***

Man klæder sig, forklæder sig og iscenesætter sig. Sådan sker det også i Mexico, hvor det rituelle har haft voldsom betydning, og hvor stil stadig er statusgivende. Men folk skaber også klæder for at holde varmen eller for at beskytte sig mod solen. Det kan næppe være anderledes i et land, hvor temperaturen kan svinge mellem ulidelig varme og isnende kølighed.

Der produceres utrolige mængder tekstil i Mexico, og selvom det meste er industrivarer, så fremstilles der fortsat meget i hånden. Det har både økonomisk og kulturel betydning.

De primære materialer i tekstilproduktionen kan opdeles i de fine og de grove: Bomuld, silke og uld er fine, mens sisal, palmeblade og græsser hører til de grovere. Før den spanske erobring kendte indianerne hverken silke eller uld, så bomuld, algodón, samt sisal fra agaver var foretrukne materialer. Nogle indianerstammer anvendte barkpapir, fjer samt dyreskind – men da de fleste dyr var små, så var skindene det samme. Efter spanierne havde landsat får og vædder, var det et spørgsmål om få år, før uld, lana, kunne indgå i tekstilproduktionen. Noget længere gik der, før tilstrækkelig silke, seda, blev udvundet af silkeorme.

Størstedelen af bomulden var ubleget, den havde sin naturlige lysebrunlige kulør. Grundet den fugtige varme er kun ganske lidt tekstil fra tiden før spaniernes ankomst bevaret, men noget kendes fra grave i delstaten Chihuahua, samt fra billeder og skriftlige overleveringer. Arkæologer antager, at det nok mest er overklassens tøj, der er fundet bevaret eller gengivet: De magtfulde havde størst behov og mulighed for at iscenesætte sig. Og de konkluderer, at indianerne havde klædt sig i vævet tøj med geometriske mønstre, og at de havde brugt naturfarver fra planter, dyr og mineraler, så de må have levet i en kulørt verden.

Til kvindedragten i Mexico har i flere århundreder hørt en rebozo, et næsten en meter bredt og mere end to meter langt tørklæde med knyttede frynser, rapacejos. Rebozo er nærmest blevet kvintessensen af mexicansk kvindebeklædning. I skrifter om tiden før den spanske erobring findes illustrationer, der viser, at lange tøjstykker blev anvendt til at bære ting og mennesker.

Ordet rebozo er afledt af det spanske ord for at dække, og mexicanske kvinder tog rebozoen til sig. De benyttede den ikke bare, når de skulle i kirke, men også udenfor, hvor solen brændte. I 1700-tallet udviklede den sig til en uundværlig del af beklædningen for kvinder af alle samfundsklasser, men der opstod også mange variationer. I forskellige stammer og klasser bar man rebozoen på forskellig vis.

Nu til dags vil en bjergindianer om aftenen trække sin rebozo tæt om sig, mens en overklassekvinde vil bære sin langt løsere, for hun benytter den mere af national stolthed end af nød. Afhængigt af, hvor man lever, og hvordan rebozoen skal bruges, væves den af uld, bomuld, silke, sølv- og guldtråde, kunststof eller en blanding af disse. Farverne varierer fra egn til egn, i nogle områder væves rebozoen med et tofarvet mønster.

Overklassens rebozo er vævet af silke. Berømt for sine silkerebozo er byen Santa Mará del Río i delstaten San Luis Potosí; de fineste af disse silketørklæder kan glide gennem en fingerring. I dag fremstilles de fleste dog af et kunstprodukt, artisela. Når Mexicos præsident om aftenen den 15. september står frem på balkonen på Palacio Nacional for at minde om el grito, skriget for uafhængighed i 1810, så ledsages han af sin hustru, der har sin rebozo hængende løst omkring sig.

I det centrale Mexico anvender mange indianske kvinder et dekoreret, kvadratisk tæppe med hul i midten; det dækker skuldrene og en del af brystet og ryggen, og det kaldes en quesquémel.

Mænd kan også beskytte sig med et tæppe, deres sarape, nogle af disse har en slids i midten til at stikke hovedet igennem – kantet med blød fløjl eller silke – og de kaldes i Mexico jorongo.

Charros, mexicanske cowboys, slængte i solskin sarapen over skulderen for således om natten at kunne beskytte sig mod kulden. Måske det mest foregik i 18. og 19. århundrede, men filmindustrien i det 20. århundrede projicerede millioner af billeder af helten til hest med sarape, så den blev verdensberømt tekstil.

Alene på grund af bredden var det mest praktisk at væve sarapen på store vævestole. Væveren havde mulighed for at skabe detaljerede mønstre af cochineal-røde og indigo-blå garner. Dygtige vævere kunne væve ganske vellignende portrætter, men det krævede myriader af tråde og var ekstremt kostbart, for det kunne kræve et års arbejde, og var nok forbeholdt haciendaejere, der dog næppe behøvede at sove under stjernerne. Men måske sådan en godsejer gerne ville føre sig frem, som om han gjorde det: Sarapen var blevet et ikon.

Det hyppigst gengivne stykke mexicansk tekstil er det lidt mindre uldtæppe, på nahuatl kaldes det en tilma, som siges i 1531 at have tilhørt Juan Diego, en indianer, der få år tidligere var blevet omvendt til kristendom. En tidlig morgen havde han hastet over Tepeyac-bjerget, hvor aztekerne hidtil havde dyrket gudinden Tonantzín, Vor Moder, som også hed Coatlicue, Slangeskørtet, for hun var en gudinde for jorden, foråret og majsen. Pludselig hørte Juan en smuk stemme. Det var Jomfruen af Guadalupe, altså en af Jomfru Marias fremstrædelsesformer. Ved Juans tredje møde med Jomfruen beordrede hun nogle roser at blomstre, og han fik besked på at bringe roserne til biskoppen. Da han afleverede dem hos biskoppen sad Jomfruen af Guadalupes billede på hans tæppe – et guddommeligt bevis på hendes eksistens. Det er hans tæppe – siger man – der den dag i dag tilbedes af millioner i den mægtige Jomfruen af Guadalupes Basilika i Mexico By.

Indianernes oprindelige væv var lændevæven, der bestod af nogle stokke, og lændevæveren var altid en kvinde. Først sætter hun trenden – trådene på det lange led. Måden, trenden sættes på, er afgørende for, hvor bredt det vævede kan blive, og antallet af trendtråde afgørende for, hvor tæt det vævede vil blive; trendens opsætning og farve får betydning for slutresultatet. Topstykket af væven fæstner hun med en snor til et træ eller en busk, og den anden ende binder hun om lænden, som regel i et læderbælte. Trendens strammes ved, at den knælende kvinde læner sig mere eller mindre bagud. Ved hjælp af sølleskaftet kan hun løfte hver anden trendtråd, mens islættet – trådene på det korte led – bliver ført igennem. Med vævesværdet, en kam eller knoglestump (på lændevæven findes jo ingen bom) presser hun islætten mere eller mindre fast; jo fastere, desto større betydning får islættens farve for resultatet, for trenden bliver jo usynlig.

Denne væveteknik bruges den dag i dag i mange indianerlandsbyer. Ofte har jeg fulgt vævningen i Pascuala Vázquez Hernández’ storfamilie i Zinacantán i delstaten Chiapas, set, hvordan søstre, mostre og bedstemødre knælende på et stykke karton eller lille tæppe vævede det tætte stof, der blev til en lang bane. Tidligt lærer kvinderne deres døtre teknikken, der har sine begrænsninger, for stort set kan der ikke væves bredere, end armene kan nå. Det er hårdt at knæle, og vævning er langsommeligt og monotont.

Kvinder væver stof til huipiles, deres ærmeløse bluser og kjoler. Resultatet bliver rektangulært: da kvinderne ikke kan væve et tilstrækkeligt bredt stykke til en kjole, så må flere baner sys sammen. Stykkerne kan til gengæld væves lige så lange, som kvinden ønsker, og mange huipiles når næsten jorden.

Huipiles i en indianerstamme har fundamentale fællestræk: materiale, farver, længde og mønstre. At insistere på dem er del af en bevidsthed om fællesskabet. Indianske kvinder udsmykker deres huipil med mønstre, der kan repræsentere den enkeltes historie eller udtrykke den enkeltes sociale eller ægteskabelige status. Teknikken vil være fælles for landsbyen, men udformningen varierer fra kjole til kjole, dvs. fra kvinde til kvinde. Variationerne kan være så minimale, at man enten skal sammenligne nøje eller kende en del til den pågældende kvinde for at se forskellene.

Sommetider sprænger en kvinde den sociale uniformitet, så det nærmer sig individualisme; måske netop hun kommer til at præge udviklingen. Det afhænger nok især af kvindens status i landsbyen. Der er en konstant dialektik mellem det kollektive og det individuelle. Kunsthåndværket er hendes andet ansigt.

(Uddrag af siderne 220-236 i Mikael Witte: Kunsthåndværk i Mexico, KLIM i 2011. 255 sider, rigt ill i farver)

Alle fotos: Mikael Witte