TAPETES – håndvævede tæpper fra Mexico

Oprindelig var vævning kvinders område, men det ændrede sig efter den spanske erobring. Indianske mænd ville ikke have at kvinderne skulle være sammen med spanske mænd, så det blev indianske mænd der lærte spaniernes væveteknik. Først langt senere lærte kvinder at væve på de spanske vævestole. Her står mestervæveren Alicia Vásquez ved sin væv i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
Den sorterede, vaskede og kartede uld skal spindes til garn på en rok: Med den ene drejer kvinden rokkens store hjul, og med den anden frigives lidt uld, så garnet bliver jævnt i tykkelse. Værksted i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
Målet er at få flot farvet garn – men fårene er hvide, grå i mange nuancer plus sorte, så der mangler en del kulører. Værksted i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
Rød fås fra cochineal, en luseart, der lever på figenkaktus. Når deres grå luseæg mases med en finger i håndfladen afgiver de en karminrød kulør. Set ved ruinerne af Månepyramiden i Teotihuacán i delstaten Mexico
I større målestok mases de tørre luseæg på en gruttesten.  Det kræver mere end 100.000 maste luseæg at producere et kilo farvestof, og det lyder nærmest ufatteligt. Værksted i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
Mestervæver Jesús Hernández, Alicias mand, står med en tørret cempazúchil, den blomst som ses alle vegne omkring De Dødes Dag, og som også bruges til at farve uld gul med. Værksted i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
Blå farve fås ved at koge blade fra indigo-buske, som gror omkring Tehuantepec i det sydvestlige af delstaten Oaxaca. Efter kogningen skal blandingen gære i 27 dage. Værksted i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
Farverne kan blandes og tones i styrke, og når den rette kulør er fundet, kan ulden farves; indfarvningen tager nogle timer i en småkogende gryde. I det hvide vaskefad ses den overskårne rod amole, der giver sæbe til at vaske uld. Værksted i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
Efter farvningen fikseres den med salte eller bestemte blade, hvorefter de farvede fed hænges til iltning og tørring. Jesús på værkstedet i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
Teotitlán del Valle ligger i nærheden af Mitla-ruinerne. Mønstre i murværket har inspireret til mønstre i tæpper; mønstrene kaldes ofte à la grecque, selvom ruinerne ikke skyldtes grækere (som de første spanierne troede) men mixtecere der indtog området for omkring 1000 år siden.
Det trappeformede mønster udlægger Jesús som en livsbevægelse, der går fra fødsel, barndom og ungdom til voksenliv (det længste stykke). Derefter knækker bevægelsen vinkelret, den repræsenterer døden. Herefter gentages mønstret, der kan gentages i det uendelige. Værksted i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
Alicia væver mønstre med flere farver, så der skal skiftes garn mange gange. Efter mange års vævning har hun den slags mønstre i hukommelsen. Værksted i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
Små mønstre kræver mange farveskift. Værksted i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
I dette tæppe er der kun brugt den røde cochineal, som dog er varieret fra orange til rødviolet ved at blande sur saft fra limefrugter og basiske salte i grundblandingen. Motiverne i midten kaldes diamanter, og de står for det ophøjede: efter det jordiske liv vokser den spirituelle side. Værksted i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
Pilene i kanterne ud for diamanterne repræsenterer torden og lyn, som kaldes magtsymboler. Striberne med de små gule og røde former kræver mange uldskift. Værksted i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
I dette tæppe er den kun brugt blå farve fra indigo-buskene, som dog er varieret i intensitet. Også her er à la grecque-mønsteret og diamanter brugt. Værksted i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
I et andet indigo-blåt tæppe er diamanten udformet mere detaljeret, og det kræver lang tids vævning som følge af de hyppige farveskift. Værksted i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
Jesús har vævet adskillige tæpper med gengivelse af motiver fra gamle billedskrifter. Farvefotografier bruges til at identificere de rette farver. Værksted i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
Det er tidskrævende med mange farveskift og runde former. Det er hårdt ved øjne, skuldre og nakke, siger Jesús
Parrets søn hedder også Jesús og er også mestervæver – udover at han er universitetsuddannet psykolog. Værksted i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
Hver væver har sin væv. Værksted i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
Karton til vævning af et af Eschers motiver. Værksted i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
Eschers tegning bliver vævet. Værksted i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
Inspireret af et relief fra mayacivilisationen: jaguaren æder et hjerte. Værksted i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
Tæppers pris afhænger især af mønsterets detaljerigdom, om det er geometrisk eller har runde former, hvor væveren længe skal arbejde i små afsnit. Værksted i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
Aztekernes skæbnemyte fortalt på uldtæppe: Etabler jer hvor ørnen i kaktussen æder en slange, og I skal blive magtfulde. Værksted i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
José Guadalupe Posadas ikoniske La Calavera Catrina. Værksted i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
Diego Riveras maleri af nøgen kvinde med calla gengivet. Værksted i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
Frida Kahlos maleri af det sårede dyr. Værksted i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca
Tæpper har to sider: Bagsiden af Frida Kahlo virker dog spejlvendt. Værksted i Teotitlán del Valle i delstaten Oaxaca

***

Zapotekerne i det nuværende Teotitlán del Valle i Oaxaca skulle aflevere bomuldsvarer, beklædning og varmende tæpper som tribut til de aztekiske herskere i Tenochtitlán. Datidens skattesystem bestod i, at menneskene i hver egn skulle levere det bedste, de kunne, og varerne blev fordelt over hele det mægtige imperium. Aztekernes beskatningsmåde medførte altså en omfordeling af værdierne i samfundet samt en specialisering og lokal dygtiggørelse.

Meget blev forandret med den spanske erobring i 1521. En slags skat skulle stadig betales, så vævet blev der fortsat i området, men teknikken blev fornyet. I årene 1535-55 indførte Oaxacas første biskop langhårede får fra Spanien. Den slags dyr var ukendte i Mexico, men han værdsatte zapotekernes mesterlige tekstilproduktion, så han indførte også det værktøj, der var nødvendigt for at forvandle uld til tekstiler: håndkarter, rokke, skaftevæve, sakse og nåle af jern.

De zapotekiske bomuldsdyrkere tog de fremmede får til sig, de fik lam, og fårene blev klippet og ulden bearbejdet. Indvandrede spanske håndværkere lærte zapotekerne en ny væveteknik. Hidtil havde vævning været et kvindefag; kvinderne havde siddet på jorden med deres lændevæve foran sig. De spanske væve var skaftevæve, bygget af tømmer og med pedaler af brædder. Vævene blev bemandet af mænd, der blev tejidores, vævere. Arbejdsstillingen var stående, arbejdet var tungt og mændenes lidt længere arme en fordel. Men måske skyldtes skiftet i arbejdskraft andre overvejelser – de spanske håndværkere skulle ikke komme for tæt på de indianske kvinder.

Mændene fremstillede uldstoffer til den ny tids magtfulde. Først vævede de beklædningstekstiler, men efterhånden også gulvtæpper. Siden har håndvævede tæpper, tapetes, fra Teotitlán del Valle været særdeles eftertragtede.

I landsbyen Teotitlán del Valle, beliggende i en dalstrækning syd for byen Oaxaca, lever omkring 150 væverfamilier, og omkring 600 familiemedlemmer er aktive i væverierne. Alle anvender redskaber, som stort set er uforandrede, siden spanierne indførte dem, teknikken er også den oprindelige, så det er håndarbejde, som væverne har lært af deres fædre og mødre, som havde lært den af deres forfædre – samtidig med at de udvider deres motivverden. Og jo, kvinderne har taget plads ved de store væve.

At væve et tæppe er en langvarig proces, der kan strække sig over flere måneder. Selvfølgelig begynder den med, at fårene klippes, og det sker to gange om året, i marts og oktober. Ulden, lana, er for så vidt lige god, men i marts indeholder den mange plantefrø og burrer, mens den i oktober er mere beskidt efter sommerens regntid. Ulden sorteres farvemæssigt. Sorte får er ikke nogen sjældenhed, og grå fås i mange nuancer.

Ulden vaskes i en nærløbende flod, hvor man benytter en speciel rod, amole, der afgiver en naturlig sæbe, når den bliver våd. Selve vaskningen er håndarbejde og foregår i flettede kurve, canastas, som stilles i floden, så vandet kan strømme ind og ud. Efter megen vasken og skyllen er ulden blevet ren og skal tørre. Herefter skal den kartes, og det er hårdt arbejde med håndkarterne, der trækkes fra hinanden. Derfor er det kvindearbejde, forklarer mænd og kvinder samstemmende. Så skal den luftigt kartede uld spindes til garn på en rok. Her skal kvinden bruge begge hænder: Med den ene drejes rokkens store hjul, og med den anden frigives lidt uld, så garnet bliver jævnt i tykkelse, og garnnøglet vokser.

Naturfarver betragtes som kulturelt mere ‘rigtigt’, og resultatet bliver ifølge kunsthåndværkerne langt mere lysægte.

Rød fås fra cochineal; Dactylpius cocus er det biologiske navn for denne luseart, der lever på figenkaktus. Når deres grå luseæg mases med en finger i håndfladen – eller i større målestok på en gruttesten – afgiver de en karminrød kulør.  Det kræver mere end 100.000 maste luseæg at producere et kilo farvestof. Denne røde farve var berømt før spaniernes erobring af Mexico, og spanierne eksporterede den til den da kendte verden som Oaxacas røde guld – ved salget blev der tjent så styrtende, at der blev overskud til at bygge de fleste af Oaxacas kirker. Cochineal blev anvendt som tekstilfarve, til læbestifter og til at farve Campari knaldrød.

Den røde farve kan varieres i et utal af toner, fra orange til rødviolet. Det sker ved at blande mere eller mindre sur saft fra limefrugter eller basiske salte i grundblandingen – derved forskydes den kemiske balance.

Indigo, en dybblå farve, skyldes udkog af blade fra indigo-buske, som gror omkring Tehuantepec i det sydvestlige af delstaten Oaxaca; blandingen skal gære i 27 dage, før den er klar til brug. En rødviolet udvindes af purpursnegle fra Stillehavet, Purpura patula pansa. Grøn udvindes af mosser, der samles langs floder.

Mønstrene er kantede, og væverne har dem ikke bare i hovedet, men i fingrene. Her kræves ingen modelbøger, men trenden tæller de omhyggeligt under vævningen. Når en ensfarvet stribe skal væves, kan skytlen sendes hele vejen tværs over trenden. Kun sjældent er det muligt; største delen af tiden bruger væveren masser af dunter, små nøgler garn af forskellig farve, som skal væves over få tråde, binde tæppet sammen og danne mønsteret. Derefter skal der bommes, islætten presses tæt, så trenden bliver usynlig. Resultatet bliver dejligt blødt at røre ved.

Som de fleste kunsthåndværkere søger også vævere udfordringer, så de arbejder med runde former, som er langt mere tidskrævende end de kantede mønstre. Runde former bruges i gengivelser af dyr eller guder fra den zapotekiske verden. Stenrelieffer og billeder fra en codex kan således blive genskabt i uld, og de færdige tæpper bliver hængt op som vægtæpper.

Motivernes linieføring og detaljerigdom kræver en tegning i fuld størrelse, en karton, som trinvis overføres til trenden, hvorefter de følgende centimeter kan væves.

En voksen kan væve i hele vævens bredde, dvs. knap 2 meter. Længden kan være 3 meter, men principielt kan man væve nærmest uendelig langt – det er udelukkende et spørgsmål om at forlænge trenden og så fortsætte!

(Uddrag af siderne 207-217 i Mikael Witte: Kunsthåndværk i Mexico, KLIM i 2011. 255 sider, rigt ill i farver)

Alle fotos: Mikael Witte

One Comment Tilføj dine

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s