EUs grænseagentur Frontex er massivt tilstede ved EU grænser. EU understreger hvor vigtigt det er at respektere menneskerettighederne, men rapporter om tæsk, mishandling og tortur af migranter og flygtninge er ikke ny læsning. De seneste rapporter fik fyldig omtale i Politiken søndag 16. maj og er voldsom at læse både i og uden for EUs regeringskontorer. Her er lidt fra den fotodokumenterede side 6:
For et år siden slap fem mænd over grænsen fra Bosnien-Hercegovina til Kroatien og blev standset af kroatiske politifolk. En af migranterne fortæller, hvordan betjentene øjeblikkelig begyndte at slå løs på dem og affyre skud tæt på deres ører.
Når en af os besvimede, tog de fat på en anden. De slog os, som var de i deres gode ret til at slå os.
De brækkede et af hans ben, fortæller manden til Border Violence Monitoring Network. De brækkede også hans arme. De slog ham i hovedet med et pistolskæfte. Det blødte ud af hans ører og fra flere sår i hovedet. Det stod på i tre-fire timer. Politifolkene grinede ad ham og fandt nogle madvarer i hans rygsæk.
Mit hoved blødte, og de gned det med ketchup og så med mayonnaise, og jeg havde en chokoladebar, som de også gnubbede ind i sårene, siger manden.
Den slags beretninger er der masser af. Stribevis af ngo’er og medier har dokumenteret, hvad der foregår, og EU-Kommissionen har gentagne gange opfordret Kroatien og Grækenland til at trænge til bunds i sagerne. Indtil videre uden resultat.
Kroatiens regering afviser, at politiet bryder loven. Når dokumentationen ikke er til at komme udenom, kalder myndighederne det for enkelttilfælde. Og indenrigsminister Davor Bozinovic har – konfronteret med fotos og videoer – sagt, at det ikke ville være første gang, at nogen iklæder sig kroatiske politiuniformer. Det er formentlig nogen, der ikke ønsker, at Kroatien bliver en del af Schengen-området.
Den græske regering omtaler alle beskyldninger om pushbacks og brud på menneskerettighederne for fake news eller tyrkisk propaganda. Man gør blot, hvad der er nødvendigt for at forsvare EU’s ydre grænse.
Anklagerne mod Frontex dynger sig også op. Videoer viser, hvordan skibe fra EU’s grænseagentur hjælper grækerne med pushbacks i Det Ægæiske Hav. Og en gruppe dybdeborende medier har dokumenteret, hvordan Frontex-fly istedet for at tilkalde redningsskibe til flygtningebåde i havsnød i Middelhavet, beder den libyske kystvagt om at bringe de nødstedte tilbage til Libyen.
Charlotte Slente, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, efterlyser en uafhængig instans der skal sikre, at der bliver holdt øje med rettighedsovertrædelser ved EU-grænserne. Samtidig bør landene iværksætte en uafhængig undersøgelse på baggrund af de beviser, vi har indsamlet, siger hun.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye ønsker ikke at lade sig interviewe om, hvad den danske regering mener om, at EU’s grænsevagter ulovligt og med anvendelse af tortur skubber folk ud af unionen. Men han skriver i en maill: Vi må erkende, at de ydre grænser ikke har været beskyttet godt nok. Derfor støtter regeringen, at Frontex får mere materiel og personale. Jeg er selvfølgelig også opmærksom på anklagerne mod Frontex. Dem tager jeg meget alvorligt.
Sådan slutter Politikens artikel.
Så er der bare at gentage at vold og tortur er forbudt og forkert. Og at det strider mod internationale konventioner, EU-lov og national lovgivning at smide folk ud, uden at de har fået deres ansøgning om asyl behandlet. Tilsyneladende accepterer danskere situationen – der er en uhyggelig mangel på kritik af den vold der i frontliniestaterne bliver udøvet i vores navn.
Politikens artikel findes her:
politiken.dk/udland/art8209145/%C2%BBMit-hoved-bl%C3%B8dte-og-de-gned-det-med-ketchup-og-s%C3%A5-med-mayonnaise-og-jeg-havde-en-chokoladebar-som-de-ogs%C3%A5-gnubbede-ind-i-s%C3%A5rene%C2%AB
Border Violence Monitoring Networks rapport findes her:
borderviolence.eu/balkan-region-report-april-2020/
Protecting Rights at Borders rapport findes her:
drc.ngo/media/mnglzsro/prab-report-january-may-2021-_final_10052021.pdf