Sangeren, forfatteren, tusindkunstneren Boris Vian ville være fyldt 100 år i år hvis ikke han var død som 39 årig. Nu findes han som frimærke i Frankrig og jeg ville have sat dem på mine postkort, men kom ikke til Frankrig i år. Men Vian lever, måske især takket være hans sang fra 1954, Desertørens Sang, som Thøger Olesen oversatte samme år. Første vers lyder:
Til Dem, hr. præsident
jeg disse ord vil skrive
som måske er naive,
men læs i allenfald.
Igen fik jeg et brev
med ordre til at stille,
men da jeg ikke ville,
jeg disse linier skrev.
Jeg tænkte ved mig selv,
det er jeg ikke nødt til,
for jeg blev ikke født til
at slå mennesker ihjel.
Så bliv nu ikke vred,
jeg har da lov at mene,
at krige er gemene,
at verden vil ha’ fred.
****
Vi skulle synge den sang meget oftere.
