DEN EVIGE JAGT

I dag bliver sigøjnere atter en gang defineret som asociale elementer i Tyskland, og de er til stadighed udsat for voldshandlinger, erklærede Günter Grass i sin store tale i Münchens Kammerspiele den 18. november 1992.

Den umiddelbare anledning til talen var mordbranden i Mölln, hvor tre udlændinge indebrændte.

Men altså sigøjnerne. Atter i Tyskland, sagde Grass. For sigøjnerne – roma og sinti, som de kalder sig i Tyskland – var den første gruppe, som nazisterne satte i en racemæssigt defineret koncentrations­lejr. Det var i sommeren 1936. (Tysklands første koncentrationslejr blev indrettet i marts 1933 i Dachau ved München, for at myndig­hederne uden dom kunne indespærre kommunister og socialdemo­kra­ter.)

Sigøjnerne vakte især nazisternes opmærksomhed, fordi de levede et anderledes liv. De blev forfulgt, fordi de ikke hørte til den ariske race, og hadet til sigøjnerne skulle smelte den øvrige befolkning sammen. Det skulle gøre godt at hade nogen!

Nazisterne ville udrydde sigøjnerne, de hørte ikke hjemme i deres tusindårsrige. Nazisterne betegnede jøder, sigøjnere, handicappede og homoseksuelle som racebiolo­gisk mindreværdige. Det kostede en halv million sigøjnere livet.

Sigøjnernes eget ord for dette er porraimos, opslugningen. De færreste kender sigøjnernes ord, antallet af myrdede sigøjnere, ja de færreste tænker vist over, at nazisterne systematisk ville udrydde sigøjnerne.

Isabel Fonseca beskriver i sit værk Den lange vej et besøg i Koncentrationslejren Auschwitz, hvor så mange sigøjnere blev udryddet:

Her i lejren var sigøjnerne sporløst forsvundet. Først udryddet af nazisterne og bagefter af historikerne. I Auschwitz’ hovedlejr var fangeblok­kene nemlig ændret til nationale pavillioner, som beskrev det enkelte lands tab: Sov­jetunionen, Polen, Tjekkoslovakiet etc. Men sigøjnerne har ikke et land, der ønsker at minde dette tab. En særudstilling om jøderne fastholdt de seks millioner myrdede jøders minde, men der var ingen særudstilling om sigøjnerne, skriver hun.

Der er kun gennemført få grundige undersøgelser af porraimos, og de er skrevet af ikke-sigøjnere. For sigøjnere har ingen skriftlig tradition, kun mundtlige og helst fortalt i egne kredse. For øvrigt er revisionistiske historikere også optaget af at få nedbragt antallet af myrdede sigøjnere til nogle få hundrede.

I sommeren 1933 vedtog nazisterne i den ensrettede rigsdag en lov, der skulle hindre arveligt syge mennesker i at få børn: Bærere af arvelige sygdomme skulle steriliseres. Dermed ville nazisterne udrydde handicappede, men sociale afvigere var medregnet i lovene. I november 1933 fulgte yderligere bestemmelser mod vaneforbrydere og sociale afvigere. I henhold til disse regler kunne sigøjnere tvangssteriliseres.

I 1935 fulgte forbuddet mod ægteskab og seksuelt samkvem mellem tyskere og ikke-europæere, sigøjnere inklusive.

I Europa er generelt kun jøder og sigøjnere bærere af fremmed blod, lød juristerne Wilhelm Stuckarts og Hans Globkes halvofficielle kommentarer til nazisternes Nürnberglove. Fremmed blod var ensbetydende med ikke-tysk blod – og så kunne man selv slutte sig til resten.

Det næste store angreb fulgte i 1936, da 600 sigøjnerne blev tvunget til at flytte fra de privatejede pladser i Berlin, hvor de boede i deres husvogne, til forstaden Marzahn.

Det skete uden at Rigsdagen vedtog nogen lov – nazisterne nøjedes med at lade Berlins politipræsident udstede et cirkulære.

Lejren skulle ligge mellem et kvælende kloakanlæg og en kirkegård. Ifølge en indberetning til Berlins politipræsident var det periodisk uudholdeligt og drikkevandet udrikkeligt. Indret­ningen af denne Zigeunerlager var en tredobbelt straf for sigøjnerne: De blev berøvet deres frihed, det stred mod deres hygiejniske regler og naboskabet med kirkegården var ubehagelig for de troende sigøjnere.

Men Berlin skulle være renset for sigøjnere inden olympiaden, der skulle være Hitlers store internationale triumf. Sigøjnerne fik lov – og pligt – til at arbejde uden for lejren, men de skulle bo i lejren. Sigøjnere måtte ikke køre med sporvogn, de måtte ikke gå på værtshus eller holde husdyr. De var vant til at holde hunde og heste.

Allerede længe før nazisterne kom til magten, havde myndighederne registreret sigøjnerne. Men fra november 1936 blev sigøjnerne yderligere registreret og beskrevet ud fra den nazistiske raceteori. Nazisterne erklærede, at sigøjnerne havde mindreværdige arveegenskaber. En nazistisk racehygiejniker, dr. Robert Ritter, kortlagde tyske sigøjner­slægter for at påvise, at kriminel og asocial adfærd var arvelig.

I 1938 stemplede indenrigsministeren sigøjnerne som asociale. Det gjalt alle sigøjnere, u­anset om de tjente nok til at klare sig selv og aldrig havde været straffet for kriminalitet. Det asociale var blevet arveligt. Derefter blev mændene fra Marzahn arresteret og sendt til Koncentrationslejren Sachsenhausen udenfor Berlin.

Senere befalede Himmler, at alle sigøjnere ‑ også kvinder og børn ‑ skulle deporteres til Koncentrationslejren Auschwitz. Den første transport ankom i februar 1943, kan man læse i lejrens uhyggeligt omhyggelige hovedbog. I starten blev de behandlet anderledes end andre fanger: De fik bedre forplejning, fik ikke skåret håret af og familier blev ikke splittet. De blev ikke sat i arbejde i rustningsindustrien – åbenbart mente lejrledelsen at disse vilde, musikalske og kreative sigøjnere var ude af stand til at arbejde på en industriar­bejdsplads.

Det var som om nazisterne var fanget af deres egen etnomysticisme. I 1942 benyttede den nazistiske mesterinstruktør Leni Riefenstahl sigøjnere fra koncentrations­lejre som statister ved optagelse af filmen Tiefland. Og samme år befalede Heinrich Himmler, at sigøjner-blandinger skulle deporteres, mens nogle få familier, som var anerkendt som racerene sigøjnere, skulle bosættes østpå i et reservat.

I marts 1943 var 10.000 sigøjnere samlet i Auschwitz, hvor dr. Josef Mengele kort tid efter blev lejrlæge. Sygdomme gjorde det af med mange, og helbredelse var en uønsket sjældenhed. Men trods alskens sygdomme levede en del kon­centrationslejrfanger længe nok til at blive brugt som forsøgsobjekter, hvorefter de fleste døde.

Mengele prikkede hul på fangers rygmarv for at måle og sænke trykket i hjernen hos meningitispatienter. De få overlevende skulle bade i syre og fryse ihjel, eller de blev sendt til gaskammeret.

Mengele plejede sine forsøgsobjekter. En gruppe sigøjnerbørn fik dagligt en halv liter mælk, risengrød, sukker og smør, og sigøjnere tiltalte Mengele med far, lillefar, onkel og lignende, refererer Ulrich Völklein i sin store Josef Mengele-biografi, som udkom i Tyskland i sommer.

Størst interesse havde Mengele i tvillinger, for hos dem kunne han konstatere arvelige egenskaber. Men når den ene af hans sigøjnertvil­linger døde, så havde den overlevende og tvillingernes mor ikke længere hans interesse, hvorpå de blev myrdet.

En af de sigøjnere der overlevede nazismen er Otto Rosenberg. Han blev født i 1927 i Østpreussen, men voksede op hos sin bedstemor i en sigøjnerlejr i Berlin. Han var endnu ikke fyldt syv år i 1933, da Hitler blev kansler. Som andre sigøjnerfamilier flyttede han med mellemrum fra plads til plads, men det frie liv sluttede i 1936, da politiet en tidlig morgen trans­porterede dem til Marzahn.

Otto blev sat i arbejde i rustningsindustrien; på arbejdspladsen stjal han et brændglas, der blev brugt til at kontrollere de producerede torpedoer. Han troede at mester så gennem fingrene med tyveriet, men han blev idømt halvandet års fængsel. Da han havde afsonet sin straf og troede, at han nu skulle være fri, blev han sendt i kon­centrationslejr. Resten af krigen gik med at knokle, sulte og blive transporteret.

På trods af sigøjnernes modstand mod skriftlige overleveringer har Otto Rosenberg, der er medlem af ledelsen i de tyske sigøjneres centralråd, fortalt sin historie til Ulrich Enzensberger, der har nedskrevet den ordret og udgivet den. En dansk oversættelse udkommer snart.

Den 14. april 1943 ankom Rosenberg sammen med en snes andre sigøjnere til Auschwitz. Også han fortæller om Mengele, som børnene løb i møde. Mengele tog dem i hånden.

Men Rosenberg fortæller også om eksperimenter, hvor gazebind med væsker blev trukket gennem sår over og under knæet. De afkræftede fanger blev smittet med kopper og malaria, tyfus og tuberkulose, men Rosenberg forstod ikke sammenhængen. Alle dem der prøvede det fik tykke ansigter eller fødder, og de slap ikke levende ud af sygehuset. En af Rosenbergs onkler og dennes kone fik det at føle og døde. Senere kaldte man Mengele for dødsenglen, for når han kom, så var døden forestående.

Otto Rosenberg er i Auschwitz 15. maj 1944, da lejrledelsen planlægger at likvidere 6.000 sigøjnere. Imidlertid afsløres planerne af en mellemleder, Paul Bonigut, der er modstander af beslutningen. Otto og hans fætter Oskar bliver sat på vagt, så de kan slå alarm. Ved 19-tiden bliver der proklameret udgangsforbud. Biler stopper op og lejrfører Schwarzhuber marcherer frem med sine mænd, hunde og maskingeværer. Sigøjnerne ligger beredte med skovle, spader, hamre, spidshakker – alt sammen værktøj, som de har til det daglige knokleri. Aktionens leder beordrer sigøjnerne til at forlade barakken, men sigøjnerne nægter. De vil lade nazisterne betale en høj pris. Da Schwarzhuber bliver klar over hvad der er i gære, begiver han sig til blokførerens rum. Efter rådslagning kommanderer han sine folk tilbage. Senere på sommeren lykkedes likviderin­gen.

Rosenberg blev transporteret til Koncentrationslejren Buchen­wald, så til Dora i Harzen og videre til filiallejren Ellrich, og sidst til Bergen-Belsen, hvor han var, da det nazistiske magtapparat brød sammen og tyskerne blev befriet.

Og nu, mere end et halvt århundrede senere, bliver sigøjnere stadig diskrimineret fordi de er sigøjnere. Diskrimination foregår ikke bare i hverdagen, hvor så mange ser ned på dem og ringeagter dem, men også officielt.

I Bayern indførte politiet betegnelsen Sinti/Roma i deres registre, for at kunne klassificere mennesketyper. Politiet forsvarede sig med, at det skete for lettere at kunne skelne mellem folk, lige som betegnelsen negroid eller orientalsk bidrog til politiarbejdet.

De tyske sigøjneres centralråd mente, at betegnelsen stred mod lighedsgrundsæt­ningerne i den bayerske forfatning, at det lå i forlængelse af den måde nazisterne talte om sigøjnertyper på og at anvendelsen af den slags klicheer nærede race- og folkehadet. I en klage til Bayerns forfatningsdomstol skrev Centralrådet, at politiet skulle holde sig til objektive beskrivelser fremfor subjektive kategorier.

De bayerske myndigheder afviste, at typebetegnelsen stred mod forfatningen eller var racistisk: Den var blot nødvendigt for et effektivt politiarbejde.

Sigøjnerne blev støttet af formanden for Sydslesvigsk Forening, der erklærede, at bekendelsen til et mindretal principielt skulle være fri og at den ikke måtte kontrolleres af staten og slet ikke overvåges af politiet. Mindretalsbeskyttelsen fremgår af Europarådets Ramme-konvention til beskyttelse af Nationale Mindretal; Tyskland underskrev i 1995 konventionen, der beskytter fire mindretal i Tyskland: Danskere, frisere, sorbere og de tyske sigøjnere (roma og sinti).

Diskrimination af sigøjnere i Øst- og Centraleuropa er meget synlig, vel fordi der bor langt flere sigøjnere end i Nordeuropa.

Byrådet i den tjekkiske by Usti nad Labem byggede i år en mur omkring en sigøjnerbe­byggelse. Byggeriet blev gennemført på trods af regeringens og udlandets protester; byrådet havde stærk støtte i byens befolkning. Da protesterne blev for voldsomme blev byggeriet stoppet. I stedet opkøbte kommunen naboejendommene, så sigøjnerne blev omkranset af en usynlig mur.

Sigøjnerne bliver stadig diskrimineret. Selvom mange mennesker klager over stress og jag i hverdagen, og synker ned i sofaen under billedet af sigøjnerpigen med det lystige smil, så lader vi os åbenbart stadig provokere i vores opfattelse af pænhed, forbrug og normalitet af sigøjnere.

————————–

Min artikel stod oprindelig i Politiken 18.12.1999 og er genoptrykt i

Mikael WitteTYSK KULTUR. En vennegave. 51 AF WITTES PRÆSENTATIONER GENNEM 40 ÅR AF TYSK KULTUR

282 sider i A5-format, 300  Dkr. + forsendelse

Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse

Bogen kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s