TIBET: KINAS BAGGÅRD

I april-maj 1987 – altså for 34 år siden – rejste jeg i Tibet. Ekstra Bladet trykte 26. 7.1987 min nedenstående artikel:

Ikke alt i Kina er lige rosenrødt. I Tibet, der var totalt lukket for udlændinge indtil for et par år siden, er situationen elendig for tibetanerne

– Du gav lamaen den forbudte bog! Du gjorde det! Indrøm det! Vi har alle beviser! Vi har vidner! Vi har bogen! Indrøm at du gav ham den forbudte bog! Indrøm at bogen er kontrarevolutionær!

Tolken gisper efter vejret og slynger igen og igen de samme anklager tværs gennem det lille hotelværelse. Der er ellers dårligt plads til flere påstande, for luften fyldes ikke bare af hans råb, men også af tobakståger og yakoksehørm.

På anklagebænken i krydsforhøret sidder Kim (navnet forandret, for at han kan vende tilbage til Kina), 35-årig udenlandsk fotograf på reportagerejse i Tibet.

Forhøret har nu varet i tre timer. Tre grønklædte officerer mumler på skift deres anklager til den medbragte tolk, der kaster dem mod udlændingen. Han spekulerer på hvordan han skal slippe ud af dette komplet sindssyge teater. At svare på anklagerne forekommer ham umuligt.

To munke agerer villigt vidner. En velklædt partifunktionær i blåt holder sig diskret i baggrunden. Det er den tibetanske tolk, der samler ordenes kraft indtil han slynger dem afsted i hurtig rækkefølge. Fotografen håber forgæves på, at anklageren skal miste bevidstheden af overanstrengelse i varmen.

TIBETANSK – ET FORBUDT SPROG?

I sine hænder holder tolken en lille grøn bog. Genkende den, kan fotografen ikke. For det er første gang han ser den. Fotografen, der udsættes for de voldsomme anklager, er hverken kinesisk eller tibetansk revolutionær, men en ung vestlig fotograf på jagt efter stof til en bog om hverdagen i Tibet. Nu sidder han midt i den.

Han taler ikke kinesisk, men har lært sig en smule tibetansk. Derfor er den tibetanske tolk af afgørende betydning. De øvrige kinesiske myndighedspersoner i denne tibetanske by taler nemlig ikke tibetansk!

NYSGERRIGE SKRÆMMES BORT

Efter krydsforhøret fortæller Kim:

– Denne hæslige oplevelse forgik i Shigatse, Tibets næststørste by. Myndighederne fandt på anklagerne, fordi jeg kan en smule tibetansk. På denne strækning kommer der jo en del turister, men de allerfærreste taler tibetansk. De kan nyde naturen, bese klosterbygningerne og bemærke, at munkene nu har frihed til at dyrke buddhismen. Men de fremmede rejsende har ikke mulighed for at tale direkte med tibetanerne. Ingen har mulighed for at spørge tibetanerne om deres hverdag. Ingen får at vide, hvad tibetanernes drømme er. Det er denne lille forskel jeg skulle straffes for.

Kim er overbevist om at sikkerhedspolitiet har haft den lille grønne bog liggende parat. Formodentlig bliver det samme trick brugt hver gang, en nysgerrig skal skræmmes ud af landet, mener han.

HUNDENE I SHIGATSE

– Da jeg sammen med de mange pilgrimme gik rundt i Tashilumpoklostret i Shigatse, satte jeg et farvefoto af Dalai Lama op på alteret. En af klostrets munke flyttede billedet højere op mod Buddhafiguren, gav det en bedre placering. Vi nikkede til hinanden og jeg gled videre med strømmen, forbi det omfattende bibliotek og kom til et lille rum, hvor munkenes trykkeri er placeret.

Her fik jeg tilbudt en kop yakoksethe og talte lidt med munkene. Jeg kunne naturligvis ikke finde på at give en politisk, revolutionær bog til munkene! Det ville være farligt for mig, men først og fremmest for den munk, der modtog den. Jeg ville blot blive smidt ud af Tibet, men han ville blive straffet alvorligt. Enhver ved at sikkerhedspolitiet har mange medarbejdere, spredt over hele Tibet. Man kalder dem for hunde. Der er mange hunde i Shigatse!

Efter tre timers forløb blev Kim kørt til politistationen, hvor en ledende officer efter få minutters overvejelser afsluttede hele sagen ved at give ham en uforbeholden undskyldning!

– Men sikkerhedspolitiet fik givet mig en lærestreg, om at jeg ikke skulle tage kontakt med tibetanerne i Tibet!

Bagefter fik jeg at vide, at der over byens højttalere var blevet advaret om udlændinge.

TIBETS BEFRIELSE

Tibet blev invaderet af den kinesiske hær i oktober 1950, kun et år efter Mao havde proklameret Kina for frit. I begyndelsen havde tibetanerne en vis frihed til at fortsætte deres livsform. Men uroen gærede og Folkets Befrielseshær blev brugt til at slå den folkelige modstand ned. Flyvevåbenet bombede klostre og byer. Nogen opgørelse over tabene i denne periode findes ikke, men tibetanske kilder kalder det krig i fuld målestok.

I 1959 flygtede Dalai Lama, tibetanernes religiøse og politiske leder, til Indien. Undertrykkelsen blev stadig værre. Store klosterbyer, der husede tusinder af munke, blev bombarderet. Tusinder af tibetanere blev kastet i koncentrationslejre, hvor de sad i årevis, blev tortureret og myrdet. Den kinesiske undertrykkelse blev endnu værre da hele Kina blev kastet ud i kulturrevolutionen 1966-76.

Ifølge kineserne døde 87.000 tibetanere under kampene i 1959, tibetanske kilder angiver, at over en million mennesker forsvandt efter 1950.

Enhver form for tibetansk tradition blev forbudt og erstattet af den eneste saliggørende maoisme. De klostre, der ikke var blevet smadret, blev indrettet til nye formål. Landets vigtigste tempel, Jokhang-templet i Lhasa, blev omdøbt til Gæstehus Nr. 5, hvor Rødgardisterne slog sig ned, når de ikke drog hærgende omkring. Tempelgården blev brugt til svineproduktion. Det er ufatteligt, når man møder de mange pilgrimme i deres bedeøvelser, at dette kun er ti år siden.

DET SYGE TIBET

Tibetanerne blev tvunget til at omlægge deres traditionelle bygproduktion til vinterhvede, som er almindelig i Kina. I 1959 blev Tibets magre høst enten spist af Folkets Befrielseshær eller sendt direkte til Kina. Tusinder døde af sult.

I 1980 besøgte generalsekretær Hu Yaobang Tibet. Han var forfærdet over situationen og lovede forbedringer. Situationen er utvivlsomt blevet forbedret siden dengang.

På et pressemøde i Peking fremlagde Panchen Lama – traditionelt den næsthøjeste rangperson i Tibet, men i mange år betragtet som en forræder og overløber – nogle tal for den aktuelle situation:

– Bruttonationalproduktet pr. indbygger er ca. 540 kr. om året.

– Mellem 70 og 80 pct af befolkningen er analfabeter.

– Omkring 10 pct. lever under Kinas meget lave fattigdomsgrænse.

Tiggeren er en fast bestanddel af gadebilledet i Tibet.

Et kinesisk økonomisk tidsskrift skrev i 1985, at Tibet havde modtaget milliarder siden halvtredserne – man kunne bare ikke se det. Pengene administreres og spises bort af kineserne selv. Som en patient har Tibet behov for nonstop nødhjælp, landet er blevet dybt afhængigt af forsyninger fra Kina. Hver yuan der produceres i Tibet kræver 1,2 yuan i kinesisk tilskud!

ET FRIT TIBET

Man får indtrykket af at der nu hersker acceptable forhold for religionsudøvelse. Bedemøllerne kværner, bedeflagene vifter og yakokselamperne oser.

I marts blev det tibetanske nytår festligholdt. Alle tibetanerne søger til klostrene, templerne og de hellige steder. Her i Lhasa er Jokhang det ubetingede centrum – her kunne kineserne demonstrere hvor frit religionen dyrkes i Tibet.

Tibetanerne strømmede i tusindtal til deres elskede tempel, men blot for at finde det omkredset af kinesiske soldater og betjente. Med elektriske stave holdt magtens mænd tibetanerne tilbage, altimens officielle kinesiske gæster og turister på businessclass kunne overvære ceremonierne fra første parket.

Tibetanernes nytårsfest var blevet et stort Disneyland, religiøs hengivelse var blevet til underholdning.

I hverdagen virker kineserne i Tibet arrogante – tibetanerne virker desto mere overstrømmende og umiddelbare. De har noget at være stolte af, omend situationen ikke rigtig er til at grine ad.

Dalai Lama har i en artikel spurgt om kineserne er ude på at udrydde det tibetanske folk ved, at kineserne myldrer ind i det tibetanske hus. For sådan er situationen på hans fødeegn. Der bor tre kinesere for hver tibetaner.

KULTUREL UNDERTRYKKELSE

Uanset om kineserne er i gang med en ny erobring gennem en folkeflytning, er den kulturelle undertrykkelse massiv.

– Mange af vores landsmænd sidder stadig fængslet. Den sidste store anholdelsesbølge kom, da kineserne fejrede 20 året for oprettelsen af Tibet som et selvstændigt område. Det var i 1985, at vi mærkede jernhånden, siger en ældre mand til mig. Heller ikke han vil have sit navn frem. Krav om nationalt selvstyre, kulturel frihed og et frit Tibet straffes hårdt.

Men kravet om selvstændighed stråler ud af millioner af selvbevidste tibetanske øjne.  

—————

Kort efter at min artikel var trykt udløste munkes demonstrationer igen at de kinesiske myndigheder lukkede Tibets grænser.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s