• 

• 

Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks rige.

Så tomt buldrer første paragraf i Danmarks Riges Grundlov. Intet står der om hvem den skal beskytte eller hvad hensigten er. Derved adskiller vores grundlov sig fra Tysklands grundlov fra 1949. For dér proklameres straks fra start: Menneskets værdighed er ukrænkelig. Al statsmagt er forpligtet til at respektere og beskytte den. Derfor bekender det tyske folk sig til ukrænkelige og umistelige menneskerettigheder som grundlag for ethvert menneskeligt fællesskab, fred og retfærdighed i verden.

Der var mange grunde til at danskerne i 1953 lod sig nøje med så tom en indledning på så vigtig en lov. Mens de fleste andre paragraffer i 1953-grundloven stort set uændret blev overtaget fra den forrige grundlov, så fandtes denne paragraf slet ikke der. Juni-grundloven af 1849 startede med paragraf 2, som selvfølgelig hed paragraf 1!

Junigrundlovens manglende indledningsparagraf skyldtes ingen forglemmelse. Spørgsmålet om grundlovens geografiske udstrækning var imidlertid et så følsomt og vanskeligt anliggende i 1849, at der aldrig opnåedes enighed om indsættelse af nogen bestemmelse herom i selve grundloven, konstaterede folkeretseksperten Frederik Harhoff i sin disputats.

En erklæring om hvor grundloven skulle gælde ville afgøre hvad der var Danmark. Og endnu fandtes nationalstaten ikke – til gengæld blev mennesker af forskellig national herkomst styret af den enevældige konge i København. Hvis danskerne blev defineret, hvad så med alle dem der ikke var danskere?

Konsekvenserne var som bekendt allerede blevet blodige. Efter Orla Lehmann i midten af marts 1848 havde manipuleret sine nationalliberale kampfæller, brød borgerkrigen ud. Hidtil havde slesvig-holstenere været del af helstaten, men nu blev de presset ud og til oprør.
Oprør lurede også i Nordatlanten. Islændingene mente at de havde en historisk ret til selvstændighed. Alligevel trådte Junigrundloven i kraft uden at de – som lovet – var blevet spurgt. Først da Anden Verdenskrig rystede verden vandt Island sin selvstændighed i 1944.
Færingerne blev i 1816 berøvet deres næsten tusind år gamle ret til selv at udstede love. Lagtinget blev ophævet, og øerne fik status som dansk amt. I 1851 blev Færøerne omfattet af Junigrundloven – det blev besluttet uden at de færøske repræsentanter blev spurgt, og året efter blev det færøske lagting genindsat. I 1940 besatte englænderne Færøerne; denne anderledes besættelse skabte forventninger om større selvstændighed. Men der var flere opfattelser af, hvordan det skulle ske.

Den 25. februar 1946 erklærede den danske regering, at den ville respektere færingernes ønske om fuld selvstændighed og ophør af det historiske samhørsforhold med Danmark.

Ved folkeafstemningen 14. september 1946 var der flertal for uafhængighed. I Lagtinget proklamerede lagtingsformand Petersen Det Færøske Rige, hvorpå han foreslog nyvalg til Lagtinget. Så telegraferede Danmarks amtmand hjem til statsministeren, at han i tilfælde af at han ikke kunne stoppe ulovligheder, som følge af forsøg på krænkelse af den gældende styreform, håbede at regeringen ville sende et inspektionsskib. Regeringen i København afviste at den færøske folkeafstemning kunne føre til en ny folkeretlig stilling for Færøerne. Og den danske fregat Thetis stævnede op gennem Nordatlanten.
Stridens kærne var om færingerne havde ret til selv at bestemme deres fremtid; eftertiden har beskrevet begivenhederne som Thorstein Petersens 10-dages fribytterparlament.

Grønlænderne levede som koloniboere – under dansk herredømme.
I 1953 godkendte vælgerne, at grundloven blev revideret og tilføjet en indledningsparagraf. Det var dog ikke bare fordi det forsømte nu skulle indhentes, men fordi Anden Verdenskrigs sejrherrer bestemte, at nu skulle kolonierne afvikles. Ved at præcisere hvor grundloven gjaldt, skulle Grønland med en enkelt paragraf gøres til en ligeværdig del af Danmarks rige, og grønlænderne til ligeberettigede borgere. Dermed slap Danmark for den ydmygelse, at FN-observatører skulle inspicere hvordan Danmark afkoloniserede Grønland.

Begivenhederne dengang er stadig interessante, og i løbet af den kommende tid vil de blive genfortalt i Østre Landsret, der skal tage stilling til Thule-boernes krav om multimillionerstatning fra den danske stat.

Bare ti dage før 1953-grundloven skulle træde i kraft havde den danske regering meget travlt. USA planlagde en base ved Thule, og den danske regering tilbød Thule-boerne gratis erstatningshuse, hvis de ville flytte frivilligt i løbet af fire dage. De tog imod tilbuddet og blev dermed afskåret fra en væsentlig del af deres livsgrundlag, kulturelle identitet og historie. Erstatning kunne de ikke få, for grundloven gjaldt endnu ikke for dem.

Højesteretsdommer Per Walsøe har i en kronik i Politiken i juni 1995 konstateret, at Thule-fangerne aldrig har accepteret at måtte afgive en del af deres traditionelle fangstterritorium – og hvad der er nok så væsentligt, at de aldrig reelt er blevet spurgt herom.

I FN stemte Danmark i et højtideligt øjeblik for Verdenserklæringen om Menneskerettighederne; vi sagde dermed ja til at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder og at de er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.

Men da 1953-grundloven skulle skrives blev disse fundamentale betragtninger vist glemt, og man fastlagde blot hvor grundloven gjaldt. Istedet for at sætte menneskene i centrum, blev loven selv sat i centrum.
Også hundredoghalvtreds-årsjubilæet for Danmarks Riges Grundlov skal udnyttes til at diskutere en ny grundlov. Diskussionen skal tage udgangspunkt i hvordan vi sikrer menneskerettighederne og dermed vores alles frihed.

Med i en fordomsfri diskussion hører om Danmarks Rige fortsat skal bestå af Danmark, Færerne og Grønland. Sålænge færinger og grønlændere selv ønsker det, skal det være sådan. Men både færinger og grønlændere ønsker øget selvstyre/hjemmestyre/uafhængighed og diskuterer egne grundlove. Hvis de, vel vidende at det vil have sin pris, vedtager egne grundlove – og initiativet skal helt være deres – så skal vi respektere det.

Spørgsmålet er hvad de kommende generationer på Færøerne og i Grønland ønsker. Det står højt på dagsordenen for det nye grønlandske landsstyre. Og den færøske bankskandale, som færingerne betragter som en dansk regeringsskandale, har også fremmet kravet. Men løsrivelse har både fordele og ulemper.

Samtidig med at EU overtager nationalstaternes suverænitet og undergraver den demokratiske beslutningsproces, vokser den nation-ale selvbevidsthed i Europa. Det er ikke kun på Balkan at nationale mindretal påberåber sig deres ret til national selvbestemmelse.
Omkring hundrede forskellige nationale mindretal spredt i Europa erklærer at de har en egenart, som de insisterer på at følge. Vel at mærke samtidig med at de lever i et land som er deres og alligevel ikke er det.

Når et nationalt mindretal forlanger selvstændighed udløser det som regel nye konflikter, for grænseændringer skaber nye mindretal.

Indenfor Europarådets Rammekonvention til Beskyttelse af Nationale Mindretal, har Danmark kun anerkendt det tyske mindretal i Sønderjylland. At der bor langt flere tyrkere i Danmark end tyskere – det har ikke udløst nogen anerkendelse af dem som nationalt mindretal.

DUPI-rapporten om dansk udenrigspolitik har dokumenteret, at Danmarks suverænitet blev udhulet under Den kolde krig. USA ud-nyttede Grønland og Færøerne som trædesten i atombombestrategien. Det færøske landsstyre har netop forlangt, at den danske PET-undersøgelse også skal omfatte PETs virksomhed på Færøerne.

Men nu er Den kolde Krig forbi, og vi forlanger ærlighed. Vi vil have en ny grundlov, der beskytter menneskerettighederne og bygger på den nationale selvbestemmelsesret: Hvis færingerne og/eller grønlænderne med deres historie, særegne status og egenart ønsker øget selvstændighed, ja endda uafhængighed af rigsfællesskabet, så skal de have den. Adskillelsen skal foregå fredeligt, og vi skal huske at handle mod hverandre i en broderskabets ånd.

————————–

Min artikel stod oprindelig i Information 13.4.1999 og er genoptrykt i Mikael Witte: DANSK KULTUR. En vennegave. 286 sider i A5-format. Udgivet af Selskabet for smukkere Byfornyelse.