mexicanerhat. Skyggen på landboernes hat er let bøjet i siderne, pulden er større og har en skarpere fold i midten. Nogle vil betegne den som en stetson, den hat, der gennem hundred år har været ikonet for cowboys fra nord. Hatten kan enten være af naturmaterialer eller plast, forsynet med lufthuller og kantet med et læderbånd. Den kan dog også som den oprindelige stetson være formet af filt; i Mexico kaldes den fedora. Filthatte er langt dyrere end stråhatte.

Jipijapa er navnet på en buskagtig palme, Carludovica palmata, hvis blade kan give langt smallere fibre end de fleste andre palmer. Af disse fibre flettes i landsbyer omkring Bécal i delstaten Campeche nogle elegante hatte, som også kaldes jipijapa. Formen kan variere mellem den mexicanske, den yucatanske og den cubanske – og forøvrigt kaldes hatten også en panamahat, endskønt den oprindelig stammer fra – og har fået navn efter – byen Jipijapa i Ecuador. Skyggen på en jipijapa er væsentlig smallere end på de fleste andre sombreros, og som regel bindes et bånd om pulden, men det helt særlige ved dem er de smalle fibre, som gør arbejdsprocessen langsommelig og hatten kostbar; prisen afhænger af fletningens tæthed. Fremstillingen foregår i underjordiske grotter med ekstrem høj luftfugtighed. Fletningen påbegyndes af børn, for det centrale i pulden er så fint, at kun børnefingre kan klare det; når børnene har flettet midten, fortsætter og afslutter voksne arbejdet.

Man kan skubbe hattens puld op, bøje den sammen, rulle den og binde dens bånd omkring den, så hatten næsten intet fylder. Og bagefter kan den foldes ud og er som før. Jipijapa bæres både af mænd og kvinder.

Hatte er også betydningsfuld for indianere i det sydlige Mexico. For chamulaer i delstaten er venteshil en hat med kulørte bånd. Den er tegn på deres magt og bæres kun af de magtfulde, majordomos, ved særlige lejligheder. Den spidse hattepuld skal etablere forbindelse med universet; skyggen kan være kantet med et rødt bånd, for hattens omkreds repræsenterer solens bevægelse. Mænd fra San Juan Chamula har på deres hat fæstnet bånd i farverne grøn, rød og gul. Mænd fra de nærliggende San Pedro og San Sebastian har røde og grønne bånd. Lange bånd er tegn på, at bæreren endnu er ugift.

(Uddrag af siderne 191-194 i Mikael Witte: Kunsthåndværk i Mexico, KLIM i 2011. 255 sider, rigt ill i farver)

Alle fotos: Mikael Witte