***

Zapotekerne i det nuværende Teotitlán del Valle i Oaxaca skulle aflevere bomuldsvarer, beklædning og varmende tæpper som tribut til de aztekiske herskere i Tenochtitlán. Datidens skattesystem bestod i, at menneskene i hver egn skulle levere det bedste, de kunne, og varerne blev fordelt over hele det mægtige imperium. Aztekernes beskatningsmåde medførte altså en omfordeling af værdierne i samfundet samt en specialisering og lokal dygtiggørelse.

Meget blev forandret med den spanske erobring i 1521. En slags skat skulle stadig betales, så vævet blev der fortsat i området, men teknikken blev fornyet. I årene 1535-55 indførte Oaxacas første biskop langhårede får fra Spanien. Den slags dyr var ukendte i Mexico, men han værdsatte zapotekernes mesterlige tekstilproduktion, så han indførte også det værktøj, der var nødvendigt for at forvandle uld til tekstiler: håndkarter, rokke, skaftevæve, sakse og nåle af jern.

De zapotekiske bomuldsdyrkere tog de fremmede får til sig, de fik lam, og fårene blev klippet og ulden bearbejdet. Indvandrede spanske håndværkere lærte zapotekerne en ny væveteknik. Hidtil havde vævning været et kvindefag; kvinderne havde siddet på jorden med deres lændevæve foran sig. De spanske væve var skaftevæve, bygget af tømmer og med pedaler af brædder. Vævene blev bemandet af mænd, der blev tejidores, vævere. Arbejdsstillingen var stående, arbejdet var tungt og mændenes lidt længere arme en fordel. Men måske skyldtes skiftet i arbejdskraft andre overvejelser – de spanske håndværkere skulle ikke komme for tæt på de indianske kvinder.

Mændene fremstillede uldstoffer til den ny tids magtfulde. Først vævede de beklædningstekstiler, men efterhånden også gulvtæpper. Siden har håndvævede tæpper, tapetes, fra Teotitlán del Valle været særdeles eftertragtede.

I landsbyen Teotitlán del Valle, beliggende i en dalstrækning syd for byen Oaxaca, lever omkring 150 væverfamilier, og omkring 600 familiemedlemmer er aktive i væverierne. Alle anvender redskaber, som stort set er uforandrede, siden spanierne indførte dem, teknikken er også den oprindelige, så det er håndarbejde, som væverne har lært af deres fædre og mødre, som havde lært den af deres forfædre – samtidig med at de udvider deres motivverden. Og jo, kvinderne har taget plads ved de store væve.

At væve et tæppe er en langvarig proces, der kan strække sig over flere måneder. Selvfølgelig begynder den med, at fårene klippes, og det sker to gange om året, i marts og oktober. Ulden, lana, er for så vidt lige god, men i marts indeholder den mange plantefrø og burrer, mens den i oktober er mere beskidt efter sommerens regntid. Ulden sorteres farvemæssigt. Sorte får er ikke nogen sjældenhed, og grå fås i mange nuancer.

Ulden vaskes i en nærløbende flod, hvor man benytter en speciel rod, amole, der afgiver en naturlig sæbe, når den bliver våd. Selve vaskningen er håndarbejde og foregår i flettede kurve, canastas, som stilles i floden, så vandet kan strømme ind og ud. Efter megen vasken og skyllen er ulden blevet ren og skal tørre. Herefter skal den kartes, og det er hårdt arbejde med håndkarterne, der trækkes fra hinanden. Derfor er det kvindearbejde, forklarer mænd og kvinder samstemmende. Så skal den luftigt kartede uld spindes til garn på en rok. Her skal kvinden bruge begge hænder: Med den ene drejes rokkens store hjul, og med den anden frigives lidt uld, så garnet bliver jævnt i tykkelse, og garnnøglet vokser.

Naturfarver betragtes som kulturelt mere ‘rigtigt’, og resultatet bliver ifølge kunsthåndværkerne langt mere lysægte.

Rød fås fra cochineal; Dactylpius cocus er det biologiske navn for denne luseart, der lever på figenkaktus. Når deres grå luseæg mases med en finger i håndfladen – eller i større målestok på en gruttesten – afgiver de en karminrød kulør.  Det kræver mere end 100.000 maste luseæg at producere et kilo farvestof. Denne røde farve var berømt før spaniernes erobring af Mexico, og spanierne eksporterede den til den da kendte verden som Oaxacas røde guld – ved salget blev der tjent så styrtende, at der blev overskud til at bygge de fleste af Oaxacas kirker. Cochineal blev anvendt som tekstilfarve, til læbestifter og til at farve Campari knaldrød.

Den røde farve kan varieres i et utal af toner, fra orange til rødviolet. Det sker ved at blande mere eller mindre sur saft fra limefrugter eller basiske salte i grundblandingen – derved forskydes den kemiske balance.

Indigo, en dybblå farve, skyldes udkog af blade fra indigo-buske, som gror omkring Tehuantepec i det sydvestlige af delstaten Oaxaca; blandingen skal gære i 27 dage, før den er klar til brug. En rødviolet udvindes af purpursnegle fra Stillehavet, Purpura patula pansa. Grøn udvindes af mosser, der samles langs floder.

Mønstrene er kantede, og væverne har dem ikke bare i hovedet, men i fingrene. Her kræves ingen modelbøger, men trenden tæller de omhyggeligt under vævningen. Når en ensfarvet stribe skal væves, kan skytlen sendes hele vejen tværs over trenden. Kun sjældent er det muligt; største delen af tiden bruger væveren masser af dunter, små nøgler garn af forskellig farve, som skal væves over få tråde, binde tæppet sammen og danne mønsteret. Derefter skal der bommes, islætten presses tæt, så trenden bliver usynlig. Resultatet bliver dejligt blødt at røre ved.

Som de fleste kunsthåndværkere søger også vævere udfordringer, så de arbejder med runde former, som er langt mere tidskrævende end de kantede mønstre. Runde former bruges i gengivelser af dyr eller guder fra den zapotekiske verden. Stenrelieffer og billeder fra en codex kan således blive genskabt i uld, og de færdige tæpper bliver hængt op som vægtæpper.

Motivernes linieføring og detaljerigdom kræver en tegning i fuld størrelse, en karton, som trinvis overføres til trenden, hvorefter de følgende centimeter kan væves.

En voksen kan væve i hele vævens bredde, dvs. knap 2 meter. Længden kan være 3 meter, men principielt kan man væve nærmest uendelig langt – det er udelukkende et spørgsmål om at forlænge trenden og så fortsætte!

(Uddrag af siderne 207-217 i Mikael Witte: Kunsthåndværk i Mexico, KLIM i 2011. 255 sider, rigt ill i farver)

Alle fotos: Mikael Witte