Statsministeren forlangte i sin nytårstale, at indvandrere skal lære dansk. At de skal have et arbejde og mulighed for uddannelse. Og at alle skal acceptere de værdier, det danske samfund bygger på. Statsministeren erklærede, at respekten for vores grundlæggende værdier ikke handler om intolerance; den handler om et moderne livssyn og menneskesyn, som dette samfund bygger på for alle dets borgere.
Danmark har underskrevet FNs Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, og har over for andre lande gentaget, at disse borgerlige rettigheder skal gælde for alle.

I artikel 2 står: Enhver i denne konvention deltagende stat forpligter sig til at respektere og tilsikre alle personer, der befinder sig inden for dens område og er undergivet dens jurisdiktion, de i denne konvention anerkendte rettigheder uden forskelsbehandling af nogen art, herunder som følge af race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social herkomst, formueforhold, fødsel eller anden stilling.

Med denne formulering ville det internationale samfund beskytte alle mod diskrimination. Også Danmark forpligtede sig således til at respektere og sikre alle mennesker, der befinder sig i Danmark.

Konventionens artikel 25 præciserer, at de borgerlige rettigheder omfatter retten til at stemme og modtage valg ved reelt gennemførte periodiske valg på grundlag af almindelig og lige stemmeret og hemmelig afstemning, der sikrer, at vælgernes vilje frit kommer til udtryk.
Vores nuværende grundlov opfylder ikke denne konvention, ja den strider mod den. Ifølge grundlovens § 29 har man ikke stemmeret til Folketinget, hvis man er umyndiggjort; mennesker der har været straffet eller som får offentlig understøttelse kan fratages stemmeretten; og man skal have dansk statsborgerskab, for at man kan stemme ved folketingsvalg.

Diskriminationen i Danmark er således grundlovssikret!

Vores nuværende grundlov bygger på den nys jubilærende Juni-grundlov. Af frygt for at folket i 1849 skulle få magt, fik fruentimmere, folkehold, fattige, fallenter og fjollede ingen valgret; man talte om de fem f’er.

Frederik Dreier, der er blevet kaldt Danmarks første socialist, beregnede, at af Danmarks 1.300.000 indbyggere var kun 204.000 valgberettigede og kun 40.000 opnåede at blive repræsenteret. Det svarede til tre procent.

Dette valgsystem skyldtes, at den grundlovgivende rigsforsamling bestod af 150 mænd, der var blevet valgt efter den valglov, som kongens afgående statsråd havde vedtaget. Sådan kunne det gamle system præge det nye.

FNs Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder har ikke lovskraft i Danmark. Det har til gengæld Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950; Folketinget vedtog konventionen som lov i 1992.

Også Den europæiske Menneskerettighedskonvention forbyder diskrimination. Artikel 14 lyder således: Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørighed til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.
Med denne opremsning, der udtrykkeligt inkluderer ethvert andet forhold, ville de europæiske regeringer beskytte alle mod diskrimination. Og Folketinget har forpligtet sig til at respektere det.

Artikel 3 i Tillægsprotokollen af 1952 til Den europæiske Menneskerettighedskonvention bestemmer: De høje kontraherende parter forpligter sig til at lade afholde frie, hemmelige valg med passende mellemrum under forhold, som sikrer folkets frie menings-tilkendegivelse ved valget af medlemmer til den lovgivende forsamling.
Årligt bliver ca. 10.000 udlændinge danske statsborgere og kan få valgret.
Men dette vedrører ikke dem der får statsborgerskab. Det vedrører den halve million borgere i Danmark, der ikke har dansk statsborgerskab. De er derfor berøvet en af de menneskerettigheder, som vi har erklæret Danmark skal bygge på.

Anerkendelse af lige og ufortabelige rettigheder for alle mennesker, erklærede FNs Generalforsamling i 1948. Og vedtog derpå Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. Også i Verdenserklæringen blev valgretten beskrevet som en menneskeret, og det gælder stadig.

I Danmark kan udenlandske statsborgere få stemmeret ved kommune- og amtsrådsvalg efter tre års ophold her i landet. Men den lovgivende magt ligger i Folketinget, og derfor skal de selvfølgelig også have valgret til Folketinget.

Hvordan kan man forvente, at mennesker engagerer sig i det danske samfund, når de ikke engang har ret til at påvirke det på valgdagen? Og måske ville tonen over for den halve million diskriminerede blive anderledes, hvis de var vælgere.

————————–

Min artikel stod oprindelig i Information 8.1.2000 og er genoptrykt i Mikael Witte: DANSK KULTUR. En vennegave. 286 sider i A5-format. Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse.