DET MENNESKELIGE MOD: DE MODIGSTE

At nægte at tage liv burde være en menneskeret. Her sættes et minde over de mange, som i Nazityskland, Serbien og andre steder nægtede at gå i krig: Desertørerne

Nazitysklands første koncentrationslejr åbnede i Dachau ved München den 22. marts 1933. Det nazistiske dagblad Völkischer Beobachter skrev dagen før, at det var blevet nødvendigt at oprette lejren, fordi det i længden ikke ville være muligt at anbringe kommunistiske og socialdemokratiske funktionærer, der truede statens sikkerhed, i almindelige arresthuse. De indespærrede var hverken anklaget eller dømt for noget; de blev ‘bare‘ sat i Schutzhaft, beskyttelsesarrest.

Senere blev sigøjnere tvunget i den første racemæssigt definerede koncentrationslejr. Det kostede 500.000 sigøjnere livet. Jehovas Vidner var den eneste religiøse bevægelse, der som gruppe betragtet lige fra begyndelsen ufravigeligt tog afstand fra nazismen. De var militærnægtere, for de anså militæret som Satans værk. 2.000 Jehovas Vidner døde i KZ-lejrene.

Nazisterne udslettede seks millioner jøder. Anden Verdenskrig kostede 1,7 millioner jugoslaver og 27 millioner russere samt mange andre ikke-tyskere livet. Disse tal vil aldrig kunne give indtryk af smerten, sorgen, lidelsen.

Det vides ikke præcist hvor mange tyske kommunister, socialister, socialdemokrater, liberale, borgerlige, reaktionære og nazister(!), hvor mange bøsser og lesbiske, ludere og trækkerdrenge, fysisk og psykisk handicappede, kristne, kriminelle og kunstnere, der blev udryddet af det nazistiske voldsapparat.

Og så mangler de i historien, der forsøgte ikke at være der! De der flygtede fra fanen og våbene, desertørerne. De modigste.

I begyndelsen var de pacifister, siden blev de krigsnægtere. Bedst kendt er måske Carl von Ossietzky, fordi han som pacifist angreb den tyske militarisme og allerede i 1931 blev idømt fængsel for sine afsløringer i Die Weltbühne af tyske brud på Versaillestraktaten. 1933-36 blev han holdt i koncentrationslejr, hvor han fik meddelelsen om at han var tildelt Nobels Fredspris for 1935. Han fik ikke medaljen, men døde på hospital som følge af nazisternes mishandlinger.

Der fandtes tyskere som ville sabotere uden at slå ihjel. De afbrød elektriske ledninger til antiluftskytsbatterier. Der fandtes dem der sprængte tyske militære køretøjer i stumper, og dem som hældte sukker i benzinen. Der fandtes tyske arbejdere der agiterede for arbejd-langsomt-aktioner. Men beskadigelsen af materiel fandt ikke stor forståelse blandt arbejdskammeraterne. For det var deres brødre, sønner og mænd der ville blive kanonføde ved fronten.

Højforrædere – tyske borgere, der nægtede at deltage i det nazistiske vanvid eller vovede at gå til modstand mod nazismen – blev sendt til Volksgerichtshof, Folkedomstolen i Berlin. Antallet af sager voksede fra 1934 til 1944, det samme gjorde antallet af dødsstraffe. 5.194 tyske borgere var så umedgørlige, at nazisystemet valgte at føre proces på højeste niveau. 300 Mark kostede en dødsdom, plus omkostninger og porto, som efterfølgende blev sendt til de 5.194 henrettedes familier.

Tyranmordet har en lang historie. Før krigsudbruddet havde der været 29 attentatforsøg mod Hitler. 8. november 1939 forsøgte tømreren Georg Elsner sig med en tidsindstillet bombe i Münchens Bürgerbräu, hvor Hitler skulle holde sin årlige tale. Imidlertid havde han så travlt med at udvide krigen, så han forlod stedet tidligere end planlagt. Det reddede hans liv – og førte til at mange mente at Georg Elsner var nazisternes redskab. For hans bombe havde demonstreret Hitlers usårlighed.

Krigsudbruddet gav tyske soldater en særlig moralsk pligt: At stoppe Hitler, nazismen, krigen og døden.

Mest berømt er attentatet den 20. juli 1944 blevet, da oberst Stauffenberg havde sat sin bombe under det egetræsbord, hvor Hitler i Wolfschanze studerede landkort. At Stauffenberg fik en hædersplads i tysk historie skyldes bl.a., at omsider havde så ledende tyske officerer brudt den troskabsed de havde svoret personligt til Hitler. Og at han var adelig stabsofficer med et fint slægtsnavn.

Der fandtes også andre militære, diplomatiske og politiske kredse, der var i opposition til Hitler.

Det reelle antal desertører, soldater der nægtede at følge Hitlers ordre til at skyde for at dræbe, kendes ikke og vil aldrig blive fastlagt. Men 50.000 tyske soldater blev i slutningen af Anden Verdenskrig dømt som desertører og militærnægtere. Cirka halvdelen blev henrettet, de andre sendt i særlige straffebataljoner. Kun de færreste overlevede krigen. Endnu lever et par hundrede.

Oplysningerne skyldes forbundsdagsmedlem Volker Beck, retspolitisk ordfører for De Grønne, der fremførte dem ved 50-årsdagen for Nazitysklands sammenbrud i 1995.

I takt med krigens forråelse og den stadig tydeligere udsigt til Nazitysklands nederlag – feltmarskal Paulus’ kapitulation den 31. januar 1943 ved Stalingrad var det vigtige vendepunkt – voksede antallet af desertører.

Et par navne og ansigter: Karl Otto Meyer, den senere sydslesvigske landdagsmand var en af dem. Gerhard Dallmann, en marinetelegrafist der skjulte sig på Omø i Storebælt og senere blev præst i DDR, var en anden. Alfred Andersch, der deserterede fra den italienske front i sommeren 1944, som siden blev sat i krigsfangelejr i USA og senere blev forfatter.

Flensborgdrengen Georg Busch stak af fra Tyskland istedet for som lovpligtigt at blive Hitler-Jugend. I 1940 fik han dansk statsborgerskab og to dage senere blev han indkaldt til den tyske hær. Han nægtede at møde, men i 1944 blev han taget af tyskerne, forhørt og sat i Frøslevlejren. Ludwig Baumann deserterede i krigen og gjorde senere en stor indsats for rehabiliteringen i Tyskland af desertørerne.

Tyske desertører var tilsyneladende helt almindelige mennesker, men de nægtede at fortsætte Hitlers krig. Og det var ret ualmindeligt. Nogle få flygtede til Danmark og ganske få blev hjulpet til Sverige. Modstandsbevægelsen vidste ikke rigtigt hvordan man skulle forholde sig til disse desertører.

Da de tyske soldater og deres foresatte i maj 1945 anede, at kapitulationen var nært forestående, fortsatte terroren. Kaptajnløjtnant Asmus Jepsen hørte den 3. maj, at forhandlingerne var i gang og sendte sine soldater hjem. Dagen efter blev han arresteret og den 6. maj blev han henrettet i Flensborg. Den 11. maj blev matros Johann Süss henrettet. Samme dag blev tre marinesoldater henrettet på Flensborg Fjord, mens andre blev henrettet ud for Sønderborg. Da Forbundsrepublikkens jurister efter 1949 skulle sikre opbygningen af et demokratisk Vesttyskland erklærede de de nazistiske rædselsdomme for lovlige. Således blev tyranniet legitimeret med tilbagevirkende kraft.

Ofrene for nazijustitsen stod stadig som tidligere straffede. Under en høring i Forbundsdagens retsudvalg i december 1995, erklærede Otfried Keller, CDU/CSU-fraktionens talsmand, at dommene i sin tid uden tvivl var blevet gennemført ved en retsstatslig fremgangsmåde. Keller havde selv været militærdommer i nazitiden.

Forbundsrepublikken genansatte dommere og officerer, der havde arbejdet for nazismen. Man lærte at vise respekt for nazismens ofre: Døde jøder og homoseksuelle, præster, socialister og kommunister var tavse og kunne indgå i Forbundsrepublikkens demokratiske legitimering.

Men desertørerne måtte ikke hædres. Man argumenterede med, at disse overlevende havde en straffeattest som dømte med rette, og at de havde nedsatte krav på erstatning og pension. De havde jo siddet i fængsel, istedet for at arbejde og spare op til alderdommen!

Oplysningerne fremkom under 1995-debatten i Forbundsdagen. Forbundsdagens flertal udnyttede lejligheden til at afvise forslaget om rehabilitering. CDU/CSU-medlemmerne gentog at desertørerne havde skadet deres kammerater og Værnemagten, og derfor afvistes rehabiliteringen.

Den offentlige diskussion gjorde situationen stadig mere pinlig. Omsider vedtog Tysklands Forbundsråd den 18. oktober 1996 sin udtalelse: Rehabilitering, godtgørelse og understøttelse til desertører og militærnægtere og ‘sabotører‘ under det nationalsocialistiske voldsherredømme.

Indledningsvis konstaterede Forbundsrådet, at man var enige om, at Anden Verdenskrig havde været en folkeretsstridig og forbryderisk angrebskrig. Derefter skrev man, at mange krigsdeltagere ikke havde forstået de fulde konsekvenser heraf eller ikke havde set muligheden at nægte at deltage i krigen.

Forbundsrådet viste både politisk korrekthed over for desertørerne, tyskerne og omverdenen – og hensyn til tidligere soldater og deres efterkommere og veteranorganisationerne. Men det skete først 51 år efter, at det nazistiske rædselsregime var nedkæmpet, da kun et fåtal af desertørerne stadig var i live.

Tyske byer er velforsynede med mindesmærker for adskillige krige og deres soldater; der findes også mindesmærker for nazismens ofre. Til gengæld har det knebet med at få mindet de desertører, der nægtede at slås. I fredsbevægelserne opstod kravet om rehabilitering af desertørerne. I Bremen-Vegesack blev i 1986 i Gustav-Heinemann-Bürgerhaus opsat en mindeplade for den ukendte desertør. Også andre steder er det lykkedes.

I min barndomsby Flensborg satte fredsgruppen Kristne for Nedrustning spørgsmålet på dagsordenen. I 1994 anmodede gruppen byrådet om, at et mindesmærke for desertører kunne blive opstillet på en offentlig plads. Gruppen havde fået den i Flensborg boende marokkanske billedhugger Miloudi Assila til at hugge en soldat der forlod sit våben ud af en to kubikmeter stor marmorblok; monumentet blev prøveopstillet ved Nikolai-kirke. En varig placering var der ikke behov for, meddelte byens borgmester.

I et åbent brev i Flensborg Avis foreslog jeg, at byen omdøbte Borgpladsen til Platz der Deserteure, Desertørernes Plads. Så ville der ikke bare være tale om et monument, som kunne gro til og glemmes, men om et offentligt rum, som man kendte, hvor busser satte passagerer af og nogle mennesker boede.

Meget passende kunne omdøbningen foregå den 8. maj 1995, på 50 års dagen for Nazitysklands sammenbrud, skrev jeg.

Da borgmesteren ikke besvarede mit forslag, producerede jeg selv nogle gadeskilte. Jeg mente, det var vigtigt at mindes hver enkelt desertør ved navn (lige som de døde soldater mindes ved navn), så hver enkelt desertør kunne fremstå som forbillede for os og vores efterkommere. Men jeg kunne godt se, at så mange navne på en plads – det ville blive fuldstændig uoverskueligt. Jeg kendte heller ikke ret mange ved navn.

Og endnu vigtigere var det at fremhæve alverdens desertører, at det altså ikke kun var de tyskere, der et halvt århundrede tidligere nægtede at kæmpe Hitlers krige, men at hædringen også gjalt den enkelte, der lige nu lagde geværet fra sig.

Ved frokosttid den 8. maj 1995 omdøbte jeg Borgpladsen i Flensborg ved at klistre mine plastic-skilte på de eksisterende gadeskilte. Platz der Deserteure stod der. Dagen efter var skiltene revet af.

Uanset hvor højteknologisk krigsførelsen er blevet, så afhænger krigen stadig af mennesker. Mange tyske fredsgrupper har brugt Kurt Tucholsky-citatet Soldaten sind Mörder, hvilket har ført til adskillige retslige stridigheder. På plakat og klistermærke spurgte jeg i 1981: Hvad er en hær uden mordere?

Under krigene i det opløste Jugoslavien (fra sommeren 1991) støttede vi desertørerne for lidt, for sent og for ukonkret. NATO opfordrede til desertering, alligevel blev mange flygtede desertører sendt tilbage til straf og fortsat krigsindsats.

Byrådet i den tyske by Münster (hvor den vestfalske fred for 353 år siden satte slutstregen under datidens religionskrige) inviterede serbiske desertører til byen. Den 12. november 1999 fik to serbere et års visum. Forinden havde den tyske ambassade afkrævet Münster et løfte om at byen ville påtage sig alle udgifter til desertørerne. Serbernes visum blev i december 2000 forlænget indtil Jugoslavien vedtog en amnestilov.

Tyske fredsaktivister agiterer for solidaritet med desertørerne fra Jugoslavien-krigene. De forlanger betingelsesløs opholds- og arbejdstilladelse, og protesterer mod at den tyske regering reelt straffer de mennesker, som havde rygrad og moral til at nægte at slås, ved at nægte dem visum og andet.

Mange af desertørerne lever nu under usle forhold i flygtningelejre i Ungarn. De har ikke mulighed for at vende tilbage til Jugoslavien, for Milosevic-støtter dominerer stadig bureaukratiet, og fordi Jugoslavien endnu ikke juridisk har sikret militærnægtelse. Jugoslavien vedtog den 3. marts i år en amnestilov. Alligevel blev en desertør, der vendte tilbage efter at loven var vedtaget, anholdt, da han ville rejse ind i sit fædreland.

Der er andre desertører. Stadig flere unge israelere nægter at aftjene deres værnepligt, også reservister siger fra, når de bliver kommanderet til at gøre tjeneste i de besatte områder. Det er svært at imødegå hærens krav, der støttes af domstolene i det militariserede Israel.
Almindeligvis fængsles militærnægterne og efter to uger bag tremmer prøver officerer at overtale nægteren. Hvis det ikke lykkes spærres han/hun inde igen. Der er betydelige fredsbevægelser og voksende nægterorganisationer i Israel; bedst kendte er Ny Profil, Der er en Grænse og Det andet Israel.

Også i Tjetjenien er der desertører. Krigen raser videre, selv om man ikke hører meget om den. Også der er det vigtigt at være konkret, støtte desertører, militærnægtere og soldatermødre. Desertører bruger sig selv til at vise, at krig ikke løser nogen konflikt, men blot skaber nye.

Både desertører og soldatermødrene har krav på støtte, for de har vist det største menneskelige mod. De har vist vejen frem mod konfliktløsning. Derfor har desertører krav på den offentlige plads krigens karle hidtil har sat sig på.

Retten til livet er en menneskeret. Det er på høje tid at vi gør retten til at nægte at tage andres liv til en menneskeret.

***

Min artikel stod oprindelig i Dagbladet Information 27.10.2001 og er genoptrykt i

Mikael Witte: TYSK KULTUR. En vennegave. 51 AF WITTES PRÆSENTATIONER GENNEM 40 ÅR AF TYSK KULTUR

282 sider i A5-format, 300  Dkr. + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bogen kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s