PAPES PÅVIRKNINGSLOV 2

Daværende justitsminister Søren Pape Poulsen fik i 2019 Folketinget til at ændre straffeloven så den nu lyder:

§ 108Den, som, uden at forholdet falder ind under § 107, i øvrigt foretager noget, hvorved fremmed efterretningstjeneste sættes i stand til eller hjælpes til umiddelbart eller middelbart at virke inden for den danske stats område, herunder samarbejde om at udøve påvirkningsvirksomhed med henblik på at påvirke beslutningstagning eller den almene meningsdannelse, straffes med fængsel indtil 6 år.

Stk. 2. Såfremt det drejer sig om efterretninger vedrørende militære anliggender, eller virksomheden finder sted under krig eller besættelse, kan straffen stige indtil fængsel i 12 år. Det samme gælder, hvis påvirkningsvirksomheden efter stk. 1 udøves i forbindelse med de valg og stemmeafgivninger, der er omfattet af § 116.

Ændringen kriminaliserer ellers fuldt lovlige ytringer, hvis de, ifølge myndighederne, er fremsat i samarbejde med en udenlandsk efterretningstjeneste – som myndighederne ikke bryder sig om – om at påvirke beslutningstagning eller den almene meningsdannelse. Hvis påvirkningen sker i forbindelse med et valg, skal det kunne give op til 12 års fængsel.

Diverse danske efterretningstjenester har gennem årene registreret og overvåget flere hundrede tusinde danskere. Angsten for aflytning har øget selvcensuren, medvirket til politikerlede og dermed til en opgivelse af selve grundtanken for demokratiet: Men nogle trak i netværket.

Efter dansk anmodning blev Danmark i 1949 stiftende medlem af NATO. Danmark havde opgivet neutralitetspolitikken og erklæret sig for USA.

Allerede i april 1941, da den danske regering samarbejdede med Nazityskland og USA stadig stod uden for verdenskrigen, havde den danske ambassadør Henrik von Kauffmann indgået en privat aftale med USA. Ifølge den anerkendte USA ham som Danmarks repræsentant, til gengæld gav han USA næsten ubegrænset ret til at oprette baser på Grønland. Kauffmann blev afskediget af den danske regering men blev siddende i USA og optrådte fortsat som dansk repræsentant.

Efter befrielsen godkendte Folketinget aftalen med tilbagevirkende kraft. Det skete samtidig med, at regeringen overvejede, hvordan den kunne kræve fuld dansk kontrol med Grønland. Og det skete samtidig med at ambassadør Kauffmann fortsat gjorde alt for at sikre USAs adgang til Grønland. Således rapporterede han til USA, hvordan den danske regering ville presse USA ud af Grønland og sammen med amerikanske embedsmænd lagde han råd op mod Danmark. Alt imens sendte han sine beroligende rapporter til Danmark. Ambassadør Kauffmann var amerikansk spion og dermed landsforræder. Men selv om den danske regering blev klar over at han forrådte Danmark, så lod man ham forblive på posten. I 1958 blev han pensioneret og dekoreret med Dannebrogsordenens Storkors med diamanter.

I 1951 indgik udenrigsminister Ole Bjørn Kraft fra det Konservative Folkeparti Grønlands-overenskomsten med USA, der skulle erstatte aftalen fra 1941. Nu skulle den amerikanske tilstedeværelse i Grønland reguleres.

Overenskomsten var resultat af diplomatiske forhandlinger, der skulle føre det amerikanske og danske folk bag lyset. Ifølge DUPI-rapporten Grønland under den kolde krig henviste de danske forhandlere til, at man var enig om substansen, og at det måtte være i fælles interesse, at aftalen kunne smugles igennem de respektive parlamenter (that this agreement can be ‘smuggled through’ our respective parliaments).

Overenskomsten blev forelagt Rigsdagen og godkendt. Men udenrigsminister Kraft skjulte de tre ledsagende tillægsprotokoller, ifølge hvilke overenskomsten primært handlede om USAs offensive planer. Atter forrådte en dansk minister danske borgere til USA.

USA fik ret til at oplagre atomvåben i Grønland og kunne overflyve med atombombefly; forhandlingerne vedrørte ikke atomvåben og overenskomsten nævnte dem ikke ved navn. Men USA mente, at overenskomsten gav dem ret til at indføre enhver form for materiel – altså også atomvåben.

Udenrigsministeren forklarede Folketinget, at USA kun måtte bruge Grønland til at forsvare Nordamerika. Imidlertid skrev forhandlerne i et internt notat, at Thule-basen efter det foreliggende ikke kan betegnes som nogen decideret defensiv basis.

Regeringen havde gjort alt for at befolkningen skulle få det indtryk, at Grønland ikke skulle bruges som udgangspunkt for angreb på Sovjetunionen. Ikke engang Folketingets Udenrigspolitiske Nævn (som ingen DKP’er var medlem af) måtte end i dybeste fortrolighed få besked.

I 1952 lagde det amerikanske luftvåben en plan for, hvordan USA skulle gennemføre omfattende angreb med atombevæbnede bombefly fra Thulebasen.

Den amerikanske regering forudsatte, at krigen mod Sovjetunionen ville nå sit højdepunkt i løbet af tre uger, hvor USA på den 24. dag ville sende 33 atombombebærende flyvemaskiner af sted fra grønlandske Thule.

I maj 1957 gennemførte Socialdemokratiet sin valgkampagne på et nej til atomvåben i Danmark. Et halvt år senere fik statsminister H.C. Hansen besøg af den amerikanske ambassadør, der spurgte om den danske regering ønskede at blive underrettet, hvis USA placerede atomvåben i Grønland.

Statsministeren svarede tre dage senere ved at overrække ambassadøren en skriftlig erklæring, som han karakteriserede som uformel, personlig, yderst hemmelig og begrænset til én kopi på henholdsvis den danske og amerikanske side.

DUPI anser det for sandsynligt, at statsministerens svar til amerikaneren var forberedt sammen med udenrigsministeriets direktør og muligvis også med amerikanerne selv!

Brevet var klassificeret i den mest hemmelige klasse Cosmic. Det måtte offentligheden aldrig få kendskab til. Brevet kan kun betegnes som generalfuldmagt til USA – den danske, socialdemokratiske statsminister var landsforræder.

Det var dansk politik, at der ikke måtte være atomvåben i Danmark; alligevel anløb amerikanske krigsskibe – der kunne medføre atomvåben – danske havne. Fredsbevægelsernes kritik af bruddet på atompolitikken blev afvist af skiftende regeringer: Der var ingen grund til at tro, at det venligt sindede USA havde krænket den danske atompolitik. Med en generations forsinkelse kunne forskere i 1997 dokumentere de danske regeringers forræderi.

I den kolde krig blev der ikke løsnet et eneste skud mellem USA og Sovjetunionen. Til gengæld sloges supermagterne om kontrollen om verdensherredømmet, og i særdeleshed forbeholdt de sig retten til at intervenere hos deres egne allierede. Det var dér begge supermagter i virkeligheden så fjenden: Risikoen for at menneskene skulle rive deres eget land ud af det globale bloksystem. Det måtte vi ikke!
Igen og igen fik vi fremstillet USA som fredens garant og NATO som en forsvarsorganisation. Danmark blev reduceret til en lydstat for USA, og danskerne til lyttere for danske statsministres løgne.

Det er nødvendigt at gentage at daværende justitsminister Søren Pape Poulsen ændring kriminaliserer ellers fuldt lovlige ytringer, hvis de, ifølge myndighederne, er fremsat i samarbejde med en udenlandsk efterretningstjeneste – som myndighederne ikke bryder sig om – om at påvirke beslutningstagning eller den almene meningsdannelse. Hvis påvirkningen sker i forbindelse med et valg, skal det kunne give op til 12 års fængsel.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s