***

På nahuatl findes et ord for sølv, ixtacteocuítatl; direkte oversat betyder det den guddommelige, hvide afsondring. Indianerne tillagde både sølv og guld guddommelig karakter.

Af folket mod vest, det folk, der boede, hvor bjergbyen Taxco i dag ligger i delstaten Guerrero, forlangte de aztekiske herskere i Tenochtitlán sølv som tribut. Længere mod syd var mixtecere i delstaten Oaxaca eminente til at bearbejde både guld og sølv, og også de skulle aflevere mange af deres skinnende varer. De fineste smykker blev skabt til og båret af overklassen – i al fald fik nogle af dem smykker med i graven, kan arkæologer konstatere, hvis de når at grave før røvere.

I dag er ufatteligt mange smukt forarbejdede smykker fra en enkelt prinsegrav i Monte Alban udstillet på Museo de las Culturas i Oaxaca, og museumskopier kan købes i enkelte af byens smykkebutikker. Gravgaverne fortæller os, hvor eminente fortidens håndværkere har været. Endnu mere imponeret bliver man, når man hører, at guld kræver mere end tusind grader for at smelte. Hvordan var det muligt med datidens stenalderteknik, det var den jo, i og med jern ikke stod til rådighed, at skabe disse smykker? De lavede lukkede ovne af ler og blæste tilstrækkelig med ilt til flammerne til, at de kunne opnå de fornødne temperaturer.

Efter spaniernes ankomst til Mexico var det ikke længere aztekerne, men spanierne, der gjorde krav på sølv og guld. Bernal Diaz beskrev i sine erindringer om erobringen, hvordan aztekernes ædelmetaller var blevet fordelt mellem de erobrende spaniere, men konstaterede også, at der blandt de indianske juvelerere, guld- og sølvsmede samt støbere var sådanne mestre i deres kunst, at vore store sølvsmede i Spanien ligefrem kan lære af dem.

Sølv! Der blev råbt og skreget efter sølv, for ganske vist kendte man til sølv i Europa, men slet ikke i de mængder, som spanierne med ét slag havde fået adgang til. Spanierne forlangte ikke sølvet udleveret, fordi de betragtede det som guddommeligt, men fordi det nærmest var gratis penge, de sejlede hjem til moderlandet. Sølv kunne umiddelbart bruges som betalingsmiddel. Fra de spanske besiddelser i Amerika blev i perioden 1540-1650 sejlet 16.000 ton sølv og 180 ton guld til Spanien. Udvalgte spaniere blev ekstremt rige – bagefter forstod man, at rigdommen havde skabt en forrygende inflation, der forargede hele det spanske folk, for der lå ingen egentlig vareproduktion bag den umiddelbart så overvældende rigdom.

Taxco blev berømmet som Sølvbyen. En smule af den nye rigdom blev i 1700-tallet brugt i Taxco til at betale bygningen af en domkirke, der stadig dominerer bjergbyen, men også til bygning af flere mindre kirker. Lidt gik til kirkesølvet, altså til at fremstille kander og fade til nadveren samt lysestager og udsmykning af de mange kors, altre, helgenfigurer og -skrin. Men det var bare en lille del, der blev brugt lokalt. Største delen endte i Spanien.

I 1800 producerede Mexico 66 procent af verdens sølv. Men omkring Taxco gravede man ikke længere efter sølv, for det var blevet for dyrt at udvinde. Og til sidst foretrak de kongetro ejere at ødelægge sølvminerne, før de faldt i hænderne på de revolutionære, der kæmpede for Mexicos selvstændighed.

At mange smykker sig både til hverdag og fest, har været med til at give grobund for sølvkunsten og dens mangfoldighed. Smykker er dyre, og det kan både være et stort problem, men også rumme muligheder. Når mexicanere skal bruge et større beløb til den næste fest, vil en del af dem gå til pantelåneren og pantsætte smykker, hvis man altså har nogle. I Mexico By ligger ikke bare den enorme pantelånerbutik Mone Piedad på Zócaloen, som den har gjort i to hundrede år; i gaderne lige omkring ligger 500 andre forretninger af vidt forskellig størrelse, hvor man kan pantsætte, sælge og købe brugte sølv- og guldsmykker.

Det var begivenheder i Taxco, der i det 20. århundrede kom til at præge sølvkunsthåndværket.

I slutningen af 1920’erne flyttede den amerikanske arkitekt og sølvsmed William Spratling til Taxco for at studere mexicansk kultur. Han begyndte at skabe smykker af sølv med tanke på de amerikanske turister og det voksende nordamerikanske marked. I begyndelsen sad han alene med sit pladesølv og -tråd, varmede materialet, hamrede og bankede, drev og ciselerede med mejsel og punsel for at omsætte indianske motiver til det bløde metal. Senere ansatte han lokale håndværkere, og værkstedet udviklede sig til en lystig fagskole. Hans initiativ passede til tidens kulturpolitik: Jagten på den mexicanske identitet.

Spratlings stilistiske udgangspunkt var naturens bløde linier, som kendes i art nouveau, en stil, som også havde været dyrket i Mexico før revolutionen. Men han blev så begejstret for de lokales håndværksmæssige evner, og de indianske motiver fik ham på nye tanker, så han ansatte to højtrespekterede guldsmede og opfordrede dem til at eksperimentere. Noget nyt opstod, produktionen voksede i omfang og betydning, så den blev betragtet som ægte mexicansk kunsthåndværk.

I dag håndlaves fortsat mange filigransmykker af sølvtråde, som sølvsmeden køber i lange baner. Men på de mange små værksteder, foroverbøjet ved minimale arbejdsborde, fremstiller sølvsmede smykker med samme slags tænger, som er blevet anvendt gennem århundreder. Forskellen mellem før og nu er mest anvendelsen af elektricitet til motorer til polering samt til lys, så sølvsmeden kan se detaljerne – med eller uden lup – selvom solen er hastet om bag husene. Det vigtigste er fortsat sølvet og fantasien, øjnene og tålmodigheden, samt de fingernemme hænder, der koncentreret kan dreje, dreje, vride og lodde.

Taxco er Mexicos førende sølvby – byen rummer 300 værksteder og utallige større og mindre salgssteder samt et minemuseum. Midtbyens sølvbutikker er overdådige, som er de ved at revne af sølv, plata. Tunge aftensmykker, luftige filigranøreringe, der er blomsterinspirerede, og vildtvoksende fingersmykker – det er jo mere end bare ringe – med detaljer i emalje, turkiser eller lapis lazuli. De polerede sten skinner om kap med sølvet, og både sølv og sten virker kølende. Noget virker internationalt i sit formsprog, andet er inspireret af indiansk kunst, og så finder man det svulmende, barokinspirerede. Her er bugnende hylder og borde med kaffekander, fade, askebægre, isspande, vaser, lysestager og brevåbnere, hvor man fornemmer modernismen. Der er dekorative smådyr og skibsmodeller samt ridesadler med sølvdekorationer. Og så milagros – de små hjerter, arme og ben, som er beregnet til at fæstne i kirken, hvis man har problemer med hjerte, arm eller ben og beder om helbredelse; men disse milagros er af rent sølv. Desuden er der masser af ‘kirkesølv’: den korsfæstede og jomfruen besat med ædelsten.

Man afregner efter vægt, og sølvets kvalitet svinger mellem 925 (Sterling sølv) og 975; kvaliteten kontrolleres og garanteres af myndighederne. Sølvindholdet skal være præget på genstanden. På nogle genstande har sølvsmeden også sat sit navn, den mexicanske ørn og et M.

Taxco var og er noget ganske særligt for sølvproduktion i Mexico, men der sælges sølv i enhver større mexicansk by – også sølv, som siges at være fremstillet i Taxco. Desuden sælges pletsølv, alpaca; sælgerne gør som regel opmærksom på forskellen, men det er ikke dem alle, der husker det hver gang. Også det kan skinne vældigt om aftenen i projektørlyset hos gadehandlere, men det holder ikke glansen.

(Uddrag af siderne 197-205 i Mikael Witte: Kunsthåndværk i Mexico, KLIM i 2011. 255 sider, rigt ill i farver)

Alle fotos: Mikael Witte