SØGE, MODTAGE OG MEDDELE OPLYSNINGER OG TANKER

Det er i år 50 år siden, at diplomater forhandlede, formulerede og finpudsede Verdenserklæringen om Menneskerettighederne.

Artikel 19 kom til at lyde: Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.

Hvis menneskerettighederne skulle sikres retsligt, så skulle det ske i en international konvention, og 18 år efter Verdenserklæringen højtideligt var stadfæstet, kunne FN vedtage sin Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder: Fra den 16. december 1966 gjaldt: Enhver har ret til ytringsfrihed; denne ret skal omfatte frihed til at søge, modtage og meddele oplysninger og tanker af enhver art uden hensyn til landegrænser i mundtlig, skriftlig eller trykt form, i form af kunst eller ved andre midler efter eget valg. Sådan kom artikel 19, stk. 2 til at lyde.

I stk. 3 i denne frihedskonvention gav staterne derimod hinanden mulighed for at begrænse borgernes ytringsfrihed. Det er den slags elastisk jura, der på en international konference kan få stater til at enes. Men fælles og fast fra 1948 til 1966 stod, at ytringsfriheden blev defineret til at omfatte frihed til at søge, modtage og meddele oplysninger og tanker.

Denne verdensdefinition omfattede mere end det, danskere kendte fra grundlovens §77: Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.

Der stod ikke et ord om at søge og modtage, selv om paragraffen også var blevet revideret i 1953 – altså efter Verdenserklæringens vedtagelse. Men da Danmark og tilstrækkelig mange andre lande havde ratificeret konventionen om borgerlige og politiske rettigheder, og den dermed trådte i kraft, kunne danskere påberåbe sig retten til at søge oplysninger. Den var nu del af deres fundamentale menneskerettigheder.

Åbenhed og love om offentlighed blev følgelig en nødvendighed, hvis staten ville beskytte menneskerettighederne. Folketinget vedtog lov nr. 572 om offentlighed i forvaltningen 19. december 1985. Den afløste tidligere love fra 1866, 1964 og 1970, og den er blevet revideret i 1991, 1993 og senest i 1998.

Offentlighedsloven er en væsentlig forudsætning for, at der kan føres demokratisk kontrol med forvaltningen, således at forhold af offentlig interesse kan blive afdækket og debatteret, skriver justitsminister Frank Jensen i bemærkningerne til den seneste revision af offentlighedsloven.

Selv om retten til at søge oplysninger er en menneskeret, indeholder loven ingen bestemmelser om, hvor hurtigt man kan få svar i form af aktindsigt. Ifølge § 16 skal myndigheden snarest afgøre, om begæringen kan imødekommes. Hvis det ikke sker inden 10 dage, skal myndigheden begrunde sin langsommelighed.

Offentlighedsloven gælder for al virksomhed, der udøves af den of-fentlige forvaltning, bestemmes der i § 1.

Og så er der undtagelserne! Undtaget er sager inden for strafferetsplejen. Dermed kan den, der bliver retsforfulgt, nyde anonymitetens beskyttelse – og det samme kan betjente og anklagere, dommere og arrestansatte.  Undtagelsen strider mod ånden bag grundlovens § 65, der tilstræber offentlighed i videst muligt omfang i retsplejen.

Undtaget fra aktindsigt er ifølge offentlighedsloven også ministeriernes forarbejder til kommende lovgivning. Det gælder, indtil forslaget er fremsat for Folketinget. Borgerne hindres altså i at følge, hvilke lovinitiativer ministrene forbereder. Når forslaget er fremlagt for Folketinget, gælder det for borgerne om at være kvikke læsere.

Som hovedregel har enhver haft ret til aktindsigt i oplysninger i offentligt ansattes personalemapper – med undtagelser vedrørende privatlivet, som var selve forvaltningen uvedkommende, og som der ikke blev givet adgang til.

Denne ret blev stadig flere borgere opmærksomme på i foråret 1997, hvorefter de bad om indsigt: For at kunne kontrollere dem, der skulle kontrollere dem, ved at se, om de havde fået påtaler, advarsler, eller om der var sket ændringer i tjenesteforholdet.

Så gik Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd i aktion med krav om, at privatpersoners ret til aktindsigt skulle begrænses. Kommunernes Landsforening forlangte også indgreb. Nogle borgmestre erklærede, at de ville beskytte deres ansatte, hvorpå borgmestrene brød loven og nægtede at give borgerne den aktindsigt, de havde krav på.

Jørgen Rasmussen, formand for Kommunernes Personalechefforening, udtalte til Jyllands-Posten: Vi ved godt, at det er ulovligt.

At en af menneskerettighederne, retten til at søge oplysninger, bevidst og systematisk blev begrænset, udløste dog ingen sanktioner, ingen straffesager.

Konsekvensen blev tværtimod, at et folketingsflertal fandt sammen. Det var parat til at mindske borgernes ret til aktindsigt, og justitsminister Frank Jensen foreslog, at alle oplysninger om personalesager som udgangspunkt skulle undtages fra offentlighedsloven. Indgrebet stred mod formålet med offentlighedsloven og mod konventionen om borgerlige og politiske rettigheder.

Claus Haagen Jensen, professor i offentlig ret, og Oluf Jørgensen, lektor i forvaltningsret, skrev i deres høringssvar til Justitsministeriet: Lovforslaget bryder med det grundlæggende princip i den gældende lov, idet hovedreglen vendes: Hidtil har ret til aktindsigt været hovedreglen, som brydes af nogle generelle og konkrete undtagelser i personalesager blandt andet vedrørende private forhold. Efter lovforslaget bliver personalesager som hovedregel undtaget fra retten til aktindsigt, og både retten til aktindsigt for enhver (§ 4, stk. 1) og egen acces (§ 4, stk. 2) vil blive begrænset til oplysningstyper, som er nævnt på en særlig “positivliste”…

I høringssvaret fra Journalisthøjskolen skrev cand. jur. Knud Aage Frøbert, at revisionen indebar en væsentlig begrænsning i befolkningens muligheder for at følge med i den offentlige forvaltning, ligesom den forringer de ansattes retsgarantier.

Lars Poulsen, journalisternes formand, fremhævede i sit svar, at der ifølge betænkningen bag lovrevisionen ikke er fundet eksempler på chikane over for offentligt ansatte med baggrund i, at den person, der udøver chikane, har fået aktindsigt i den ansattes personalesag.

Men det var chikane-argumentet, der havde udløst revisionen. Folketingets retsudvalg fik tilsendt svarene. Det vidste, at den fundamentale ret for enhver ville blive krænket, og at den generelle undtagelse medførte, at den ansatte også selv mistede retten til aktindsigt (egen acces).

Forvaltningslovens regler for parters ret til aktindsigt gælder kun i afgørelsessager og får derfor kun betydning, hvis oplysninger danner grundlag for afgørelser om ændringer i ansættelsesforholdet.

Alligevel vedtog Folketinget 7. maj 1998 justitsminister Frank Jensens forslag. Folketinget mindskede borgernes muligheder for at kontrollere de offentligt ansatte, som skulle være borgernes tjenere. Og det mindskede offentlighedens muligheder for at følge, hvordan ledelsen i en offentlig forvaltning disciplinerer de ansatte. Dermed vil kollegers kamp for en kollega fremover blive vanskeliggjort, og ledelsen kan lettere undslippe kritik.

Den offentlige forvaltning består af andet end personalemapper.

Trods lov om offentlighed er mange andre offentlige dokumenter også vanskelige at få indsigt i. Hvis to forvaltninger slås sammen til én, så er dokumenterne interne arbejdsdokumenter, og dem har borgerne ingen ret til at se. Offentligheden vanskeliggøres også af, at mange forvaltninger ikke fører postlister, så borgerne kan identificere, hvilket dokument de ønsker indsigt i. Og så står man afmægtig.

Offentligheden kunne blive meget større som følge af den omfattende elektroniske sagsbehandling. Men det er ikke sket. Og notatpligten, der skulle være sikret med offentlighedslovens § 6, stk. 1, overtrædes bevidst.

Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen har understreget, at journalisering af de dokumenter, der hører til en sag, er god forvaltningsskik. Men han har også erkendt, at der ikke er fastsat regler, der påbyder myndighederne at journalisere posten. Også sådan krænkes menneskerettighederne: Når ytringsfriheden i stadig mindre omfang omfatter retten til at søge og – derpå ikke mindst – at modtage oplysninger.

————————–

Min artikel stod oprindelig i Jyllands-Posten 29.6.1998 og er genoptrykt i Mikael Witte: DANSK KULTUR. En vennegave. 286 sider i A5-format, 300  Dkr. + forsendelse. Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse. Bogen kan bestilles via: selskabetfor@outlook.dk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s