PAPES PÅVIRKNINGSLOV

19. marts 2019 fik daværende justitsminister Søren Pape Poulsen vedtaget sit forslag om ændring af straffeloven så den nu lyder:

§ 108. Den, som, uden at forholdet falder ind under § 107, i øvrigt foretager noget, hvorved fremmed efterretningstjeneste sættes i stand til eller hjælpes til umiddelbart eller middelbart at virke inden for den danske stats område, herunder samarbejde om at udøve påvirkningsvirksomhed med henblik på at påvirke beslutningstagning eller den almene meningsdannelse, straffes med fængsel indtil 6 år.

Stk. 2. Såfremt det drejer sig om efterretninger vedrørende militære anliggender, eller virksomheden finder sted under krig eller besættelse, kan straffen stige indtil fængsel i 12 år. Det samme gælder, hvis påvirkningsvirksomheden efter stk. 1 udøves i forbindelse med de valg og stemmeafgivninger, der er omfattet af § 116.

Forslaget blev vedtaget af 63 folketingsmedlemmer (S, V, LA, RV og KF). Imod stemte 19 folketingsmedlemmer (EL, ALT og SF). 24 stemte hverken for eller imod (DF).

Søren Søndergaard, Enhedslistens retsordfører, konstaterede:

Lovforslaget ændrer straffeloven og kriminaliserer ellers fuldt lovlige ytringer, hvis de, ifølge myndighederne, er fremsat i samarbejde med en udenlandsk efterretningstjeneste om at påvirke beslutningstagning eller den almene meningsdannelse. Hvis påvirkningen sker i forbindelse med et valg, skal det kunne give op til 12 års fængsel.

Det var en indlysende kritik. Påfaldende var dog, at først i sidste øjeblik ændrede Enhedslisten, SF og Alternativet holdning og besluttede sig for at stemme imod lovforslaget i stedet for blankt, som de havde tilkendegivet i betænkningen.

Altså: Som borger i Danmark risikerer man op til 12 års fængsel for at ytre enighed i en analyse udført af en udenlandsk efterretningstjeneste. Det betyder en begrænsning af ytringsfrihed, meningsfrihed, pressefrihed, informationsfrihed, trosfrihed.

Det er en snigende sindelagskontrol som kan ses i sammenhæng med antiterrorlovgivning, og dermed en global udvikling. Det er endnu et skridt væk fra retsstaten og resultat af at i Danmark kan et folketingsflertal vedtage hvad der er ret – det kræver blot et flertal i Folketinget.

Havde vi haft en forfatningsdomstol, ville sådan et forslag kunne indbringes der. Højesteret kan ikke ændre en lov (omend Højesteret én gang (19.2.1999) har kendt en lov (Tvindloven) grundlovsstridig). Så er der Menneskeretsdomstolen, fordi lovændringen strider mod menneskeretskonventioner som Danmark har underskrevet. Men menneskeretskonventioner har mange folketingsmedlemmer haft travlt med at tage afstand fra.

Straffelovsændringen begrundes med at begrænse fremmede magters indflydelse på meningsdannelsen i Danmark. Denne problematik blev ofte diskuteret efter USA’s daværende præsident Donald Trump i 2017 lancerede begrebet Fake News. Dette gummibegreb kan bruges om alt der strider mod egne interesser. I dag kan alle kritisere Trump skarpt, men i Trumps skygge står begrebet Fake News som signal til jagt på kritik og kritikere.

Statsmagt, regeringsmagt, efterretningsmagt kan definere og udpege Sandhed  og Løgn. I bemærkningerne til Papes lovforslag blev der henvist til bl.a. russiske medier som Russia Today.

Når man læser om danske PET og FE, der angiveligt skal beskytte Danmark, men som er knyttet til USA som en hund til sin herre, så spørger jeg: Hvad tillid kan vi have til dem? Lad mig blot minde om hvad danske efterretningsorganer har ment om Vietnamkrig, Balkankrige, Irakkrige, Afghanistankrig, Libyenkrig samt krigen mod tibetanske flag i københavnske gader.

Hvad sker der når kritik som udgangspunkt gøres strafbar fordi den kan være inspireret af andre? Jeg tror at straffelovsændringen kan øge mistænkeliggørelsen af kritikere.

Under Den kolde Krig hævdede de fleste at de ønskede fred. Alligevel besluttede NATO i 1979 at opstille 572 atombevæbnede mellemdistanceraketter fordi Sovjetunionen havde opstillet atomraketter i Østeuropa; NATO ville dog vente med udstationeringen.

Siden 1949 har der ikke måttet være atomvåben i Danmark – men der var atomvåben i Grønland. Blot vidste civilbefolkningen intet om dem før et fly med atomvåben styrtede ned i 1968! Og lige syd for den dansk-tyske grænse stod atomraketter, som hurtigt kunne køres til Danmark. Det vidste NATO, for det var jo deres. Det vidste Sovjetunionen, for deres spionage var effektiv. De eneste der intet vidste var den danske og tyske civilbefolkning!

Det forsvarskritiske tidskriftet Forsvar skrev om militære hemmeligheder. Og i foråret 1982 udsendte jeg et landkort over grænseområdet, hvor jeg angav hvor NATOs militære anlæg var placeret lige syd for den dansk-tyske grænse; trykt i stort format, foldet så det kunne ligge i bilens handskerum og med tegnforklaring på den NATO-natblå bagside.

Den tyske anklagemyndighed indledte en undersøgelse mod mig det forår – men fik så travlt med andre sager. En sommerdag cyklede jeg med højskolevenner efter kortet.

Min udgivelse var nok forløbet anderledes hvis den var sket efter Papes straffelovsændring.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s