Daværende justitsminister Søren Pape Poulsen indskrænkede ytringsfriheden i 2019 ved at stramme straffeloven så den nu lyder:

§ 108. Den, som, uden at forholdet falder ind under § 107, i øvrigt foretager noget, hvorved fremmed efterretningstjeneste sættes i stand til eller hjælpes til umiddelbart eller middelbart at virke inden for den danske stats område, herunder samarbejde om at udøve påvirkningsvirksomhed med henblik på at påvirke beslutningstagning eller den almene meningsdannelse, straffes med fængsel indtil 6 år.

Stk. 2. Såfremt det drejer sig om efterretninger vedrørende militære anliggender, eller virksomheden finder sted under krig eller besættelse, kan straffen stige indtil fængsel i 12 år. Det samme gælder, hvis påvirkningsvirksomheden efter stk. 1 udøves i forbindelse med de valg og stemmeafgivninger, der er omfattet af § 116.

Ændringen kriminaliserer ellers fuldt lovlige ytringer, hvis de, ifølge myndighederne, er fremsat i samarbejde med en udenlandsk efterretningstjeneste – som myndighederne ikke bryder sig om, vel at mærke, men det står ikke direkte – om at påvirke beslutningstagning eller den almene meningsdannelse. Hvis påvirkningen sker i forbindelse med et valg, skal det kunne give op til 12 års fængsel.

Officielt begrundes begrænsningen af ytringsfriheden med at fremmede magters indflydelse på meningsdannelsen i Danmark skal begrænses. I lovens tekst hedder det påvirkningsvirksomhed, men hensigten er at begrænse kritik.

I et åbent samfund lytter man til mange siders argumenter, og udenlandske medier har altid haft betydning for danske ører og tanker. Det er muligt at nogle tanker stammer fra udenlandske efterretningstjenester – men det må være op til hver enkelt at afgøre om man vil lytte og videregive det, for danske massemedier har af gode grunde ikke korrespondenter alle steder. Og selv om det var tilfældet er det vigtigt at lytte til oplysninger og tanker fra mange sider.

Hvis vi danskere under Vietnamkrigen kun havde måttet lytte til dansk-autoriserede oplysninger og meninger – USAs så venskabelige kilder – havde vi i 1960’erne næppe hørt om USAs grusomheder mod det vietnamesiske folk. Det samme ville være tilfældet med USAs indblanding på forskellige niveauer i Mellemøsten (Iran 1953 for eks),  Latinamerika (Guatemala 1954 for eks), i Afrika (i Congo 1960 for eks). USAs stormagtsoptræden efter Anden Verdenskrig – udlagt som frihedskamp mod den såkaldte verdenskommunisme – har været skræmmende og det samme har danske regeringers følgagtighed. At danske borgere skal straffes for at argumentere mod overgreb, det er et hårdt slag mod ytringsfrihed i almindelighed og solidaritetsarbejde i særdeleshed.

Danmarks deltagelse i amerikansk ledede krige – Irak, Afghanistan, Libyen – blev understøttet af at amerikanske diplomater fik spredt deres argumenter i danske medier; de færreste troede på hvad irakiske, afghanske eller libyiske kilder oplyste. Komiske Ali fra Irak kunne man da kun le ad!

Men hvad med argumenterne fra USA? Danske regeringer valgte at følge Det Hvide Hus, Udenrigsministeriet, Pentagon og US-amerikanske efterretningstjenester. Men selv om ordet  masseødelæggelsesvåben blev gentaget i Sikkerhedsrådet blev det ikke mere sandt. De amerikanske påstande og danske gentagelser af ordet masseødelæggelsesvåben udløste dansk krigsdeltagelse; statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller ved at de forførte danskerne – og borgeres kritik blev simpelthen afvist af Højesteret.

Med stramningen af straffeloven kan danske borgere straffes med op til 12 års fængsel for at gengive hvad der kunne stamme fra en fremmed efterretningstjeneste – og vil blive straffet hvis det strider mod den danske regerings politik. Det er en trøst at Dommerforeningen i sit høringssvar også kritiserede denne krænkelse af ytringsfriheden – det bliver spændende når der bliver rejst tiltale efter paragraffen om dommere vil insistere på ytringsfrihed som omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser, som det i 1950 blev formuleret i den europæiske menneskerettighedskonvention.

Papes straffelovsstramning strider mod retsstatens grundprincipper.