EN GRUNDLOV FOR ALLE

Folketinget har for nylig afsat 10 millioner kroner til grundlovsdebatten. Det er ganske vist kun to år siden, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen i Folketinget erklærede, at der ikke var noget påtrængende behov for en grundlovsændring. Men det var nok bare, fordi han ikke havde behovet.

Andre politikere har efterlyst det enkeltspørgsmål, som skal bære en grundlovsændring igennem. Men det gælder ikke en enkelt sag. Det gælder kampen for en demokratisk grundlov, der bygger på menneskerettighederne.

Skulle jeg pege på et enkelt spørgsmål, som burde få os alle op af lænestolene og helt op på barrikaderne i sports-, husmoder- og fagforeningerne, så er det valgretten.

Vores nuværende grundlov giver Folketinget lov til at tage valgretten fra mindst en million mennesker! Det er over 20% af den voksne befolkning! Det er tilstrækkeligt til, at vi forlanger, at nu skal Folketinget skrive en demokratisk grundlov.

Til daglig kalder vi den for grundloven. Egentlig hedder den Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953. Og det har udløst den vittighed, som jurastuderende holder meget af: At det er Danmarks riges grundlov. Vittigheden rammer ikke helt ved siden af. For grundloven gælder ikke ens for rige og fattige!

I grundlovens § 29 står, hvem der har valgret ved folketingsvalg. Paragraffen indledes med ordene Valgret til folketinget har enhver…

Umiddelbart kan man komme til at tro, at alle og enhver har valgret. For sådan er det i et demokrati. En mand, en stemme, som det gamle slagord lyder.

Men sådan er det ikke i grundloven. Paragraffen fortsætter med, hvem der ikke har valgret. Og hvem man kan tage valgretten fra.

For at kunne få lov til at stemme ved folketingsvalg, skal man have dansk indfødsret, man skal altså være dansk statsborger. Hvert år bliver ca. 10.000 udlændinge danske statsborgere. Men der er mange flere medborgere i Danmark, der endnu ikke har kunnet blive danske statsborgere. De har derfor ikke fået stemmeret.

Det er en menneskeret at kunne stemme og modtage valg. Danmark har underskrevet FNs Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder fra 1966, hvor alles valgret sikres. Der står også, at konventionen skal gælde for alle personer, der befinder sig i landet. Når vores grundlov kun giver danske statsborgere valgret, så er der tale om diskrimination.

Diskriminationen er grov – og den burde få os til at reagere. Vi danske statsborgere burde sige: Ja tak, vi vil gerne skabe et bedre sam-fund ved at give den kvarte million ikke-danske statsborgere i Danmark stemmeret til Folketinget.

Det ville øge deres engagement i vores fælles samfund. Sådan kunne vi – flertallet – vise, at vi betragter alle som værdifulde samfunds-medlemmer. Det ville give en anden tone i den såkaldte fremmed-debat.

De mange medborgere, som holder fast i deres oprindelige, udenlandske statsborgerskab (eller i deres forældres oprindelige statsborgerskab), er også vores medborgere. Vi skylder hinanden gensidig respekt. Sagen er, at den der ingen valgret og indflydelse har, sætter sig mindre ind i fællesskabet. Og det begrænser integrationen.

Grundloven bestemmer også, at for at få valgret skal man have fast bopæl i riget. Det har kendte udlandsdanskere brokket sig over, for de synes, de stadig hører til Danmark. Det gælder dog ikke alle udlandsdanskere; danske diplomater og udsendinge i det stor udland bevarer således stemmeretten.

Nogle af landevejens riddere og posedamer har ikke fast bopæl. Myndighederne betragter ikke en papkasse, en banegård eller skovene som fast bopæl, og derfor har de heller ingen valgret. Men det brokker de sig ikke højlydt over.

For at kunne stemme ved folketingsvalg skal man være fyldt 18 år. Mange synes valgretsalderen er urimeligt høj og har fået at vide, at de skal have en vis modenhed, før de kan stemme. Og så svarer de unge igen, at de føler sig lige så modne som mange voksne!

Det er jer voksne, der har skabt dette samfund, lyder ungdommens hårde konstatering.

Så er der de umyndiggjorte; ifølge grundloven skal de ikke have valgret. Tanken er, at de ikke kan deltage i de politiske beslutninger. Det er så op til læger at afgøre, hvem der er så umoden, at de vil ødelægge det politiske liv.

Grundloven giver mulighed for at tage valgretten fra straffede. Bestemmelsen vil kunne ramme mennesker, der afsoner deres straf, og mennesker, der har afsonet deres straf. Der er tale om en urimelig hård ekstrastraf, som ikke står i straffeloven. De straffede vil blive yderligere stødt ud af samfundet.

Endelig giver grundloven mulighed for at tage valgretten fra mennes-ker på understøttelse. I paragraffen tales om understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp.

Det er helt op til Folketinget at afgøre, hvilken understøttelse der er fattighjælp, og om modtagerne skal miste valgretten. Grundloven tager ikke valgretten fra dem, der forsørges af det offentlige, men lader et folketingsflertal bestemme. Denne magtkoncentration er godkendt af vælgerne ved folkeafstemningen i 1953. Men de fleste har vist glemt, at Folketinget har denne magt.

En million mennesker i den erhvervsaktive alder er så fattige, at de er afhængige af det offentlige; man kan sige, at de lever af fattighjælp. Sådan er samfundet. De lever af dagpenge, kontanthjælp, uddannel-sesstøtte, revaliderings- eller orlovsydelse, sygedagpenge, barselspenge, efterløn eller førtidspension.

Når man følger, hvordan reglerne på det sociale område strammes, så kan man frygte, hvad Folketinget kunne vedtage, hvis disse mange arbejdsløse og bistandsklienter organiserede sig slagkraftigt.

De fleste vil nok påstå, at Folketinget ikke kan finde på at begrænse valgretten. Men i 1849, ved det første folketingsvalg, blev kun 3% af indbyggerne repræsenteret. Langsomt blev valgretten udvidet. Men i 1942 fik Venstre gennemtrumfet, at man skulle miste valgretten, når man modtog en bestemt slags socialhjælp. Først i 1961 ophævede Folketinget Lov om fortabelse af valgretten.

Der er intet, der hindrer Folketinget i igen at vedtage en lov om begrænsning af valgretten.

Der er flere end de nævnte, der får offentlig støtte. Kongehusets medlemmer får deres mange millioner, bønderne får milliarder i EU-støtte, og nogle kunstnere får nogle håndører – for nu bare at nævne et par grupper, som sjældent nævnes, når der tales om overførselsindkomster.

Disse modtager ville opfatte sig som fattige, hvis støtten blev taget fra dem. Så hvis Folketinget betragtede disse penge som fattighjælp, så ville Folketinget kunne ophæve deres valgret.

En grundlov, der giver mulighed for at begrænse valgretten, er ikke demokratisk, og den beskytter ikke menneskerettighederne. Valgretten er en fundamental menneskeret, og vores nye grundlov skal derfor sikre den ret og retten til at blive valgt.

————————–

Min artikel stod oprindelig i Ekstra Bladet 18.4.2001 og er genoptrykt i Mikael Witte: DANSK KULTUR. En vennegave. 286 sider i A5-format, 300  Dkr. + forsendelse. Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse. Bogen kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s