SVEJK I AMERIKA

Bernt Engelmann, engang soldat i Hitlers Luftwaffe, så medlem af en tysk modstands­gruppe og to gange arresteret af GESTAPO og sat i kon­centrationslejr, siden i efterkrigens Vesttyskland berømt som socialist, samtidshistoriker og Spiegel-redaktør, formand for forfatterfore­ningen og medlem af tysk PENs præsidium, nåede inden sin død i 1994 at skrive Die unfreiwilligen Reisen des Putti Eichelbaum.

Denne biografi er fuld af drama og tragedie, men helt anderledes end den store fortælling om jødernes historie. En moderne skælmero­man, nærmest i slægt med Jaroslav Haseks og Bertolt Brechts folkeligt finurlige Svejk. Uheroisk og uden patos, så bogen kunne have båret titlen Svejk i Amerika.

Selvfølgelig er den ikke repræsentativ for alverdens flygtninge – måske tværtimod – men det er også vigtigt at erindre, at flygtninge er forskellige, selv om de tit har delt den sørgelige skæbne.

Putti og Bernt blev begge født i 1921. De voksede op i Wilmersdorf, et velhaverkvar­ter i Storberlin. Putti var enebarn, og hans far var praktiserende advokat og dr. jur. Den slags havde man respekt for i begyndelsen af det 20. århundrede.

Respekten styrtdykkede imidlertid, da Hitler blev udnævnt til rigskansler den 30. januar 1933, for familien var af jødisk herkomst. Selv om familien ikke praktiserede den jødiske tro, så var de dog jøder!

Den 9. juni 1933 brød familien op og kørte i tog til Schweiz. Det var Puttis – hvis rigtige navn var Richard – 12 års fødselsdag.

Endnu lod Nazityskland jøderne rejse ud – til gengæld var det et kæmpeproblem at finde et land at rejse ind i. De få penge, man måtte tage med ud af landet, strakte ikke langt. Derfor havde faderen investeret i et rasende dyrt guldur, for på den måde at smugle lidt økonomisk sikkerhed ud af Tyskland. Men kort før grænsekontrollen tvang hans juridiske overjeg ham til at droppe uret i togtoilettet.

Faderen håbede på et job i Rom, og familien flyttede til Italien, hvor Hitlers åndsbe­slægtede Mussolini sad på magten. Faderen fik arbejde i filmindustrien, og Putti skiftede skole. Ud over tysk og fransk lærte han nu italiensk. Dette sprogs finesser udvidede han ved om efter­middagen at arbejde som piccolo på Hotel Excelsior.

I maj 1938 blev tyske flygtninge interneret. Hitler skulle komme på besøg, og så skulle  byen være pæn. Under besøget måtte der ikke bankes tæpper, hunde og katte skulle spærres inde og det samme gjalt tyske jøder.

1938 stempler det tyske konsulat i Rom et tre centimeter højt J i tyske jøders pas, og føjer Israel og Sara til som mellemnavne for hhv. mænd og kvinder.

Den sommer er familien i stand til at feriere i Norditalien; Putti lejer en robåd for at kunne være alene sammen med en skønhed. Så vinkes der vildt fra bredden, de lægger til, og Putti får besked på at skynde sig. Deres tog afgår 12 minutter senere; faderen har netop erfaret, at den italienske regering i løbet af det følgende år vil udvise jøderne – de resterende skal deporteres til Afrika.

Familien kaster sig ind i det overfyldte tog, Putti protesterer over hastværket, for udvisningen skal jo først gælde et halvt år senere, indvender han. Men da de i deres ferietøj forlader den schweiziske banegård, hører de, at flygtninge fra Italien skal afvises af grænsebetjentene.

De nåede det og fortsætter spekulationerne over fremtiden og studerer landkort. Hvor er redningen? Alle lande afviser flygtninge. Man skal have familie eller andre nære relationer, så kan man måske opnå en reddende indrejsetilladelse.

Putti besøger det britiske konsulat for at høre om mulighederne for at blive soldat. Inden han over hovedet når at se sig om, har den engelske vicekonsul stemplet hans pas med BRITISH VISA DECLINED – britisk visum afvist. Ganske vist havde Putti ikke anmodet om noget visum – men nu er pas og Putti brændemærket.

Ved en tilfældighed lykkes det familien at få skibsplads på en båd til Cuba, og ved hjælp af venners diskrete hjælp slipper de i land. En uge senere lukker Cuba også sine grænser for flygtninge – indrejsestoppet gælder også de 12.000 flygtninge, der har fået visum. Hitler overfalder Polen, og Anden Verdenskrig er udløst.

Efter et år i Havana får familien indrejsetilladelse til USA. I stormvejr sejler de til Miami og fortsætter i bus til New York. På et tidspunkt lægger Putti sig på bagsædet, men derfra bliver han jaget væk af chaufføren. Bagsædet er kun for niggere.

Der er mange arbejdsløse i USA. De udstødte slås om opvaskerjob, der angiveligt skal være det sted, enhver millionær begynder. I opvasken mødes akademisk uddannede europæiske flygtninge, der er sluppet ind over grænsen.

Putti får job som kulisseslæber på et omrejsende teater, hvor de spiller Jesu’ lidelseshistorie for italo-americanere. Ved forestillingens afslutning skal alle skuespillere springe ned og uddele gratis spaghettiprø­vepak­ker. Det er en helt ny PR-strategi.

Da indehaveren af Jesus-rollen kommer til skade, får Putti tilbudt rollen. Som jøde mener han ikke at kunne spille den, men teatret mener det stik modsatte, sætter jøden på plakaten og giver ham lønforhøjelse.

Efter tre måneders ophold i USA modtager Putti bekræftelse på, at han har anmodet om amerikansk statsborgerskab. Han skal skrive under og får mulighed for gratis at skifte navn. Da New York er overklistret med plakater for storfilmen Elisabeth og Essex, vælger han Essex.

7. december 1941 angriber Japan Pearl Harbor. Fire dage senere erklærer også Tyskland og Italien USA krig. Amerikanerne mobiliseres, og for flygtningene åbner det nye muligheder på arbejdsmarkedet.

Imidlertid skriver Justitsministeriet til de tyske flygtninge: Ifølge gældende lov er De nu registreret som fjendtlig fremmed. Det indebærer nyregistrering, mistænkeliggørel­se, overvågning og begrænsninger i bevægelsesfriheden. Som fjendtlige fremmed bliver også stemplet de tyskere eller japanere, der var på flugt fra hæslig-hederne i Tyskland og Japan. De troede de var flygtet til friheden!

Kort efter indkaldes Putti til session, for han skal være amerikansk soldat. Selv om han fremlægger justitsmini­steriets skrivelse om, at han er fjendtlig fremmed, så kan han komme i amerikanske klæder. Han er fuldt duelig, erklærer udskrivnings­myndighederne og ignorerer fjendtligfremmed-skrivelsen.

Men i rigtig militærtjeneste må han ikke komme, så han får nærmest stuearrest. Han ser de nye rekrutter komme og gå, og bliver tre gange sammen med de andre rekrutter taget i ed. Men det hjælper ikke ham.

Da han ikke må forlade belægningsstuen, får han ingen våbentræning. Ikke engang toiletterne må han kommanderes til at rense. For han er jo fjendtlig fremmed!

Stadig flere amerikanske tropper skal mobiliseres. Da Putti har lært at klare sig i mange samfundslag og sprogområder, klarer han også at besvare en sergents spørgsmål om, hvorvidt han er japaner, og om hvor han stammer fra.

Wilmersdorf, sergent, svarer Putti på teater-japansk.

Således skaffer Putti sig ry som den sjove unge mand. Kort tid senere bliver han sat til arrangere en en-mands-cabaret. Villig til at se de nye muligheder i sin tilværelse indleder Putti sin karriere som cabaretist, skiftende mellem dame- og diktatorroller. Da han skal omgås amerikanske officerer, får han selv tre vinkler på ærmet.

En oberst bliver så begejstret, så han vil udnytte Putti under private former. Problemet er, at Putti stadig er stemplet som fjendtlig fremmed, og derfor ikke må slippe ud og ind på en anden kaserne. Men det klarer obersten. Putti sværger overfor en dommer, og så erklæres Richard Henry Essex som amerikansk statsborger. Dermed gælder helt andre regler.

Puttis sproglige evner og evnen til at tilpasse sig fører ham til den militære efter­retningstjeneste. Efter otte ugers kursus afhører han tyske soldater og skaffer væsentlige op­lysninger.

Da lejrlivet er kedeligt, lykkedes det ham at slippe til England, hvor han forberedes på D-Dagen, invasionen i Normandiet. Putti er med, men når kun lige op på stranden, før han bliver kommanderet videre. Der er brug for ham i Rom, og en specialma­skine flyver bare ham sydpå.

16. december 1944 tager han en flok SS-ere til fange i Ardenner-offensiven. Få dage senere får han fat i 144 flasker whisky, kører ind over grænsen til Tjekkoslova­kiet, hvor han ved en tilfældighed og ganske uofficielt modtager Sov­jetunionens Helts Guldstjerne. Han fortsætter mod München, hvor han møder en af sine barndoms­kammerater, der som tysk soldat havde kæmpet i Rusland. Huj, hvor det går.

Han når til Berlin, kører til Wilmersdorf, hvor han finder sit barndomshus jævnet med jorden. Men han genfinder det hus, hvor han og familien havde gemt sig den sidste nat inden de flygtede fra Nazityskland. Han står her lige på årsdagen, det er hans 24 års fødselsdag og han har ufrivilligt rejst i 12 år.

Alt dette kan lyde som manuskriptet til endnu en fjollet film om Anden Verdenskrig. Men det er sandt alt sammen, skriver Bernt Engelmann med smittende kærlighed og et skælmsk blink i øjet. Endnu har intet dansk forlag villet udgive denne flygt­ningehistorie.

Bernt Engelmann: Die unfreiwilligen Reisen des Putti Eichelbaum. 1999. 314 sider.

——————

Min artikel stod oprindelig i Aktuelt 6.2.2001 og er genoptrykt i

Mikael WitteTYSK KULTUR. En vennegave. 51 AF WITTES PRÆSENTATIONER GENNEM 40 ÅR AF TYSK KULTUR

282 sider i A5-format, 300  Dkr. + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bogen kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s