MODSTAND BLANDT SØNDERJYDER I FØRSTE VERDENSKRIG

Når danskere i dag taler om Første Verdenskrig, tænker de fleste nok på de store slag i Frankrig, måske på slaget ved Verdun i Nordøstfrankrig, hvor tyske og franske tropper krigedes det meste af 1916 med tab af 300.000 menneskeliv til følge. Eller på Somme-offensiven i Nordfrankrig, hvor en britisk-fransk offensiv blev skudt i gang i juli 1916 for at mindske det tyske tryk ved Verdun.

Første Verdenskrig var en global konflikt. Gnister til krudttønder sprang af nationale modsætninger på Balkan, hvor kejserriget Østrig-Ungarn stræbte efter udvidelse. Det var en tid med ekspansion og reaktion. Seks bosniske modstandsfolk forberedte sig på at myrde Østrig-Ungarns ærkehertug Franz Ferdinand, der den 28. juni 1914 ville aflægge Sarajevo et besøg; det blev Gavrilo Princip, medlem af den bosniske frihedsbevægelse, student og etnisk serber, der med to dræbende revolverskud skød ærkehertugen og hans kone Sophie.

Kejserriget Østrig-Ungarn stillede Serbien et ultimatum. Da Serbien ikke kunne opfylde det blev landet erklæret krig. Kejserriget Tyskland støttede angrebet ved at gå imod Serbiens forbundsfæller Rusland og Frankrig, og så faldt Storbritanien over Tyskland. Sådan var alliancerne indgået, korthuset stillet op.

Verdenskrigen blev en realitet den 1. august 1914. Den fik også følger for Mellemøsten, Afrika og Asien, og kom til at koste ti millioner menneskeliv; til sidst fulgte den spanske syge som tog yderligere 50 millioner menneskeliv. Dengang blev krigen af gode grunde ikke kaldt Første Verdenskrig men Den store Krig.

Krig består ikke bare af generaler der styrer store styrker frem – og sommetider tilbage. Den består også af mennesker der bliver kommanderet, der adlyder, såres, dør og efterlader sig familie, slægt og venner med sult, sygdom, smerte, sorg og savn.

Krig består af konflikter som bliver vanskeligere at løse end før det første skud bliver løsnet. Krig eskalerer konflikter, efterlader nye, oftest i form af krav om hævn. Voldens evige accelerator.

Den stort tænkte Versailles-traktat blev undertegnet 28. juni 1919, femårsdagen for skuddene i Sarajevo; den skulle lægge grunden til en bedre verden men blev en brik til Anden Verdenskrig tyve år senere.

Men vigtigt er at krigstid også kan rumme menneskers modstand mod vanvidet.

Når danskere i dette Genforeningsår – det var i maj 1920 at danske soldater tog kontrol over Sønderjylland og efter 56 forbandede år etablerede en effektiv spærring hvor grænsen til Tyskland kom til at ligge og stadig ligger – tænker på Første Verdenskrig, går nogle tanker til de dansksindede sønderjyder der blev tvunget til at kæmpe som tyske soldater.

I Første Verdenskrig holdt danske politikere Danmark neutralt, så krigshandlinger på dansk jord blev undgået og danske kapitalister kunne købe af og sælge til begge krigsførende parter.

Men det er ikke hele historien, for den har altid en forhistorie.

Efter Danmark i 1863 havde vedtaget Novemberforfatningen, skulle hertugdømmet Slesvig knyttes tættere til Danmark mens hertugdømmet Holsten skulle skilles ud. Denne proces ville danske politikere haste igennem – og så døde Frederik d. 7 uventet den 15. november 1863 og blev afløst af Christian d. 9 – mens de tyske stater stod splittet om hvordan de skulle reagere på den danske forfatningsændring. Europæiske stormagters advarsler blev ignoreret, og så greb Prøjsen og Østrig chancen for revanche for nederlaget i 1. Slesvigske Krig (1848-1850); den krig man siger Danmark vandt og som havde kostet 4.300 mennesker livet.

I begyndelsen af 1864 ramte konsekvenserne af den danske, nationalliberale politik: det prøjsisk ledede angreb, den kortvarige 2. Slesvigske Krig, tilbagetrækningen fra Dannevirke, slaget ved Sankelmark og slagtebænken Dybbøl, og derpå den danske konges tab af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, dvs. en trediedel af sit areal og 40% af sin befolkning. Denne krig kostede 3.400 mennesker livet.

Mere konkret medførte nederlaget at 200.000 dansksindede sønderjyder nu boede i et andet land. De fleste blev boende hvor de hidtil havde boet og satte deres lid til § 5 i Pragfreden, der blev indgået i 1866 efter Prøjsen havde ført krig mod Østrig. Ifølge Pragfreden skulle befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig afstås til Danmark når den ved fri afstemning tilkendegav ønsket om at blive forenet med Danmark. Bestemmelsen var sat ind på foranledning af den franske kejser, men fire år senere førte Prøjsen krig mod Frankrig. Stående som sejrherre i Versailles proklamerede kongeriget Prøjsens kansler Bismarck Tyskland som kejserrige, og i 1878 blev § 5 simpelthen sløjfet. 60.000 sønderjyder opgav håbet og deres sønderjyske bopæl, så de emigrerede, til Amerika eller Danmark – det sidste valgte blandt de mange min mormors familie. Min mormors far var landsbysmed Peder Jespersen i Kolsnap, og hos smeden mødtes bønder og snakkede også politik. Hvem var den altid tilstedeværende? Smeden!

Sønderjylland har altid været beriget af mennesker fra nord og syd; kulturen var hverken entydig dansk eller tysk men slesvigsk, blandet som al kultur. Fredelig, men selvfølgelig også med konflikter. De to slesvigske krige tilspidsede konflikter.

Efter 1864 flyttede flere tyske landmænd, håndværkere og handlende plus embedsmænd mod nord til Sønderjylland, og der tales om germanisering. Imens håbede dansksindede sønderjyder på en fremtid i hjemstavnen og mange gjorde det ved at bevare eller antage tysk statsborgerskab; ofte gentog de kravet fra den ophævede § 5 om en fri afstemning. De samledes, snakkede gerne, sang (selvom et retligt forbud mod nogle trykte sangtekster blev nedlagt i 1905), flagede kortvarigt udendørs med det forbudte Dannebrog når et brudepar passerede og drak kaffe af kopper med påmalede danske flag – og lignende civile ulydigheder med glimt i øjnene for at holde modet oppe. De læste danske aviser (Flensborg Avis grundlagt 1869), oprettede en vælgerforening i 1888 og valgte politikere til den prøjsiske Landdag; da de valgte nægtede at aflægge ed på Prøjsens forfatning fik de ingen direkte indflydelse. Situationen mobiliserede dog, og der opstod forskellige opfattelser af hvor hensigtsmæssig denne afvisningspolitik var. Dansksindede sønderjyder valgte også en repræsentant til den tyske Rigsdag, og dér skulle den valgte ikke aflægge ed, så han fik større indflydelse dér.

Fra 1888 blev dansk forbudt i skolerne i Sønderjylland (undtagen i faget religion), og lærere kunne blive og blev afskediget. Danske journalister og politikere blev fængslet for deres kritik, men insisterede på fortsat at ytre sig. I 1895 blev betegnelsen Sønderjylland forbudt; i årene 1898-1901 steg antallet af udviste dansksindede drastisk.

Den nationale modstand viste sig også da Tyskland blev krigsførende.

Et tysk statsborgerskab gav visse rettigheder men indebar at mænd skulle aftjene tysk værnepligt. Under Første Verdenskrig skulle omkring 30.000 dansksindede sønderjyske mænd trække i tysk uniform; de fleste blev infanterister på vestfronten. Fra det nuværende Sønderjylland faldt omkring 5270 mænd, hvoraf trefjerdedel skønnes at have været dansksindede. Omkring 15 % af de indkaldte sønderjyder antages at være blevet krigsinvalider, men tallet er vanskeligt at gøre op, for der var senfølger som skader på sjælen.

I Aarhus ligger Mindeparken, hvor et monument i 1934 blev indviet til minde om de faldne dansksindede soldater i Første Verdenskrig. I fire store relieffer er gengivet ‘Udmarchen’, ‘Krigen’, Freden’ og ‘Hjemkomsten’. 4140 navne på faldne er sirligt hugget i en rund mur af fransk kalksten.

Sammen med min mor besøgte jeg engang for længe siden parken og kunne konstatere at hendes onkels bror, Niels Hansen Schultz, stod blandt de mange. Han var hjulmager men indkaldt som Landsturmmann i Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 213, 2. Kompagnie, blev såret 3. august 1918 ved Vieux Brequin og døde dagen efter. Vi kendte ham kun af kærlig omtale – han var faldet før min mor blev født. Synet af de mange navne og de fire relieffer af marcherende, kæmpende og sørgende soldater og to kvinder fyldte mig kun med afmagt. Stivnede ofre for noget ubestemmeligt, handlingslammende, opgivende. Ingen tegn på modstand mod krigens væsen. Dødsstivheden kan ikke være hele historien, tænkte jeg.

Min morfar, Wilhelm Friedrich Witte, var født i 1869 i udkanten af Bremen, og han døde før jeg blev født. Min mor beskrev ham som en tavs mand og en gammel mand: Han var 45 år da krigen begyndte og 54 da min mor blev født som enebarn i 1923. Hun tilføjede dog også at han kunne være vittig.

Morfar blev indrulleret i Reserve-Infanteri Regiment Nr. 86, der kæmpede i Frankrig, og for det fik han Jernkorset – men det fik alle der havde været med i krigen jo, sagde min mor og tilføjede at han aldrig talte om krigen. Korset har jeg aldrig set.

På et tidspunkt kom han til Hadersleben, den nordligste større tyske by, som vi kender som Haderslev, hvor han mødte hende der blev min mormor. En tysk soldat og en dansksindet kvinde i en dansk by der havde været tysk styret i et halvt århundrede! Sådan blev livet for nogle mennesker. Men der er noget der overvinder umiddelbare modsætninger: kærlighed kan gøre det.

Jeg har gemt et fotografi af morfar i tysk uniform, bundstykket af en granat af messing med produktionsoplysningen Düsseldorf  Febr 1915 (min mormor brugte beholderen til knapper, min mor til blomster og jeg til blyanter) samt en brevåbner lavet af kobber med inskriptionen v. Kriege 1914-15.  Ikke meget at konkludere ud fra, men måske håndens arbejde som udtryk for åndens vilje til modstand. Metal var afgørende for at krigsindustrien kunne producere yderligere våben. Og de to stykker metal kom i alfald ikke til at dræbe nogen.

Min oldefar, August Heinrich Luesmann, som var min farmors far, var født i 1874 i Celle lidt nord for Hannover, men kom som vandrende snedker omkring 1904 til Haderslev. Der mødte han – som var agiterende tysk socialist – Sara Katrine Mathea Mink, der var datter af en dansk, konservativ smedemester, Christian Pedersen Mink, hvis slægt var stærkt engageret i den danske nationalitetskamp. Til stor forargelse for hele den patriotiske danske slægt giftede de sig: Trods alle forskelle kom han hurtigt ind i varmen hos familien og blev den mest afholdte af dem alle, for han var både tolerant og havde et strålende humør, skrev min farmor, der var født i 1905, som 78-årig i sine erindringer. Noget havde overvundet de mange modsætninger.

I 1913 flyttede familien fra Haderslev mod nord til Christiansfeld, der dengang også lå i Tyskland. Oldefar havde fået arbejde hos en mester i byen, og det var nødvendigt at rejse efter, for som medstifter af snedkernes fagforening stod han på mestrenes sorte liste og blev betegnet som rød. Det var der ikke mange lønkroner i.

Året efter flytningen brød krigen ud, men oldefar var for gammel til at blive indkaldt. Det var unge mænd der blev indkaldt og mange faldt. En del dansksindede mænd flygtede til Danmark, og min oldefar, den tyske socialist, hjalp nogle af dem over grænsen.

I 1916 blev han så som 42 årig indkaldt til krigstjeneste. For at ernære familien – som nu bestod af fire døtre – måtte min oldemor vaske for soldater der trænede i byen; det var et hårdt at vaske drejlstøjet med krigssæbe. En ekstra indtægt fik hun ved at leje sin fine stue ud til den øverstbefalende Hauptmann, som fik bedre kost end de menige. Oldemor varmede den for ham og familien fik lov til at spise resterne.

På et tidspunkt forsøgte min oldemor at hjælpe nogle koner over grænsen til Danmark – på besøg hos deres flygtede mænd. Hun havde hørt at de tyske vagtposter kunne bestikkes med flæsk, og med to poster havde hun aftalt at hun ville komme kl. 10 om aftenen. Men da hun kom var vagterne blevet skiftet ud. Den ene kvinde var sluppet over grænsen, men selv blev hun anholdt på tilbagevejen, og med gevær i ryggen ført ind i kommandantens kontor og kom i strengt forhør. Hun erklærede at hun ikke var spion men en fattig kone, der var ude for at købe kaniner mens hendes børn sov. Da hun kunne henvise til den øverstbefalende, som hun havde boende, blev denne tilkaldt. Han sagde god for hende, så hun slap hjem. Men hjemme fik at vide, hvilken fare hun havde været i. Hun ville være blevet ført til et tysk fængsel, mistænkt for spionage, og så fru Luesmann, hvad med de fire piger derhjemme?

Min farmor beskrev også en jul hvor hendes far havde fået orlov. Men Lillejuleaften kom der telegram fra værnemagten, at orloven var inddraget. Grunden fik de siden at vide. Man havde i hans papirer fundet ud af, at far var beslægtet med Mink-familien, som jo alle var deserteret, og så ville man ikke risikere at far også slap fra dem. Derfor!

René Rasmussen på Museum Sønderjylland har offentliggjort beretninger af sønderjyder der på forskellig vis deltog i Første Verdenskrig, ydede modstand eller deserterede. Det er vigtige bidrag til Sønderjyllands historie, ja Danmarkshistorien og menneskehedens historie. Siden findes via dette link

www.denstorekrig1914-1918.dk/

Officielt fandtes begrebet militærnægtelse ikke på den tid i Tyskland, men der fandtes mennesker der var bange for at blive såret, hunderæd for at dø, mennesker med længsler. Alle var ikke helte – det ville være forenklet at hævde – men der fandtes dem som syntes krig var forkert, for arbejderbevægelsen havde lovet solidaritet og internationalisme frem for nationalisme og krig. I nationale mindretal som det sønderjyske, mente man at det var forkert at gå i krig for en stat man følte sig besat af, men som det var nødvendigt at adlyde for at bevare retten til hjemstavnen. Militærdomstole kunne straffe desertører med 5 års fængsel eller tugthus og ved gentagelse med op til 10 år. Oprørsledere og den der deserterede til fjenden kunne – hvis man blev fanget – dømmes til døden. Hvis en desertør ikke blev fanget kunne det bl.a. få økonomiske konsekvenser for desertørens familie.

Ved krigsudbruddet var stemningen i Tyskland euforisk, så det tyske socialdemokrati skiftede fuldstændig holdning fra internationalisme og stemte for krigsbevillinger. Da krigen trak ud, kostede mange tyske liv og levevilkårene blev voldsomt forringet, ændrede stemningen sig også i Tyskland. Ifølge tyske kilder deserterede omkring 200.000 tyske soldater.

9. november 1918 måtte kejseren opgive sin trone som følge af den militære situation, matrosoprør og revolution. En republik blev følgen og fængslede desertører slap fri – i denne omgang nærmest som helte.

En oversigt over tysk kildemateriale findes via dette link:

www.bloodyminded.org/de/conscientious-objection-in-germany/

Peter Weber har på Museum Sønderjyllands hjemmeside offentliggjort en alfabetisk oversigt over 2114 dansksindede sønderjyske desertører, som de tyske myndigheder efterlyste. Listen kan findes via dette link

www.denstorekrig1914-1918.dk/listerlitteraturlinks/desertoerer/desertoerer-alfabetisk/

Siden indledes med et billede dateret 3. januar 1915 af en efterlysning der – på dansk! – begynder: Efterlysning. 35. Inf.Brigade efterlyser følgende Desertører ved Stikbrev: 1. Tømrer Laurids Nissen Mink, født den 28. November 1877 i Tyrstrup, bosat i Favervraa og indkaldt som Landstormsmand i 3. Kompagni af 3. Landstorm-Infanteri-Bataillon Flensborg, i Gram

Efterlysningen findes – på tysk selvfølgelig – i Reichsanzeiger: Untersuchungssache wegen Fahnenflucht. Beschlagnahmeverfügung. Flensburg, 10.9.1915, Gericht der stellvertretende 35. Infanteriebrigade. Fahnenfluchterklärung: 9.1.1915, veröffentlicht 29.1.1915. RA, 14.9.1915.

Bare fem måneder efter krigsudbruddet blev Laurids Nissen Mink efterlyst som desertør; Laurids var min farmors morfars nevø. Reichsanzeiger har fire desertører med Mink-efternavnet (Hans Jørgen f. 1872, Laue Hansen f. 1873, Laurids Nissen f. 1877 og Peter f. 1870). Det kan have været disse som de tyske militærjurister jagtede da min oldefar, den tyske socialist, fik inddraget sin juleorlov.

Desertører kunne have mange motiver: nationale følelser, religiøse forestillinger, medmenneskelighed og uvilje mod at tage andres menneskers liv. At desertere var under alle omstændigheder livsfarligt, for det betragtes af militæret som en dødssynd at lægge sit våben og forlade sin enhed, fronten og helvede. Den tyske regering byggede et elektrisk dødshegn med 2000 Volt mellem Tyskland og Belgien/Holland for at holde på sine soldater, standse uautoriseret grænsepassage dér.

Virkeligheden var hård, kompliceret og nærmest udsigtsløs. Men der findes beretninger om soldater der fandt udveje. Nogle blev liggende i de rædselsvækkende skyttegrave i Frankrig, ventede på at delingen var kommanderet videre, gik i modsat retning og med stjålne orlovsblanketter kørte i tog til Berlin, købte en renere uniform med tresser til kraven. Med selvudfyldte papirer kunne de være frække og heldige: først nå til Flensborg, Sønderborg, så til Kegnæs og derfra i robåd til Ærø, som Andreas Esbensen berettede i Danske Sønderjyske Krigsdeltageres Aarbog 1960.

Velvidende at lignende foregik andre steder i verden, har jeg fokuseret på det lokale: Omkring 30.000 dansksindede sønderjyder blev tyske soldater i Første Verdenskrig og omkring 5270 faldt. Det er længe blevet begrædt. Men at 2114 deserterede er mindre kendt, men inspirerende: 2114 – de modigste, der med livet som indsats – nægtede at slå medmennesker ihjel.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s