TEKSTILER – skal mere end at holde på varmen i Mexico

Tøj skal holde kroppen varm, men tøj skaber også folk. Her forfører et fejende par i hinanden i dansen jarabe tapatio: kvinde i storflagrende kjole og mand med hatten, der ender på gulvet, hvor hun til sidst snupper den. Set i Cancún i delstaten Quintana Roo
Tæt broderede blomster på grøn bund til at afrunde den maskinproducerede kvindebluse bæres i det fugtigvarme skovområde ved vandfaldene Agua Azul i delstaten Chiapas 
En rebozo er et varmt tørklæde eller sjal der kan beskytte kvinden mod kulde. Den kan være af uld eller bomuld, afhængigt af hvor og hvornår den skal bruges. Set i 2100 meters højde på markedet i november i Pátzcuaro i delstaten Michoacán nordvest for Mexico By
Også her bruges rebozoen, men som beskyttelse mod den brændende sol. Set i 2200 meters højde på markedet i juli i San Juan Chamula i delstaten Chiapas sydøst for Mexico By
Kvinde i sin lokalprægede bluse, huipil. Hun bærer sine indkøb i tasken på ryggen – remmen holder hun med panden. Set i kaffeproducenters landsby Oxchuc i delstaten Chiapas
Tre kvinder bærer samme slags sjal, som er anderledes end de rebozo som ses mange steder. Den midterste kvinde beskytter sit barn med sjalet, som kvinder altid husker når de forlader hjemmet. Set i Zinacantán i delstaten Chiapas
Kvinder er strømmet til rådhuset for at hente en fødevarepakke, der deles ud af kvinden i violet bluse. Set i Zinacantán i delstaten Chiapas
Mænd er samlet foran skolen, hvor eleverne står på række; de fleste af landsbyens mænd er denne dag festklædte i ponchoer med blomstermønster som kvindernes sjal. Til daglig dyrker mange af mændene grøntsager og blomster i drivhuse mens andre kører varerne til Mexico By. Set i Zinacantán i delstaten Chiapas
Overklassekvinders rebozo er vævet af silke; de fineste af disse silketørklæder kan glide gennem en fingerring. Set i San Cristóbal de las Casas i delstaten Chiapas
Mexicanske mænd kan – men de færreste gør det! – iklæde sig en stribet poncho, en sarape med en slids i midten til at stikke hovedet igennem, og selvfølgelig en sombrero med sølvstriber. Set i San Juan Teotihuacán i delstaten Mexico
En majordomo, en magtfuld chamula, har givet mig lov til at fotografere ham. Han har hverken sin ceremonielle hat eller ordenskæder på, til gengæld store fingerringe og armbåndsur. Set i San Juan Chamula i delstaten Chiapas
På Yucatán, hvor der næsten altid er varmt, er den traditionelle herreskjorte, guayabera, behagelig; den bæres uden på bukserne, er forsynet med læg på forsiden og ofte med små lommer. Denne tjener forsøger sig med en vaqueria-dans, hvor en øl skal blive stående på danserens hovede. Set på hotel i Chich’en Itza i delstaten Yucatán
Lacandon er en lille maya-stamme som længe har levet isoleret i regnskoven; indtil for få generationer siden gik de klædt i barkmateriale og knyttede tasker og fiskenet af andre fibre. Set ved indgangen til det arkæologiske område i Palenque i delstaten Chiapas
Lacandoner i hvide tunika af bomuld. Tøjet er stort set samme snit som det af bark; under tunikaen har mænd cowboybukser. Set ved indgangen til det arkæologiske område i Palenque i delstaten Chiapas
Denne chamula er klædt i den tradtionelle hvide mandsdragt af groft vævet uld. Set i San Juan Chamula i delstaten Chiapas
Billedet af Jomfruen af Guadalupe siges at være opstået på en indianers klædning, hans tilma efter hun havde vist sig for ham og han havde båret hendes blomster i tøjet til biskoppen. Det hænger som den største helligdom i Jomfruen af Guadalupes Basilika i Mexico By – og er gengivet utallige andre steder
Kvinde karter uld. Hendes slå-om-nederdel, enredo, er af groft vævet uld med smalle hvide striber, som holdes oppe af et bredt bånd. Set på torvet i San Juan Chamula i delstaten Chiapas
Kvinde spinder uld. Hendes bluse er af maskinfremstillet blankt stof, men mønsteret ved halsåbningen er håndbroderet. Også hun har en sort nederdel på, men den er dækket af det lyse stof under arbejdet med den hvide uld. Set på markedet i San Juan Chamula i delstaten Chiapas
På sin brede lændevæv væver chamulaen uldstof. Bredden kommer til at præge stoffet: det er svært at væve det meget tæt, lige som det heller ikke indbyder til at væve mønstre. Set på marked i San Cristóbal de las Casas i delstaten Chiapas
Kvinde sætter trenden op til vævningen. Hendes bluse er af maskinfremstillet blankt stof, men den er blevet gennemdekoreret af blomster i landsbyens stil, som ingenlunde er ensrettet. Også hun har en sort nederdel på, men den er uden striber og meget tæt i vævningen. Set i værkstedet i hjemmet i Zinacantán i delstaten Chiapas
Zapotek væver mønstret stof. Mønsteret kan se broderet ud, men det bliver vævet ind i stoffet som de lange tråde mellem hænderne viser. Set på et marked i Oaxaca
Kvinde retter på trenden der skal blive de bærende tråde i et kulørt sengetæppe. Set på værksted i San Juan Teotihuacán i delstaten Mexico
Manden væver med hurtige bevægelser. Set på værksted i San Juan Teotihuacán i delstaten Mexico 
Tehuana, kvinde fra Tehuantepec ved delstaten Oaxacas Stillehavskyst, hvor kvinder indtager en stærk økonomisk position. Deres stil inspirerede Frida Kahlo, der boede i Mexico By. Set i restaurant i Tehuantepec i delstaten Oaxaca
Kvindebluse fra Tenejapa i delstaten Chiapas med flere etniske grupper. Set i San Cristóbal de las Casas i delstaten Chiapas
Det øverste af en lang vævet og broderet bomuldskjole fra Pantelhó i delstaten Chiapas. Set i San Cristóbal de las Casas i delstaten Chiapas
Broderet kvindebluse fra Bochil i delstaten Chiapas. Set i San Juan Chamula i delstaten Chiapas
Broderet løber fra San Larrainzar i delstaten Chiapas. Set i San Cristóbal de las Casas i delstaten Chiapas
Jacintha med broderet pudebetræk; hun er med i et projekt hvor mayakvinder bl.a. broderer til danske kirker. Set i Xocen i delstaten Yucatán
Tekstilbillede lavet af farvede garner lagt i bivoks af huichol i delstaten Nayarit. Set i butik i Tulum i delstaten Quintana Roo
Broderi lavet af otomi, der lever i Mexicos centrale højland. Med kulørte tråde og grafisk fornemmelse broderer kvinder vægtæpper, sengetæpper og løbere med motiver inspireret af flaksende fugle og fjollende får men også af hulemalerier i delstaten Hidalgo. Set på et marked i Oaxaca
Kvindekooperativ i arbejde. Set i Valladolid i delstaten Yucatán
Kvinde på zócaloen i San Cristóbal de las Casas i delstaten Chiapas, der tiltrækker mange med interesse for de mangfoldige indianske gruppers kunsthåndværk, levevise og spiritualitet men også af deres modstand mod magten, lokalt og centralt: Og så overraskede denne kunstner fra Mexico By med djævlehorn og vinger af sølv 

***

Man klæder sig, forklæder sig og iscenesætter sig. Sådan sker det også i Mexico, hvor det rituelle har haft voldsom betydning, og hvor stil stadig er statusgivende. Men folk skaber også klæder for at holde varmen eller for at beskytte sig mod solen. Det kan næppe være anderledes i et land, hvor temperaturen kan svinge mellem ulidelig varme og isnende kølighed.

Der produceres utrolige mængder tekstil i Mexico, og selvom det meste er industrivarer, så fremstilles der fortsat meget i hånden. Det har både økonomisk og kulturel betydning.

De primære materialer i tekstilproduktionen kan opdeles i de fine og de grove: Bomuld, silke og uld er fine, mens sisal, palmeblade og græsser hører til de grovere. Før den spanske erobring kendte indianerne hverken silke eller uld, så bomuld, algodón, samt sisal fra agaver var foretrukne materialer. Nogle indianerstammer anvendte barkpapir, fjer samt dyreskind – men da de fleste dyr var små, så var skindene det samme. Efter spanierne havde landsat får og vædder, var det et spørgsmål om få år, før uld, lana, kunne indgå i tekstilproduktionen. Noget længere gik der, før tilstrækkelig silke, seda, blev udvundet af silkeorme.

Størstedelen af bomulden var ubleget, den havde sin naturlige lysebrunlige kulør. Grundet den fugtige varme er kun ganske lidt tekstil fra tiden før spaniernes ankomst bevaret, men noget kendes fra grave i delstaten Chihuahua, samt fra billeder og skriftlige overleveringer. Arkæologer antager, at det nok mest er overklassens tøj, der er fundet bevaret eller gengivet: De magtfulde havde størst behov og mulighed for at iscenesætte sig. Og de konkluderer, at indianerne havde klædt sig i vævet tøj med geometriske mønstre, og at de havde brugt naturfarver fra planter, dyr og mineraler, så de må have levet i en kulørt verden.

Til kvindedragten i Mexico har i flere århundreder hørt en rebozo, et næsten en meter bredt og mere end to meter langt tørklæde med knyttede frynser, rapacejos. Rebozo er nærmest blevet kvintessensen af mexicansk kvindebeklædning. I skrifter om tiden før den spanske erobring findes illustrationer, der viser, at lange tøjstykker blev anvendt til at bære ting og mennesker.

Ordet rebozo er afledt af det spanske ord for at dække, og mexicanske kvinder tog rebozoen til sig. De benyttede den ikke bare, når de skulle i kirke, men også udenfor, hvor solen brændte. I 1700-tallet udviklede den sig til en uundværlig del af beklædningen for kvinder af alle samfundsklasser, men der opstod også mange variationer. I forskellige stammer og klasser bar man rebozoen på forskellig vis.

Nu til dags vil en bjergindianer om aftenen trække sin rebozo tæt om sig, mens en overklassekvinde vil bære sin langt løsere, for hun benytter den mere af national stolthed end af nød. Afhængigt af, hvor man lever, og hvordan rebozoen skal bruges, væves den af uld, bomuld, silke, sølv- og guldtråde, kunststof eller en blanding af disse. Farverne varierer fra egn til egn, i nogle områder væves rebozoen med et tofarvet mønster.

Overklassens rebozo er vævet af silke. Berømt for sine silkerebozo er byen Santa Mará del Río i delstaten San Luis Potosí; de fineste af disse silketørklæder kan glide gennem en fingerring. I dag fremstilles de fleste dog af et kunstprodukt, artisela. Når Mexicos præsident om aftenen den 15. september står frem på balkonen på Palacio Nacional for at minde om el grito, skriget for uafhængighed i 1810, så ledsages han af sin hustru, der har sin rebozo hængende løst omkring sig.

I det centrale Mexico anvender mange indianske kvinder et dekoreret, kvadratisk tæppe med hul i midten; det dækker skuldrene og en del af brystet og ryggen, og det kaldes en quesquémel.

Mænd kan også beskytte sig med et tæppe, deres sarape, nogle af disse har en slids i midten til at stikke hovedet igennem – kantet med blød fløjl eller silke – og de kaldes i Mexico jorongo.

Charros, mexicanske cowboys, slængte i solskin sarapen over skulderen for således om natten at kunne beskytte sig mod kulden. Måske det mest foregik i 18. og 19. århundrede, men filmindustrien i det 20. århundrede projicerede millioner af billeder af helten til hest med sarape, så den blev verdensberømt tekstil.

Alene på grund af bredden var det mest praktisk at væve sarapen på store vævestole. Væveren havde mulighed for at skabe detaljerede mønstre af cochineal-røde og indigo-blå garner. Dygtige vævere kunne væve ganske vellignende portrætter, men det krævede myriader af tråde og var ekstremt kostbart, for det kunne kræve et års arbejde, og var nok forbeholdt haciendaejere, der dog næppe behøvede at sove under stjernerne. Men måske sådan en godsejer gerne ville føre sig frem, som om han gjorde det: Sarapen var blevet et ikon.

Det hyppigst gengivne stykke mexicansk tekstil er det lidt mindre uldtæppe, på nahuatl kaldes det en tilma, som siges i 1531 at have tilhørt Juan Diego, en indianer, der få år tidligere var blevet omvendt til kristendom. En tidlig morgen havde han hastet over Tepeyac-bjerget, hvor aztekerne hidtil havde dyrket gudinden Tonantzín, Vor Moder, som også hed Coatlicue, Slangeskørtet, for hun var en gudinde for jorden, foråret og majsen. Pludselig hørte Juan en smuk stemme. Det var Jomfruen af Guadalupe, altså en af Jomfru Marias fremstrædelsesformer. Ved Juans tredje møde med Jomfruen beordrede hun nogle roser at blomstre, og han fik besked på at bringe roserne til biskoppen. Da han afleverede dem hos biskoppen sad Jomfruen af Guadalupes billede på hans tæppe – et guddommeligt bevis på hendes eksistens. Det er hans tæppe – siger man – der den dag i dag tilbedes af millioner i den mægtige Jomfruen af Guadalupes Basilika i Mexico By.

Indianernes oprindelige væv var lændevæven, der bestod af nogle stokke, og lændevæveren var altid en kvinde. Først sætter hun trenden – trådene på det lange led. Måden, trenden sættes på, er afgørende for, hvor bredt det vævede kan blive, og antallet af trendtråde afgørende for, hvor tæt det vævede vil blive; trendens opsætning og farve får betydning for slutresultatet. Topstykket af væven fæstner hun med en snor til et træ eller en busk, og den anden ende binder hun om lænden, som regel i et læderbælte. Trendens strammes ved, at den knælende kvinde læner sig mere eller mindre bagud. Ved hjælp af sølleskaftet kan hun løfte hver anden trendtråd, mens islættet – trådene på det korte led – bliver ført igennem. Med vævesværdet, en kam eller knoglestump (på lændevæven findes jo ingen bom) presser hun islætten mere eller mindre fast; jo fastere, desto større betydning får islættens farve for resultatet, for trenden bliver jo usynlig.

Denne væveteknik bruges den dag i dag i mange indianerlandsbyer. Ofte har jeg fulgt vævningen i Pascuala Vázquez Hernández’ storfamilie i Zinacantán i delstaten Chiapas, set, hvordan søstre, mostre og bedstemødre knælende på et stykke karton eller lille tæppe vævede det tætte stof, der blev til en lang bane. Tidligt lærer kvinderne deres døtre teknikken, der har sine begrænsninger, for stort set kan der ikke væves bredere, end armene kan nå. Det er hårdt at knæle, og vævning er langsommeligt og monotont.

Kvinder væver stof til huipiles, deres ærmeløse bluser og kjoler. Resultatet bliver rektangulært: da kvinderne ikke kan væve et tilstrækkeligt bredt stykke til en kjole, så må flere baner sys sammen. Stykkerne kan til gengæld væves lige så lange, som kvinden ønsker, og mange huipiles når næsten jorden.

Huipiles i en indianerstamme har fundamentale fællestræk: materiale, farver, længde og mønstre. At insistere på dem er del af en bevidsthed om fællesskabet. Indianske kvinder udsmykker deres huipil med mønstre, der kan repræsentere den enkeltes historie eller udtrykke den enkeltes sociale eller ægteskabelige status. Teknikken vil være fælles for landsbyen, men udformningen varierer fra kjole til kjole, dvs. fra kvinde til kvinde. Variationerne kan være så minimale, at man enten skal sammenligne nøje eller kende en del til den pågældende kvinde for at se forskellene.

Sommetider sprænger en kvinde den sociale uniformitet, så det nærmer sig individualisme; måske netop hun kommer til at præge udviklingen. Det afhænger nok især af kvindens status i landsbyen. Der er en konstant dialektik mellem det kollektive og det individuelle. Kunsthåndværket er hendes andet ansigt.

(Uddrag af siderne 220-236 i Mikael Witte: Kunsthåndværk i Mexico, KLIM i 2011. 255 sider, rigt ill i farver)

Alle fotos: Mikael Witte

One Comment Tilføj dine

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s